Annonce

Social dumping er en bombe under EU

EU-valget er overstået, og det blev en klar sejr til de pro-europæiske partier. Både de bløde og de hårde EU-modstandere, fik sig en over nakken!
Det tydeligt at se, at begejstringen er stor for den europæiske union, her i vores lille land.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om vores europæiske samarbejde bringer meget godt med sig. Unionen er helt klart med til at bringe fred og samarbejde med sig, men unionen har også en historie, en historie vi stadig kan se, en historie der i sidste ende vil spænde ben for sig selv.

Bomben, der kan udslette den folkelige opbakning

Unionen startede jo i sin tid med kul og stål, og det formål at øge profit for dem der producerede det. Fokus dengang var ikke ligefrem fred, fordragelig og fremgang for almindelige mennesker. Men ligesom med så mange andre ”kapitalmaskiner”, så har vi demokratisk tøjlet dem til netop til at skabe fremgang for den almindelige europæer. Jeg tror da bestemt også, at det sammen med et træls Brexit, har givet os det valgresultat vi har fået.

Kære repræsentanter i EU - vi skal passe på

Men til mine kære repræsentanter i EU - vi skal passe på. Vi skal passe på, for der lurer en bombe under vores europæiske fællesskab; en bombe som kan fuldstændig udslette meget af den folkelige opbakning til EU. Nemlig social dumping.

Antallet af udenlandsk arbejdskraft som opererer i Danmark, men uden for danske vilkår, er stødt voksende, og bagmændene bliver mere og mere skruppelløse. Vores udenlandske kollegaers forhold bliver dårligere og dårligere. Trusler på livet og vold er for nogen hverdag. Bagmænd, med kun kapital for øje, misbruger reglerne om arbejdskraftens fribevægelighed, til at nærmest skabe slavelignende forhold lige under vores næser.

Os ude i skurvognene 

Og os ude i skurvognene kan se det hver gang, vi møder ind på en plads, hvor den bulgarske facepudser arbejder når man møder ind kl. 7, og stadig arbejder når man tager hjem 15:30. Han står der endda også når man køre forbi lørdag morgen når man skal til bageren. Også ude i lastbilerne kan se det, når vi igen for 4-5 uge i træk møder den samme polske lastbil, med samme filippinske chauffør, som står med sin Trangia og laver nudler under bagsmækken.

Så længe vi ikke er bange for at miste vores job, så kan vi jo sagtens  se alle de andre gode ting EU bringer med sig

Det er det mine kolleger og jeg møder næsten hver dag på arbejde, det er vores største daglige menneskeliggørelse af vores europæiske union. Lige nu kan man ikke se det i stemmetallene, for det går jo godt. Vi føler os sikre i eget job, også selvom social dumping ”irriterer os” hvis man kan bruge det ord. Vi er ikke bange, og så længe vi ikke er bange for at miste vores job, så kan vi jo sagtens, med overskud, se alle de andre gode ting EU bringer med sig.

Men hvad gør vi den dag, hvor jobbet ikke længere er sikkert? Den dag hvor krisen kradser og arbejdsløsheden banker på døren, den dag hvor vi ikke længere møder dem gennem vores arbejdsdag, men møder dem når vi går hjem fra Jobcenteret? Vil vi så stadig have overskuddet til at se de gode ting EU medbringer sig? Jeg tror det ikke.

Kamp mod social dumping kan sikre folkelig opbakning

Derfor er det vigtigt, at vi i denne EP-valgperiode får kigget godt og grundigt på reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed, for falder næste EP-valg i en periode hvor en krise kradser, så vil de anti-europæiske kræfter for alvor få magt.

Jeg er bange for at det hele drukner i klima, og så ryger den folkelige støtte til EU

Jeg har ikke den specifikke løsning, for jeg kan da også godt se fordelene ved den fri bevægelighed, og ellers skal Dansk Metal da nok fortælle mig om dem. Jeg er bare bange for at det hele drukner i klima, og så glemmer man det problem vi hver dag ser ude i skurvognene, og lastbilerne, og så ryger store dele af den folkelige støtte hurtigt til EU! Det ville være så synd hvis vi i lille Danmark endte som brokrøven, nede på bagerste række, når vi i stedet sagtens kunne være arbejderbevægelsens forkæmper for et godt liv, for alle i Europa.

EU har rigtig meget positivt at byde på, vi skal bare sikre os at lønmodtagerne ikke står på perronen når social dumping toget er kørt.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Betonarbejder, formand for 3F ungdom og socialdemokratisk folketingskandidat i Nordjylland.


Flere artikler om emnet