Smøg-kuponer til børn, sommerhuse til udlændinge og S-MF’er angriber Trump-demo

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Mandag vendte politikerne og journalisterne for alvor tilbage til dansk politik efter en kort sommerferie. Anledningen var ikke mindst Venstre, som på et gruppemøde skulle vælge ledelse.

Der var inden mødet spekuleret i forskellige konstellationer, men det endte med at blive et gensyn med Kristian Jensen som gruppeformand og Jakob Ellemann-Jensen som politisk ordfører. Desuden er Sophie Løhde blevet ny gruppenæstformand i et kampvalg med Inger Støjberg.

Det kan du læse mere om her.

Men dagen har også handlet om andet end ledelseskabalen i Venstre. Alle de nyheder har Netavisen Pio samlet her i vores nyhedsoverblik, som vi kalder Aktuelt.

 

Politikere vil afskaffe smøg-kuponer på færger

Når man trækker en færgebillet til færger rundt omkring i Danmark, blandt andet Bornholm, så får man automatisk en kupon til toldfrie cigaretter med. Også til børn. Det vil en række politikere have afskaffet. Det skriver DR.  

”Vi kæmper på alle mulige fronter for at sørge for, at børn ikke begynder at ryge. Børn må ikke købe cigaretter, og derfor giver det heller ikke mening, at man vifter dem om næsen med en tobakskupon,” lyder det fra SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

Hun har opbakning fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet, til synspunktet om at kuponerne bør afskaffes, og derfor vil de nu tage sagen op med sundhedsminister, Magnus Heunicke (S).

En løsning på problemet kan være at gøre som i Norge, hvor cigaret-kuponerne er en del af billetten.

Læs hele historien her.


S-politiker kalder Trump-demo ”voksenmobning”

Når venstreorienterede demonstrerer mod Trump, så er det voksenmobning. Det mener socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen, der savnede de venstreorienterede ved demonstrationer mod andre regimer. Det skriver Berlingske.

”Det er fint at markere sin modstand med demonstrationer, men hvor var venstrefløjen henne, når det handler om at demonstrere mod statsbesøg af Tyrkiets præsident Erdogan eller Irans præsident Ahmadinejad, da de kom til Danmark? Iran, som hænger homoseksuelle fra kraner. Det er, som om venstrefløjen bedst får plejet sin selvgodhed ved at gå efter Trump,” skriver Lars Aslan Rasmussen.

Det er især planerne om at skaffe den gigantiske Trump-ballon til København, som får Lars Aslan Rasmussen til at beskylde folk for voksenmobning.

”Det er ikke en konstruktiv måde at demonstrere på. Det vil jeg karakterisere som voksenmobning. Vi fortæller vores børn, at de ikke må drille kammerater i skolen, at de skal bruge argumenter og tale ordentligt, og så laver man noget der er langt under niveau - også under det niveau som Donald Trump selv leverer,” siger han til Berlingske.

Demonstrationerne mod Trump løbe af stablen den 2. og 3. september, når den amerikanske præsident kommer på officielt statsbesøg i Danmark.

Læs hele historien her.

 

DF vil forbyde udlændinge at købe sommerhus

Danske sommerhuse har siden 1959 været forbeholdt danske købere. Men ingen regel uden undtagelse. Det kan nemlig godt lade sig gøre for udlændinge at søge dispensation og købe et sommerhus i Danmark.

De senere år er interessen fra udenlandske købere vokset med rekordfart, og nu vil DF stoppe de udenlandske køb. Det skriver DR.

”Den danske sommerhusregel er ved at blive undergravet af de mange dispensationer. Vi risikerer, at udlændinge, der har rigtig mange penge, overtager store dele af vores sommerhusområder, som kommer til at ligge øde hen, fordi udlændingene måske kun er der en gang om året,” siger retsordfører Peter Skaarup til DR.

Tilbage i 2007 blev der givet 54 tilladelser til udlændinges køb af sommerhuse i Danmark, mens der sidste år blev givet hele 374 dispensationer fra sommerhusreglen.

Læs hele historien her.

 

Europæere vælger fagforeningen fra: Fire millioner færre

I 20 ud af 32 europæiske lande er antallet af medlemmer i fagforeninger faldet med fire millioner fra 2000 til 2016.

Det skriver Dagbladet Arbejderen, på baggrund af en ny rapport med titlen "Poor Prospects: Mapping Trade Union Membership in Europe since 2000" fra European Union of Trade Union Institute (ETUI).

Antallet af fagforeningsmedlemmer er faldet fra 40,2 millioner i 2000 til 36,1 millioner i 2016. Det svarer til et tab på 700.000 medlemmer hvert år.

Andelen af ​​organiserede er faldende i næsten alle europæiske lande, og det er gået ekstra stærkt i Central- og Østeuropa.

”Der har i de østeuropæiske lande været en modstand mod organisering. Blandt andet på baggrund af tidligere tiders oplevelser med det tvungne fagforeningsmedlemskaber. Desuden har neoliberalismen haft en betydning, hvor dyrkelsen af de individuelle muligheder har været i højsædet, frem for det kollektive og solidariske,” siger FH-næstformand Bente Sorgenfrey til avisen.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook