Annonce

Smalt flertal strammer krav til landbruget og SR-uenighed om grænsekontrol

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet mandag og Netavisen Pio har, vanen tro, samlet en lille håndfuld af de vigtigste nyheder fra ind- og udland.

I dag om en politisk aftale som generer landbruget, uenighed mellem S og R om grænsekontrol, debat om de prostituerede og et opløftende valgresultat fra Hong Kong.

Vi starter dog i den gastronomiske afdeling. Partiet Stram Kurs holdt deres ”rigskongres” i weekenden og her blev Anitta Johansen valgt til partiets ledelse. Hun er på en stram, ideologisk diæt.

placeholder

 

Smal politisk aftale om at reducere kvælstof fra landbruget

Regeringen og dens støttepartier vil tredoble reduktionen af kvælstofudledning fra landbruget. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Her skriver ministeriet, at den fødevare- og landbrugspakke, som den tidligere regering vedtog sammen med Dansk Folkeparti, ”ikke har sikret en reduktion i kvælstofudledningen”. Den oprindelige aftale ville reducere kvælstofudledningen med omkring 1.100 tons i 2020.

I en parlamentarisk set smal aftale med Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale har regeringen derfor besluttet at regulere kvæstofudledningen yderligere.
Den nye aftale vil i stedet, skriver ministeriet, reducere kvælstofudledningen med omkring 3.500 tons i det kommende år.

Martin Merrild, der er formand for landmændenes brancheorganisation Landbrug & Fødevarer kalder indgrebet ”politik når det er værst”.

Læs hele historien her.

 

S og R uenige om grænsekontrol

Lige nu bliver regeringens finanslovsforslag forhandlet, og her er der afsat penge til at forlænge grænsekontrollen. Men det bliver uden opbakning fra Radikale Venstre. Det skriver DR.

”Det kommer næppe som en overraskelse, at vi er imod paskontrollen mellem Danmark og Tyskland, som vi synes, er ren symbolpolitik,” siger Radikale Venstres partiformand Morten Østergaard.

Men grænsekontrollen kommer til at blive præcis, som vi kender den - også efter den 1. januar, siger Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen.

”Grænsekontrollen er afgørende i forhold til danskernes sikkerhed, i forhold til terrorisme, i forhold til international kriminalitet og også i forhold til vores udlændingepolitik,” siger han.
DR’s politiske korrespondent konkluderer at ”det her ligner en konflikt”. Og det har hun jo ret i.

Læs hele historien her.

 

S vil ikke give prostituerede nye rettigheder

Forleden besluttede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) at nedlægge en arbejdsgruppe, der var i gang med at se på, hvordan prostitueredes vilkår kan blive bedre.

Regeringen vil ikke give prostituerede rettigheder som andre på arbejdsmarkedet, fordi det ikke er et erhverv. Men man skal stadig registreres som selvstændig og betale skat. Det skriver Altinget.

"Jeg er helt med på, at det er en speciel situation. På den ene side er prostitution ikke anerkendt som et lovligt erhverv, men det er omvendt ikke ulovligt at prostituere sig. Det kan måske virke mærkeligt. Men vi ønsker hverken at kriminalisere eller liberalisere. For begge dele vil skade mennesker i prostitution," siger socialordfører Camilla Fabricius (S) til Altinget, og fortsætter:

"Når det så er sagt, så bygger hele vores velfærdssamfund på, at man betaler til fællesskabet af det, man tjener. Derfor skal man som prostitueret principielt betale skat."
Regeringen mener, at det er helt forkert at betragte prostitution som et erhverv – det er i stedet et socialt problem, som kvinderne skal hjælpes ud af

Læs hele interviewet her.

 

Lønforsikring får alarmklokkerne til at ringe hos minister

Ledigheden blandt sygeplejersker, lærere, økonomer og jurister er historisk set så lav, at Ase nu ser en god forretning i at tilbyde disse og andre udvalgte faggrupper en ny lønforsikring. Det skriver Jyllands-Posten.

For samme beløb som et a-kassemedlemskab får man flere tusinde kroner ekstra om måneden ved ledighed. Samtidig skal den ledige ikke leve op til a-kassernes krav om samtaler og jobsøgning.

Ase går målrettet efter 250.000 danske lønmodtagere, som er særligt profitable, fordi deres risiko for at blive arbejdsløs er lav.

Ordningen bliver derfor set som et opgør med solidariteten i den danske model.

Ases nye model får alarmklokkerne til at ringe hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

"Det er på mange måder en konstruktion, der får alarmklokkerne til at ringe hos mig. Når man begynder at selektere i gruppen, er det et brud med vores kollektive arbejdsløshedssystem," siger han til Jyllands-Posten.

Han siger, at det er regeringens ambition at styrke dagpengesystemet, så færre føler sig nødsaget til at vælge en privat forsikringsordning.

Læs hele historien her.

 

S mister absolut flertal i Roskilde

Socialdemokraterne i Roskilde, som ved valget sikrede sig 16 af byrådets 31 mandater, har ikke længere flertal alene. Det skriver Dagbladet.

Byrådsmedlem Pierre Kary, Svogerslev, som var blandt de nyvalgte ved valget for to år siden, meddeler mandag morgen, at han har meldt sig ud af Socialdemokratiet.

Det skyldes, at han ikke kan stå inde for det budgetforlig, som Socialdemokratiet har indgået med Dansk Folkeparti og Radikale, og som betyder, at grundskylden stiger.

Den kommunal konstituering ligger dog fast, og derfor får partisikiftet ingen umiddelvbare konsekvenser for fordelingen af borgmester- og udvalgsposter.

Læs hele historien her.

 

Demokrati-kandidater vandt lokalvalg i Hong Kong

Weekendens lokalvalg i Hong Kong blev en knusende sejr for bystatens pro-demokratiske kræfter og et svidende nederlag til de Beijing-tro.

Der var valg til 452 pladser og pro-demokratiske kandidater vandt 388 af dem. Det betyder også, at de pro-demokratiske kræfter vinder kontrollen med 17 ud af 18 af byens lokale forsamlinger.

Valgdeltagelsen var på historisk høje 71 procent.

Valget blev set som en folkeafstemning om de uroligheder, som igennem et år har præget Hong Kong. Og resultatet viser, at de demonstranter, der kræver demokrati og mindre kinesisk indflydelse, har massiv folkelig opbakning

Valget får dog ingen umiddelbare konsekvenser for Hong Kongs udskældte politiske leder Carrie Lam, som er indsat af Beijing-styret.

Der skal være valg til Hong Kongs parlament næste år.

placeholder

 

Bloomberg vil være præsident

Den tidligere borgmester i New York, mangemilliardæren Mike Bloomberg, melder sig nu også officielt ind i kampen om at blive præsidentkandidat.

”Jeg stiller op til præsidentvalget for at slå Donald Trump og genopbygge USA. Jeg tror, at mine unikke erfaringer i forretningslivet, politik og filantropi vil gøre det muligt for mig at vinde og lede landet,” skriver Mike Bloomberg.

placeholder

77-årige Bloomberg ejer finansmediet Bloomberg News og er den ottende rigeste person i USA og den niende rigeste person i verden. Hans formue anslås til at være på over 50 milliarder dollars, og nogle af de mange penge vil han nu bruge på sin kampagne.

Mike Bloomberg var borgmester i New York fra 2002 til 2013. Ved valgene i 2001 og 2005 var han opstillet som Republikaner og i 2009 som uafhængig kandidat.

Omkring 20 demokrater kæmpe i øjeblikket om normeringen. Det første primærvalg er den 3. februar i delstaten Iowa.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet