“Skolen ender med at svigte dem, der har mest brug for fællesskabet”

Folkeskolereformen er mange steder bedre end sit rygte, men der er behov for ændringer, mener Socialdemokratiets uddannelsesordfører.
Foto: Colourbox
Rockwoolfonden viste for nyligt, at vi ikke bryder den sociale arv på uddannelsesfronten, selvom vi formelt har både fri og lige adgang.

Vi er banket 40-50 år tilbage i tiden, når det gælder børns uddannelse, der nu igen er lige så afhængig af forældrenes baggrund som den var i 1940’erne.

I december landede TIMMS-undersøgelsen, der viste, at danske elever var blevet dårligere til matematik. Elever som kun har gået i skole under den nye skolereforms rammer.

Og sidst, men slet ikke mindst, viste en undersøgelse fra Kraka, at drengene falder stadig længere og længere bagud i forhold til pigerne i skolen.

Tid til forandring?

Det synes derfor ret åbenlyst, at vi ikke kun skal snakke om trivsel og fagligt efterslæb i kølvandet på coronaen. Skolen lider af andet og mere. Der er brug for forandring i fællesskab.

Derfor er skolereformen nok mange steder bedre end sit rygte.

Men diskussioner om nye store reformer eller ”for og imod” den gældende reform synes ikke specielt frugtbare.

Problemerne er ældre end reformen. Og sandt er det, at rigtig mange af de elementer, der i reformen kan bidrage til løsningen på disse udfordringer i for ringe grad er blevet til virkelighed alle steder.

Derfor er skolereformen nok mange steder bedre end sit rygte. Men der er også punkter, hvor vi ikke kan gemme os ved at stikke hovedet i reformbusken.

Flere timer er ikke nok

Den nordiske TIMMS-undersøgelse viser, at vi ikke kun har brug for et fokus på antallet af undervisningstimer, men i høj grad også på kvaliteten af dem. Og den viser, at lektier er en god ting for det faglige niveau.

Til gengæld viser den også, at dem der ikke når lektierne på skolen, men har dem med hjem, stadig rammes af den sociale slagside præcis som før reformen.

Børn har forskellige talenter og brug for at blive stimuleret på forskellige måder

At vi ikke bryder den sociale arv sætter endnu en gang fokus på, hvor forskellige forudsætninger eleverne har med sig hjemmefra.

Hvis vi skal rette op på nogle af de forskelle, kræver det en differentieret undervisning, der tager bedre hånd om elevernes forskellige udgangspunkter.

Og det kræver et langt større fokus på praktiske færdigheder i skolen. Ikke fordi de står i modsætning til de boglige. Men fordi børn har forskellige talenter og brug for at blive stimuleret på forskellige måder for at blive motiveret til læring.

Mere plads til praksisfaglighed

Praksisfagligheden er en ting, som vi indiskutabelt skal give mere plads i skolen.

Det ville få flere med og i øvrigt - sammen med flere mandlige rollemodeller, en mere prominent plads til høvlebænkene og flere faglærte forbilleder i undervisningen - bidrage til også at reducere udfordringerne for drengene.

Penge gør det ikke alene.

Differentieret undervisning, mindre hold og bedre kvalitet i timerne rimer bare dårligt på en folkeskole, hvor markant færre lærere underviser markant flere timer.

Derfor spiller ressourcer naturligvis også en rolle. Og penge gør det ikke alene. For mens vi heldigvis allerede med det nye flertals første finanslov aftalte at investere mere i skolen, skal vi også kigge på, hvilke opgaver lærerne bruger deres tid på.

Der skal skrues ned for bureaukratiet og op for frihedsgraderne, så ressourcerne i videst muligt omfang bruges til gavn for undervisningen og elevernes trivsel og udbytte.

Opgør med inklusion

Dertil kommer, at inklusionsreformen i for høj grad har været en diskussion om bestemte procenter og i alt for mange tilfælde sendt børn med særlige behov ind i normalklassen, uden at lærerne har haft uddannelsesmæssige og tidsmæssige ressourcer til at yde den støtte, der var nødvendig. Det taber de inkluderede elever på.

