Social dumping truer luftfartsnationen Danmark

Lavprisflyselskaberne er ved at udvikle en forretningsmodel baseret på social dumping. De billige billetter har en høj menneskelig pris og truer samtidig Danmark som luftfartsnation.
Højrefløjen i både Danmark og EU har et udtalt ønske om, at lønningerne skal ned. Det er det ønske, vi lige nu ser omsat til praksis i luftfartsbranchen, og det er ikke kønt.

Lige nu kører Europa-Parlamentsvalgkampen på sit højeste. Men alt imens vi politikere slås om vælgernes gunst, foregår en anden kamp. Lige nu er der nemlig en benhård kamp igang imellem luftfartsselskaberne og personalet om fremtidens arbejdsmarked i luften.
Arbejdstagerne siger ganske enkelt fra over det pres, de lægges under.
Stewardesser fra Thailand, danske piloter der udstationeres til Malaga og fly der indregistreres i Irland. Det er bare nogle af de metoder Norwegian har benyttet sig af for at presse deres lønomkostninger i bund. Flyselskabet er, ligesom sin konkurrent Ryan Air, ved at opbygge en forretningsmodel baseret på social dumping. Løn og arbejdsvilkår for personalet trykkes i bund, mens plattenslageriet når nye højder.
Konkurrence er godt – hvis det foregår på ordentlige vilkår. Men Norwegian og Ryan Air er i gang med at gøre spørgsmålet om, hvor god man er til at omgå overenskomster og undgå at betale fair løn til medarbejderne, til det vigtigste konkurrenceparameter. Højrefløjen i både Danmark og EU har et udtalt ønske om, at lønningerne skal ned. Det er det ønske, vi lige nu ser omsat til praksis i luftfartsbranchen, og det er ikke kønt.
Jagten på lavere priser kan ikke retfærdiggøre, at de ansatte i luften får forringet deres arbejdsvilkår markant. Du kan bygge din carport billigere, hvis du ikke betaler skat. Ligesom du kan sælge dine billetter billigere, hvis ikke du betaler dit personale en ordentlig løn. Men ingen af dele er i orden, og det kræver politisk handling.

Der skal slås hårdt ned på den fusker-forretningsmodel, som Norwegian og Ryan Air har udviklet

Jeg har i min tid som parlamentariker lagt massivt pres på Kommissionen for at få denne ind i kampen. Der skal nemlig sættes klare standarder og regler på europæisk niveau. Arbejdsgivere skal ikke kunne omgå regler for social sikring, skat og helt basale lønkrav.  Derfor har jeg følgende løsningsforslag, som jeg vil kæmpe for såfremt, at jeg bliver valgt igen:
1) Europæiske arbejdsløse skal have forrang i flybranchen: Så længe der er 27 millioner arbejdsløse i EU, og når ledige europæiske piloter og kabinepersonale slås med at finde arbejde, skal mængden af ikke-europæisk arbejdskraft begrænses i de europæiske luftfartselskaber.
2) Besætningen på europæiske fly skal have arbejds- og opholdstilladelse i EU: Alle besætningsmedlemmer skal have arbejds- og opholdstilladelse i EU, for at arbejde på fly, der er registrerede i EU. Kravet skal gælde uanset om personalet lejes ind gennem et rekrutteringsbureau eller er ansat direkte af selskabet.
3) Hovedparten af den flyvende besætning skal være ansat direkte i flysleskabet: Mindst 50-70 % af den flyvende besætning - piloter og kabinepersonale - skal være ansat direkte af selve flyselskabet – i modsætning til at være lejet gennem rekrutteringsbureauer.
4) EU og USA skal sætte en global standard: I handelsaftalen mellem EU og USA skal der sættes høje standarder for arbejds- og lønvilkår i det transatlantiske luftrum. Det vil blandt andet sikre, at selskaber som Norwegian tvinges til at konkurrere på ordentlige vilkår på de oversøiske ruter.
Hvis vi accepterer udviklingen tager vi livet af Danmarks centrale placering i europæisk luftfart. På den lange bane er flybranchen et billede på, at vi risikerer at udvikle et samfund, hvor alle de mennesker, der arbejder med at servicere andre, langsomt presses længere og længere ned i løn og arbejdsvilkår. Det er uholdbart.
Der skal slås hårdt ned på den fusker-forretningsmodel, som Norwegian og Ryan Air har udviklet og andre selskaber er ved at blive inspireret af. Der er brug for en ny sund konkurrence mellem selskaber, der alle holder sig til regler og behandler deres medarbejdere anstændigt. Løndumping i luften skal bekæmpes. For luftfartspersonalet og Danmarks skyld.


Flere artikler om emnet

Annonce