Annonce

Skattesnyd skal belønnes med lavere skat

Berlingske har kastet sig ind i kampen mod regeringens skærpede kurs over for skatteunddragelse.
Dagens Citat. Skatteunddragelse har præget mediebilledet den sidste uges tid. Når mangemillionærer og multinationale fragter deres formuer ud af landet, koster det fællesskabet milliarder af kroner. Derfor har politikerne, både på Christiansborg og i EU, nu taget initiativ til at samarbejde yderligere om at forhindre dette ulovlige skattesnyd.

Hver eneste gang en virksomhed snyder fællesskabet for én krone, skal almindelige hårdtarbejdende danskere betale én krone mere.

Men denne nye politik møder ikke ros og klapsalver alle steder. I en lederartikel i dag mener Berlingske, at den skærpede kurs er både forkert og vil forårsage ’virksomhedsflugt’ fra Danmark. Berlingske demonstrerer dermed endnu engang, at de ser det som deres vigtigste opgave at forsvare de allerrigestes interesser.

Netavisen Pio har samlet de tre dårligste argumenter, som Berlingske fremfører mod regeringens indsats over for skatteunddragelse.

1. Retorik kan ødelægge erhvervsklimaet

Desværre modarbejdes regeringens erhvervsvenlighed i stigende grad af den retorik, som SKAT og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) betjener sig af. (..) Holger K. Nielsen, der har et stærkt behov for at markere sig i forhold til SFs utilfredse bagland, benytter lejligheden til at fastslå, at Danmark skal være foregangsland på området. (..) Hvis virksomhederne føler, at de skal jages skattemæssigt for at tilfredsstille bestemte vælgergrupper, finder de andre græsgange”.

Skattesnydere hyldes ligefrem som ’driftige’ og ’virkelystne’ mennesker, som vi for enhver pris ikke må støde fra os.

I sig selv er det ubegribeligt, at en borgerlig avis – der normalt kæmper for retten til at ytre sig, provokere og nedbryde tabuer - pludselig mener, at ord alene skader virksomhederne, og at skatteministeren derfor bør give sig selv mundkurv på. Det er en elegant retorisk finte, at fremstille virksomhederne som uskyldige ofre, der ’jages’ af en populistisk skatteminister, der af taktiske grunde ønsker at tilfredsstille sit eget bagland. Virkeligheden er, at de multinationales og mangemillionærernes skatteunddragelse ikke blot er til skade for ’bestemte vælgergrupper’, men for hele den danske befolkning. Hver eneste gang en virksomhed snyder fællesskabet for én krone, skal almindelige hårdtarbejdende danskere betale én krone mere.

2. Lavere skatter – flere arbejdspladser

Danmarks grundlæggende udfordring er ikke skatteflygtninge, men det forhold, at vi ikke længere lever i en isoleret verden. Driftige personer og virksomheder søger derhen, hvor det bedst betaler sig for dem at virke. Og det gør det alt for sjældent i et land, der som Danmark har verdens højeste skattetryk”.

Det viser, hvor perverteret højrefløjen er blevet, når man ikke engang synes, at skatteunddragelse er moralsk forkert og kritiserer folk som Per Stig Møller for at sige det modsatte. Skattesnydere hyldes ligefrem som ’driftige’ og ’virkelystne’ mennesker, som vi for enhver pris ikke må støde fra os. Samtidig lukker Berlingske blindt øjnene for, at skatter ikke blot er en udgift, men også giver virksomhederne ressourcer ved at finansiere infrastruktur, forskning og en veluddannet arbejdsstyrke. Af denne grund flytter investorerne ikke fluks til Albanien, der har en selskabsskat på 10 procent. Hvordan staten bruger skatteindtægterne er mindst lige så afgørende for erhvervsklimaet som skatternes størrelse.

3. Lavere skatter giver flere skatteindtægter

Den vigtigste vej til at sikre, at alle betaler den skat, de er pålignet, er at sætte skatten væsentligt ned, både for personer og virksomheder. Over for virksomhederne vil det klinge mere i de offentlige skattekasser, hvis man lagde sig fast på et langsigtet skatteregime, som virksomhederne ved er stabilt”.

Forestil jer det ramaskrig, hvis Information eller Politiken foreslog, at socialt bedrageri skulle bekæmpes gennem en højere kontanthjælp. Men åbenbart gælder de borgerlige dyder om ’lighed for loven’ ikke for samfundets allerrigeste.

Lad os et for et godt øjeblik stille det logisk op: En virksomhed kan enten vælge at følge loven og betale millioner i skat eller flytte pengene i et skattely og betale et stort rundt nul til fællesskabet. En dag kommer en ny, erhvervsvenlig regering til magten og sænker skatterne til det halve.

Spørgsmålet er nu, hvad virksomhederne så vælger at gøre. Berlingske mener i ramme alvor, at virksomhederne nu med glæde vil spytte i kassen, i stedet for fortsat at betale et stort rundt nul i skatteparadiset. Den lader vi stå et øjeblik.

Selvom argumentationen om ’lavere skatter giver flere skatteindtægter’ mangler enhver form for logik er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at Berlingske prædiker en imødekommende kurs over for multinationale og mangemillionærer, der bryder loven. I stedet for at straffe dem, vil Berlingske belønne dem.

Det demonstrerer endnu engang hykleriet og de absurde dobbeltstandarter, der gælder for henholdsvis toppen og bunden i det danske samfund. Forestil jer det ramaskrig, hvis Information eller Politiken foreslog, at socialt bedrageri skulle bekæmpes gennem en højere kontanthjælp.

Men åbenbart gælder de borgerlige dyder om ’lighed for loven’ ikke for samfundets allerrigeste.


Flere artikler om emnet