Og samtidig angiver alt for mange fejlslagen inklusion som baggrunden for enten at overveje eller faktisk flytte de børn fra skolen, som ikke nødvendigvis har særlige behov. Der er med andre ord for mange klasser, hvor virkeligheden er, at alle taber.

Folkeskolen er den fuldstændig afgørende for ambitionen om, at vi har frihed til og mulighed for at forfølge vores drømme.

Hvis vi svigter skolen i spørgsmål om frihedsgrader, kvaliteten af undervisningen, en større praksisfaglighed og en inklusion i bedre balance, så ender skolen med at svigte dem, der har mest brug for fællesskabets skole. Det kan vi ikke have siddende på os.

Jens Joel er folketingsmedlem og børne- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet.


placeholder

Kommentarer

Stilstand og udenomssnak fra S her. Reformpolitikerne opstillede fra start 26 tjekpunkter, som reformen skulle måles på. Ikke et eneste af dem viser fremgang. Fiaskoen er total. Så meget har JJ dog begrebet, at det handler om at forbedre skolens kvalitet. Hvad han derimod ikke har forstået, er, at det kan kun ske ved at frigøre resurser fra kvantiteten, dvs de lange skoledage, og overføre dem til kvaliteten, dvs. den grad af omhu og grundighed, som lærerne kan lægge i den enkelte undervisningstime.

Nej Niels vi tabere alt for mange drenge fra ikke akademiske hjem. Disse drenge kan ikke bruge undervisning baseret på hjemmearbejde men røre og gøre praktisk undervisning af mandlige lærer i skolen.

Nej Niels vi tabere alt for mange drenge fra ikke akademiske hjem. Disse drenge kan ikke bruge undervisning baseret på hjemmearbejde men røre og gøre praktisk undervisning af mandlige lærer i skolen.

Nej Niels vi tabere alt for mange drenge fra ikke akademiske hjem. Disse drenge kan ikke bruge undervisning baseret på hjemmearbejde men røre og gøre praktisk undervisning af mandlige lærer i skolen.

Dan, helt enig, men det, S har lavet i folkeskolen, har kun gjort det problem, du peger på, endnu større.

Hvis vi måler folkeskolen på antallet af børn med udviklingsforstyrrelser, så vover jeg påstanden, at folkeskolen har spillet fallit.
Jeg ved godt at mange "Kloge Åger" mener, at der ligger miljøpåvirkninger til grund for, at så mange børn får diagnoser; men hvis man tæller antallet af sendiagnosticerede over 50 år, så bliver det tydeligt at diagnosebørnene har eksisteret i mange år, og at skolerne tidligere kunne magte disse børn. Derfor er det entydigt folkeskolens børnesyn og tilgang til børnene der er problemet. Grundtvig sagde det meget præcist, da han talte om at skolen skulle passe til børnene: både udvortes og indvortes. Det gør skoleloven ikke, den presser en konkurenceskabelon ned over børnene, og derfor bør det stå klart, hvorfor mere end hvert 5. barn får skolevanskeligheder.
Så længe man laver et konkurencesamfund, som man kopierer ned på børneniveau, og placerer børnene i en daglig super effektiv læringsfabrik, så skal der ikke meget ADHD, autisme, ordblindhed osv. til, før børnenes naturlige nysgerrighed og læringslyst til bliver kvalt i system- og didaktiktænkning.
Og når man kombinerer den naturlige uro, der er i nutidens skoler, med de mange diagnosebørn hvoraf de fleste har sanseforstyrrelser i forskellige grader, så må det være let at forstå hvorfor så mange børn skoleværger.
Det er muligt at skoleloven har positive elementer; men det har man har glemt at fortælle til alt for mange af skolernes ejere, medarbejdere og brugere, for der er alt for meget skidt, og der er for mange ommere i det nuværende skolesystem.

Annonce