Konkurrencestatens skrivebordsgeneral har kaldt tropperne til samling. De loyale løjtnanter, de mismodige fodsoldater og resten af konkurrencestatens regiment gør klar til modtage den seneste befaling. Denne befaling udgik i lørdagens Politiken fra professor Ove Kaj Pedersen.

Prygelknabe for konkurrencestatens officerstab
Vi har hørt det hele før og den seneste kritik af landets offentligt ansatte kunne lige såvel være skrevet for fem år eller endnu bedre for 44 år siden, i slipstrømmen på Jørgen S. Dichs bog ’Den herskende klasse’.

Der er intet nyt under solen og ingen tvivl om, at skrivebordsgeneralerne har et horn i siden på landets lærere, pædagoger og de øvrige offentligt ansatte, som endnu en gang beskrives som en byrde for velfærdssamfundets fremskrift.

Fra konkurrencestatens general, professor Ove Kaj Pedersen, lød det: ”Vi lever i et demokrati, og her bestemmer de folkevalgte. Jeg mener, det er udtryk for forkælelse, når man ikke vil underlægge sig et demokratisk flertal og en økonomi med begrænsede ressourcer.”

Og Ove Kaj Pedersen synspunkt møder entydig opbakning hos en af de loyale løjtnanter, tidligere Thorning-rådgiver Noa Redington, der i Politiken skriver: ”Det forskrækker mig, at de offentlige ansatte ikke kan se, at det ikke er onde mennesker, der har insisteret på økonomistyring, og at der også er gode grunde til, at befolkningen ikke vil vise dem den tillid at styre den offentlige sektor ud fra deres faglige interesser.”

Vi har da brug for at inddrage de offentlige ansatte?
De offentligt ansatte er blevet prygelknabe for konkurrencestatens officerstab. De sammenblander deres egne interesser med fælles interesser, lyder kritikken fra officererne. De råber op, når de burde makke ret.

Men helt ærligt: Hvis justitsministeren bad politiet om at sætte alle fartovertrædere i fængsel i morgen, så er vi vel bedst tjent med, at netop landets politibetjente giver deres faglige vurdering af omkostninger og konsekvenser ved et sådant indgreb? Vi får ikke et bedre velfærdssamfund ud af, at de offentlige ansatte bare holder deres kæft, dropper agitationsvirksomhed og bliver sat udenfor døren, når det handler om at finde på smartere måder at gøre tingene på i den offentlige sektor.

Og kunne det være, at når offentligt ansatte organisere sig i fagforeninger og gennem disse udtrykker deres utilfredshed, så handler det om mere end at fylde i egne lommer. Det er næppe spørgsmål, som fylder det helt store for Ove K. Pedersen og Noa Redington, som fastholder billedet af de forandringsresistente offentligt ansatte på ganske spinkelt og uvidenskabeligt grundlag.

Misbrug: Staten som arbejdsgiver og lovgiver
Og hvis man gerne vil snakke om at sammenblande rollerne, så burde pilen måske heller ikke pege alene på de offentligt ansatte, men derimod på Finansministeriet og staten. Under lærerkonflikten havde bureaukraterne netop leveret en politisk udgave af tv-køkkenet, hvor alle ingredienser var blandet sammen på forhånd. Staten rolle som lovgiver og arbejdsgiver blev i hvert sammenblandet på en hidtil uset møde

Netop denne politisk uheldige sammenbladingen er det, der stadig ærgrer skolereformens ophavskvinde og daværende undervisningsminister Christine Antorini (S): ”Forhandlingerne om reformen og forhandlingerne om lærernes arbejdstidsaftale kom til at køre oven i hinanden, og personligt har jeg det sådan, at det er det, jeg er allermest ærgerlig over. Det er da superskidt at starte en stor reform med, at medarbejderne i skolen føler, at det hele er noget, der er trukket ned over hovedet på dem. ”

På den måde kan man sige, at den manglende respekt skal gå begge veje og som altid under den danske arbejdsmarkedsmodel, så kræver det begge parters opbakning at nå et godt resultat.

En forudsætning for udvikling
Når velfærdsstatskritikerne har ret når de påpeger, at man op igennem især 70’erne oplevede et kommunalt overforbrug, havde behov for en skærpet økonomistyring og en forøgelse af effektiviteten. Det er velkendte sandheder, som vi kan gentage i det uendelige, uden at det skaber det tiltrængte løsnings og udviklingspotentiale. Tværtimod risikere det at føre til skadelig overstyring af velfærden.

Det massive pres på velfærdsstaten kræver at vi alle sammen yde vores. Alle skal op på tæerne, men det ville være befriende, hvis skrivebordsgeneralerne og deres løjtnanter stoppede deres nuværende belejring af de offentligt ansatte. De skulle i stedet prøver at give nogle konstruktive bud til fremtiden. Ledelse og effektivitet vil fortsat være en del svaret, men hvordan omsætter vi det i fremtidens velfærdssamfund? Det er i hvert fald utopisk - hvis ikke ligefrem dystopisk, at tro at velfærdssamfundet bedst indrettes uden at lytte til, inddrage og handle sammen med de offentligt ansatte. Hvis man gør sig bare lidt umage og kaster et blik på den seneste forskning i innovation og motivation, så vil man også høre ord som medarbejderdreven innovation. Man vil få ørene tudet fuld af at fremtidens styringen bør indrettes, så den opfattes som understøttende fremfor kontrollerende. Medarbejdernes motivation er en genvej til effektivitet og kvalitet, hvilket måske godt kunne fylde mere hos Ove K. Pedersen & Company.

Socialdemokraternes formand satte med sin 1. maj-tale den helt rigtige retning:  ”Vi bliver nødt til at tale om vores offentligt ansatte på en anden måde. Det lyder efterhånden, som om de er udgifter, der bare skal effektiviseres.”

Hvis Ove K. Pedersen, Noa Redington og andre ligesindede begyndte at beskrive de offentligt ansatte på samme måde; som en forudsætning og ikke forhindring for fremtiden velfærdssamfund, så ville vi være nået langt.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.