Annonce

Skolevalg 2019: Klima, topskat og fri cannabis

I dag stemmer landets folkeskoleelever om, hvilke partier de ville give magten - hvis valget var op til dem
Det var klimaudfordringerne, udsigten til en kortere skoledag og legalisering af cannabis, der stjal billedet under paneldebatten på Tre Falke Skole på Frederiksberg, forud for torsdagens Skolevalg 2019, hvor de ældste danske skoleelever skal til stemmeurnerne.

De fire kvindelige og tre mandlige ungdomspolitikere i panelet fik dog også mulighed for at svare på, hvad deres partier vil gøre ved det stigende antal unge hjemløse, og hvorvidt de mener, at Danmark bør tage kvoteflygtninge.


En blå ungdom?

Dommen ovenpå de seneste års skolevalget har lydt, at ungdommen bliver mere og mere blå.

Mit indtryk er faktisk, at de er meget røde

Men selvom der har været fokus på den liberale ungdom i mediernes overskrifter, så oplever ungdomspolitikerne, at de folkeskoleelever, de møder, overvejende er venstreorienterede:

“Mit indtryk er faktisk, at de er meget røde. Jeg føler ikke, at de er liberale,” konstaterer Maria Arapidou, der kommer fra Venstres Ungdom.

Der er en del unge, der er ret tiltrukket af det her lidt rebelske, som Liberal Alliance har

Ungdomspolitikerne har dog lagt mærke til, at Liberal Alliances lidt rebelske budskaber om fri cannabis, mere frihed og kortere skoledage har vis en tiltrækningskraft på en del af de unge:

“Liberal Alliance har en fordel, fordi de simple og populistiske budskaber om mere frihed fungerer godt i sådan et format her, men jeg har bestemt ikke en opfattelse af, at ungdommen er mere blå,” siger Caroline Nørgaard fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

“Der er en del unge, der er ret tiltrukket af det her lidt rebelske, som Liberal Alliance har. Til gengæld oplever jeg også, at klimakrisen fylder utrolig meget, og det tror jeg bliver til rød bloks fordel denne her gang,” tilføjer SF’eren Carl Valentin.

Røde er sådan noget med SF, er det ikke?

Klima-bekymring på tværs af røde og blå

Når man spørger de unge skoleelever selv, så får man blandede svar.

Er I røde eller blå?

“Røde er sådan noget med SF, er det ikke? - så er jeg helt klart rød,” svarer Maria, der går i 10. klasse på Tre Falke Skole på Frederiksberg.

“Vi er ret meget blå, 100 procent. Jeg stemmer venstre,” siger Anna fra 9.b grinende til Gustav fra hendes klasse.

“ Jeg stemmer Liberal Alliance,” tilføjer Gustav.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt med klimaindsatsen, for det er os, der skal tage over

Hvad er de vigtigste emner for dig, når du skal stemme i morgen?

“Helt klart klima,” siger de 9. klasses eleverne, Anna og Gustav, samstemmigt.

“Jeg synes, det er rigtig vigtigt med klimaindsatsen, for det er os, der skal tage over. Jeg føler lidt, at vi bliver overset, og vi ikke får lov at være med,” svarer Angelika, der går i 10. klasse.  


 

Fri hash og gratis psykolog


Hvad var det klogeste, der blev sagt i debatten?

“Det der med, at hvis hash bliver legaliseret, så kan staten tjene penge på det, og bruge pengene til grøn energi og til at hjælpe folk, der har svært ved det. Ikke fordi jeg er så stor fan af det - men det giver stadig god mening,” svarer Gustav.

“Det med gratis psykolog - som ham fra SF sagde - det er rigtig vigtigt, for der er mange, der har angst og stress. Jeg har haft stress på et tidspunkt, og det var meget svært at tale med nogen om det, og på skolen var der heller ikke nok ressourcer, så jeg fik ikke hjælp,” siger Angelika fra 10.i.

“Jeg synes, det var det med, at der kun er 17 år tilbage til at gøre noget ved klimaforandringerne, og at vi skal gøre noget nu i stedet for at vente. Og at vi skal gøre det sammen, var det vigtigste,” lyder det fra Salma, der går i 10. klasse.

“Jeg vil sige, helt klart, afskaf topskatten,” siger Anna, der allerede er sikker på, at hun vil stemme Venstre ved årets skolevalg.

“Det giver ikke mening, at nogen, der er succesfulde, skal afgive så meget, at de tjener lige så meget som nogen, der ikke arbejder så meget,” siger klassekammeraten Gustav, der giver Anna ret i at topskatten skal fjernes.

 

Timingen er særlig i år

Ungdomspolitikerne mener, at der er mere på spil ved årets skolevalg end ved de tidligere, fordi det ligger så tæt op af folketingsvalget.

Vi vil da helst ikke have en masse overskrifter om, at ungdommen er blå

De tror, at partierne tænker, at det kan have en afsmittende effekt på det rigtige valg:

“Timingen lige nu er særlig, fordi vi har et folketingsvalg og et EP-valg lige om lidt. Vi vil da helst ikke have en masse overskrifter om, at ungdommen er blå. Det vil ikke være særlige gavnligt,” siger Caroline Nørgaard fra DSU.
 

Carl Valentin mener, at partierne prioriterer skolevalget højere i år, og at skolevalget også er blevet mere og mere professionelt. Han kan godt frygte for, at mærkesager bliver for populistiske og i for høj grad målretter sig mod de unges dagsorden:  

“Jeg synes, det er godt, at vi får noget materiale, som er oplysende og kan engagere de unge i de mærkesager, som fylder ude på skolerne. Det er også fint at træne debattørere, så længe man ikke skoler folk til bissetricks og populære bemærkninger,” siger Carl Valentin.

Om de unge er blå eller røde eller violette vil blive afsløret torsdag, hvor resultatet fra årets Skolevalg 2019 blive offentliggjort.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet