Annonce

Skrønen om den evige socialdemokratiske EU-begejstring

Dem der påstår, at Socialdemokratiet altid har stået for en EU-positiv linje, tager fejl. Partiets historie er en lang balancegang mellem to uenige grupperinger i folketingsgruppe, baglandet og fagbevægelsen. En debat om vores stillingtagen til EU-spørgsmål er ved at være på sin plads.
Socialdemokratiet har altid været delt nogenlunde lige over, når det handler om europapolitikken. Der har altid været en stor gruppe af socialdemokratiske Europa-føderalister, men gruppen af EU-skeptiske socialdemokrater har siden start-70’erne fyldt rigtig meget i både partiets bagland og i fagbevægelsen.

På et gruppemøde den anden dag, som detaljeret blev refereret af Politiken, tog tidligere partiformand Helle Thorning-Schmidt efter sigende ordet og kritiserede i skarpe vendinger hendes efterfølgers udmelding om, at Socialdemokratiet bliver nødt til at være mere i tråd med sine vælgere, når det drejer sig om Europa.

Som afgået formand er det ikke Helle Thorning-Schmidts rolle at forholde sig til udviklingen i medlemmer og vælgere, der bakker op om os som parti.

Da de danske vælgere for 43 år siden stemte ja til at indtræde i EF, var der en stor gruppe i Socialdemokratiet, der anbefalede et nej. Gruppen fik tilmed penge af partiet til at føre nej-kampagne for.

Og da der i 1986 skulle stemmes om EF-pakken, anbefalede Socialdemokratiet tilmed et nej. Hvis nogen påstår, at Socialdemokratiet har stået for en EU-positiv-linje siden Jens Otto Krags dage, så skyldes det enten uvidenhed, eller også er der tale om grov historiefornægtelse.

Folk ser ikke fredens projekt
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er en åbenlys svaghed for Socialdemokratiet, hvis vi på langt sigt taber tusindvis af vælgere, udelukkende fordi vi ikke gider tage debatten om EU med folk.

Når jeg taler med gamle venner og kolleger, så er EU ikke en garant for fred og frihandel, men dem der er ansvarlige for, at de nu bliver presset på løn- og arbejdsforhold af syd- og østeuropæere. Det er klart en problematik som vi socialdemokrater må tage langt mere seriøst!

Det går ikke, at vi bare spiser folk af med, at EU har gjort det nemmere for universitetsstuderende at læse i andre EU lande via Erasmus-programmet.

Jeg er ikke modstander af Den Europæiske Union, og ser masser af fordele i samarbejdet. Men at store dele af befolkningen og store dele af den socialdemokratiske vælgerbase, ser enorme problemer ved samarbejdet, bliver vi socialdemokrater nødt til at tage seriøst, ved konstant at tale vigtigheden ved kampen mod social dumping og modstanden mod den tysk-dikterede sparepolitik mm. op.

Vi bliver nødt til at tage debatten om Europa-politikken op i partiet, hvis dette problem ikke skal vokse os over hovedet, og lede endnu flere vælgere i favnen på yderfløjenes populisme.

Morgan Krüger er hovedbestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet.

Morgan Krüger er slagtersvennd og forbundssekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet