Annonce

Skatteminister: Etableringen af Skat gik for hurtigt og var for voldsom

Men ellers afviser skatteminister Karsten Lauritzen (V) forvaltningseksperters skarpe kritik af, at etableringen af Skat skete på et alt for løst grundlag
To eksperter i offentlig forvaltning retter en sønderlemmende kritik af grundlaget for at etablere Skat for godt 13 år siden.

Etableringen var katastrofalt dårligt forberedt og en giftig cocktail af overmod, manglende analyser af konsekvenserne og urealistiske tidshorisonter.

Det skriver Berlingske på baggrund af en ny bog forfattet af professor emeritus ved Århus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, og professor samme sted, Peter Bjerre Mortensen.

”Det her er stærkt kritisabelt. Meget stærkt kritisabelt. Tænk sig, at vi i et system som det danske kan have et beslutningsforløb om en af de største administrative reformer i danmarkshistorien, der baserer sig på et grundlag, der er så løsagtigt, letfærdigt og mangelfuldt,” siger Jørgen Grønnegård Christensen til Berlingske.

Hele forløbet omkring etableringen af Skat tilbage i - og op til - 2005 er efter Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersens mening en skamplet på dansk politisk historie.

Eksperterne i offentlig forvaltning peger på, at der ikke blev lavet analyser af konsekvenser og gevinster ved at omlægge hele skatteinddrivelsen:

Man stillede ikke kritiske spørgsmål til, om det nu også kunne passe

”Da man vedtager det, har man ikke noget særligt solidt grundlag. Man stillede ikke kritiske spørgsmål til, om det nu også kunne passe, for hele tanken på det tidspunkt med strukturreformen var, at centralisering var godt. Man efterspurgte ikke så mange tal og analyser,” siger Peter Bjerre Mortensen til Berlingske.

Forskerne retter både kritik mod embedsmændene i centraladministrationen, mod konsulenthuse, der tjente gode penge på at rådgive regeringen om sagen, og mod den daværende VK-regering, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) dengang var statsminister og nuværende finansminister Kristian Jensen (V) dengang var skatteminister.

Skat blev etableret tilbage i 2005. Skat har siden været præget af en lang række skandalesager: Svindel med udbytteskat, sammenbruddet i inddrivelsessystemet EFI og kaos, fejl og nedbrud i systemet for ejendomsvurderinger.

”De stegte duer”

Grønnegaard Christensen siger til Ritzau at man op til etableringen havde en tyrkertro på, at der var store gevinster at hente på centralisering og digitalisering:

”Vi vurderer, at man på mange måder var i god tro. Man havde en model i hovedet, som sagde, at hvis vi bare centraliserer, og hvis vi bare udnytter digitaliseringen, så kommer de stegte duer flyvende af sig selv.”

Nuværende finansminister Kristian Jensen (V), der tilbage i 2005 var skatteminister, afviser at kommentere kritikken over for Berlingske. Han henviser i stedet til nuværende skatteminister Karsten Lauritzen (V), der til gengæld afviser ekspert-kritikken af, at etableringen af Skat skete på et alt for løst grundlag.

Skatteminister Karsten Lauritzen erkender dog, at man "effektiviserede for hurtigt og for voldsomt".

S: Skat sparet i stykker

Socialdemokratiet har onsdag på Twitter bemærket, at "Venstre har sparet SKAT i stykker!". Og også at daværende skatteminister Kristian Jensen var advaret mod at skære kraftigt ned på skatteinddrivelsen:

"Kristian Jensen var advaret, da han skar kraftigt ned i Skat. Siden er skandalerne væltet frem og milliarder er tabt".

placeholder

"Kristian Jensen skingert skråsikker"

Professor-kritikken kommer ikke bag på Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen:

“Det er en særdeles hård kritik, når ellers diplomatiske professorer bruger ord som ”løsagtigt”, ”lemfældigt” og ”meget stærk kritisabelt” om de beslutninger, Kristian Jensen har truffet. Og det kommer jo ikke helt bag på en, for konsekvenserne i form af utallige skandaler og milliarder af tabte skattekroner, kender vi alle sammen. Jeg var i al beskedenhed en af dem, der diskuterede de her ting med Kristian Jensen og påpegede konsekvenserne i årene efter reformen af SKAT. Dengang var Kristian Jensen skingert skråsikker - der var ikke noget at komme efter,” siger Jesper Petersen til Netavisen Pio.

Dengang var Kristian Jensen skingert skråsikker - der var ikke noget at komme efter

Han mener det forklarer, hvorfor regeringen modarbejder den skattekommission, der skulle få årsagerne til problemerne frem i lyset:

"Det er jo nærliggende at tro, at kommissionens konklusion også vil placere ansvaret hos Kristian Jensen.”

Hele forløbet er efter Jesper Petersens mening en skamplet på dansk politisk historie:

”Det er en skamplet på dansk politisk historie. Lige nu kan man så faktisk godt gøre noget politisk og nedbringe tabet af skatteindtægter. Det er derfor, at mens regeringen forslår at skære ned i Skats muligheder for stoppe udenlandske skattesnydere, så vil Socialdemokratiet styrke skattevæsenet med 1.000 nye medarbejdere placeret i fire skattecentre udenfor de største byer”.

Opdateret kl. 16.10 med kommentar fra Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet