Snakker Samuelsen mon med de underbetalte ansatte?

Liberal Alliances hyldest til firmaer, der underbetaler de ansatte og ikke overholder sikkerhedsreglerne, er en hån mod almindelige arbejdere.
Når Liberal Alliance holder sommergruppemøde skal det helst være på bekostning af ordentlige arbejdsvilkår. Det må være mantraet for det liberale parti, der sidste år holdt møde på Restaurant Vejlegården, hvor de spiste sig mætte i restaurantens stegte flæsk og uanstændige overenskomst.

I år gjorde partiet det så til en tradition, de de valgte at henlægge deres sommergruppemøde til et firma, der flere gange er taget på fersk gerning i omfattende underbetaling af medarbejdere, som udnytter østeuropæisk arbejdskraft og som ikke engang overholder helt basale sikkerhedsregler for deres ansatte. Firmaet er det danske tomatfirma Alfred Pedersen & Søn, der flere gange har været i 3F’s søgelys for massiv løndumping.

Man skulle tro, at Liberal Alliance trods alt ikke offentligt ville støtte et firma, der gentagne gange er blevet taget i at betale for lidt til deres ansatte. Men det er partiet fløjtende ligeglade med. Det vigtigste for dem er at kæmpe ejernes sag – og ikke de ansattes.

Ingen kan være i tvivl om, at LA’s formål med at holde til huse på Alfred Pedersen & Søns tomatgartneri er at provokere. Men der er forskel på at diskutere løn - og konkurrenceforhold i folketingssalen og så rykke debatten ud mellem de arbejdere, der bliver snydt. Det er uanstændigt og en hån mod de mange ansatte på gartneriet, der dagligt arbejder under de dårlige arbejdsvilkår.

Man kan kun håbe, at LA’s politikere trods alt gjorde sig den ulejlighed at tale med nogle af de ansatte på gartneriet, der tjener for lidt, hvis sikkerhedskrav ikke er i orden og som må bo i faldefærdige boliger og forladte plejehjem. Men jeg tvivler desværre på, at de liberale politikere overhovedet er interesseret i at høre sandheden fra de ansatte. De har nok travlt med at drikke champagne med tomatfirmaets direktører.

Mette Pabst Andersen (f. 1991) er bestyrelsesmedlem i DSU Sjælland.


Flere artikler om emnet

Annonce