Social dumping findes – nu gør vi noget ved det

Problemet med social dumping er ikke, at der kommer udlændinge til Danmark. Problemet er, at man udnytter desperate menneskers situation til at presse dem.
Foto: Pelle Rink / Metroselskabet
I den her uge deltog jeg i et arrangement, hvor en ledende skikkelse fra en af de store danske arbejdsgiverorganisationer proklamerede at social dumping ikke findes på det danske arbejdsmarked. Det er godt nok ikke første gang, man hører den slags fra store arbejdsgiverorganisationer, men jeg bliver alligevel lige overrasket hver gang.

En af de store danske arbejdsgiverorganisationer proklamerede at social dumping ikke findes

Måske skyldes det, at ordet, ”social dumping”, de sidste fire år har været visket helt væk fra den tidligere regerings arbejdsprogram – fokusset på at sikre ordentlige og gode løn – og arbejdsvilkår var ikke en prioritet.

Den forsvundne kollega

Inden jeg blev valgt til Folketinget arbejdede jeg i en lokal 3F-afdeling 3F Sydfyn. En episode husker jeg tydeligt. En af mine kolleger fortalte mig om en oplevelse, hvor et medlem havde fortalt om en udenlandsk kollega, som var kommet til skade på arbejdspladsen. Men der var ikke meldt nogen arbejdsskade, og den tilskadekomne var ikke behandlet på et dansk hospital. Og fordi han ikke stod i nogle af 3F’s systemer, kunne vi ikke finde ham. Han var simpelthen bare forsvundet. Måske kørt tilbage til sit hjemland, i værste fald…

Eksemplet er kun et af mange, der findes på danske arbejdspladser eller som sager i danske fagforeninger.

Regeringens politik og ønske om at styrke kampen mod social dumping er uændret i forhold til hvad vi sagde før valgkampen

Regeringens politik og ønske om at styrke kampen mod social dumping er uændret i forhold til hvad vi sagde før valgkampen. Vi ved godt, at vi ikke når alt sammen i første hug. Pengene skal være der, men fokusset og den stædig kamp er den samme. Allerede nu får Arbejdstilsynet en saltvandsindsprøjtning på 460 millioner kroner frem mod 2022 – en massiv oprustning i kampen mod social dumping.

Problemet er at desperate mennesker presses

Problemet med social dumping er ikke, at der kommer udlændinge til Danmark og arbejder. Problemet er, at man udnytter desperate menneskers situation til at presse dem i løn- og arbejdsforhold, hvilket i sidste ende går ud over danske kolleger og det danske arbejdsmarked. Mange udlændinge kommer til Danmark og arbejder i en kort periode, og så rejser de hjem igen. Det er sådan set fint nok. Det betyder som regel, at det går godt for de danske virksomheder, at de ledige danskere er beskæftiget, og at der derfor er brug for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, der kan holde hjulene kørende.

Det er fint, hvis det er under ordnede forhold. Men hvis de udlændinge, der kommer til Danmark, bliver udnyttet, misbrugt og underbetalt, så er det en bombe, der presser vores arbejdsmarkedsmodel og danske kolleger.

Vores danske arbejdsmarkedsmodel er på mange måder vores samfunds krondiamant

Vores danske arbejdsmarkedsmodel er på mange måder vores samfunds krondiamant. Det er den, vi er kendt for i den store verden. Udlændinge må gerne arbejde i Danmark, så længe der foregår under ordentlige løn- og arbejdsvilkår – dem skal vi passe på og værne om. Og til den ledende skikkelse i arbejdsgiverforeningen: Social dumping findes – nu gør vi noget ved det.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet. 


Kommentarer fra Facebook