Snart slut med Blackstones invasion af lejebolig-markedet

Flertal uden om regeringen med DF, S, EL og SF klar med forslag, der vil stikke en kæp i hjulet på udenlandske investorers hærgen på lejeboligmarkedet i hovedstadsområdet
Snart er det slut med udenlandske kapitalfondes hærgen på især hovedstadens leje-boligmarked.

Kapitalfonde – med amerikanske Blackstone i spidsen – har det seneste års tid i rekord-tempo opkøbt danske udlejningsejendomme med henblik på at købe oprindelige lejere ud – og så genudleje lejlighederne efter en lettere renovering til det dobbelte eller tredobbelte af den hidtidige husleje.

Dansk Folkeparti er hurtigt efter vinterferien klar med et beslutningsforslag, der både indeholder en midlertidig her og nu løsning og en mere permanent løsning. Der tegner sig et flertal – uden om regeringen – for indgrebet:

”Det her er ret kompliceret. Så vi ønsker at nedsætte et ekspertudvalg, der skal komme med forslag til, hvordan vi kommer den her problematik til livs en gang for alle. Vi må have stoppet den her trafik, hvor udenlandske kapitalfonde opkøber udlejningsejendomme og aggressivt lokker de hidtidige lejere til at flytte. Der er åbenbart store summer at tjene på renovering af lejlighederne, men det har aldrig været intentionen bag reglerne om modernisering af lejeboliger,” siger Dansk Folkepartis boligordfører, Merete Dea Larsen, til Netavisen Pio.

Forslaget indeholder også en her og nu løsning, der skal træde i kraft hurtigst muligt og gælde indtil, der findes en permanent løsning:

Straks-indgreb

”Vi laver et straks-indgreb, der forhåbentlig bremser op for de her opkøb. Det gør vi ved at fordoble den sum, man skal investere i renovering af en lejlighed for at kunne opkræve såkaldt ”omkostningsbestemt husleje” fremadrettet. I runde tal betyder det, at man fremover skal investere 500.000 kroner i renovering af lejelejligheder – mod nu ca. 250.000 kroner,” forklarer Merete Dea Larsen.

Vi laver et straks-indgreb, der forhåbentlig bremser op for de her opkøb

Hun vurderer, at en sådan midlertidig løsning vil kunne stoppe en stor del af den nuværende trafik, hvor lejere føler sig chikaneret ud af deres lejligheder:

”Med en fordobling af renoveringssummen vil det næppe være tilstrækkeligt økonomisk attraktivt for en del af de her udenlandske kapitalfonde, at investere i danske udlejningsejendomme,” mener Dea Larsen.

Socialdemokratiets ordfører Kaare Dybvad støtter DF-forslaget:

”Vi er helt enige med Dansk Folkeparti i, at der må gøres noget – og hurtigt. Så vi støtter forslaget,” der også får støtte fra både SF og Enhedslisten.

I kølvandet på et nyligt samråd om problematikken, hvor boligminister Ole Birk Olesen (LA) fastslog, at hverken han og regeringen så nogen grund til at gribe ind, sagde Enhedslistens boligordfører, Pelle Dragsted, til Netavisen Pio, at ”Enhedslisten vil strække sig meget langt”, for at få sat i en kæp i hjulet på Blackstone og andre kapitalfondes hærgen:

”Vi vil i den grad række hånden frem til Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Vi anerkender at investorerne skal have et vist afkast, men vi håber meget, at vi sammen kan finde et system, hvor forrentningen ved bolig-opkøb og opfølgende modernisering gøres knap så guldrandet. Det vil stoppe trafikken af udenlandske investorer, som opkøber, moderniserer og forsvinder igen. Uden at tage et videre ansvar for bolig- og samfundsudviklingen i Danmark,” sagde Pelle Dragsted 10. januar til Netavisen Pio.

Glæde hos Lejernes LO

Hos Lejernes LO modtages det forestående indgreb med glæde:

”Vi hilser et hvert initiativ velkommen, der griber ind over for trafikken med renovering efter den såkaldte 5.2.-bestemmelse i boligreguleringsloven. Vi havde helst se 5.2.-paragraffen helt afskaffet, men det her er et vigtigt skridt på vejen,” siger formanden for Lejernes LO, Helene Toxværd, til Netavisen Pio.

”Ejendom Danmark er ude at sige, at forslaget vil betyde en forslumring af Danmark. Boligministeren var inde på noget af det samme under samrådet i januar, men det har intet på sig. Trafikken vil blive bremset, men der vil fortsat finde renovering sted – både efter 5.2.-bestemmelsen og efter lejeloven,” vurderer Helene Toxværd.

Netavisen Pio har bedt den amerkanske kapitalfond Blackstones danske samarbejdspartner, 360north, kommentere udsigten til, at prisen på renovering af leje-lejligheder efter 5.2.-bestemmelsen har udsigt til at stige til det dobbelte.

Men 360norths pr- og communicationsmanager, Jean Ahlefeldt-Laurvig, oplyser pr. mail, at man ikke har nogen kommentarer.

Fakta: Blackstone har opkøbt 157 udlejningsejendomme

  • Blackstone har i det seneste halvandet år - i samarbejde med 360north - opkøbt 157 udlejningsejendomme.
  • De opkøbte ejendomme huser i alt 2.536 lejelejligheder.
  • Det samlede kvadratmeter-areal for de opkøbte ejendomme løber op i 277.216 - det betyder at lejlighederne i gennemsnit er på godt 109 kvadratmeter.  

Kilde: 360north's hjemmeside

Opdateret 13. februar kl. 15.25 med oplysninger om og kontakten til '360north'

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er ikke kun kapitalfonde, der leger Mis med os beboere i København. En flok sydsvenske pengemænd opkøber de gamle huse, chikanerer beboerne ud og pseudo-renoverer lejlighederne med plade og puds og sælger dem som ejerlejligheder eller lejer dem ud til 5 gange den oprindelige leje til firmaer der bruger dem til air-bnb og lignende udlejning. Det vrimler med turister med kofferter i smågaderne i Indre by. Tidligere var det kun foran hotellerne de kom - ud med københavnerne ind med privat logerende turister og kommunen gør INTET.

Annonce