Social kontrol i kristne miljøer flyver under radaren

Kvindernes Europa

Social kontrol i kristne miljøer flyver under radaren

En ny politisk høring i Folketinget har sat fokus på overgreb og negativ social kontrol i lukkede kristne miljøer. Ifølge Camilla Johnson, der er stifter af InsideOut, som hjælper folk ud af sekteriske miljøer, er det et problem, der ofte flyver under radaren. Socialdemokratiets kirkeordfører, Trine Birk Andersen, mener at der kan findes fælles fodslag på tværs af partierne

Social kontrol marionet
Billedtekst
Der er kommet fornyet fokus på social kontrol i lukkede kristne miljøer
Foto: Creative commons

Siden der blev afsløret negativ social kontrol blandt muslimske elever på en række danske gymnasier, har der været fornyet fokus på problemet blandt etniske minoriteter.

Det er blandt andet kommet til udtryk i et forslag om at forbyde dunjakker, kasketter og fremmedsprog på uddannelsesinstitutionerne, fremsat af Danmarksdemokraterne.

Læs også:Et rystende indblik i et parallelsamfund hvor voldtægt og tortur er hverdag

Men en politisk høring afholdt i Folketinget d. 2. september med titlen “Børn og unge i lukkede kristne miljøer: Hvordan bekæmper og forebygger vi overgreb og negativ social kontrol” viser, at der også er kommet fokus på problemet blandt kristne minoriteter.

Høringen kommer i kølvandet på afsløringer af social kontrol og overgreb i den kristne sekt Faderhuset, der flyttede fra Bandholm til Tjekkiet med op mod 35 børn i 2016.

Astrid Carøe (SF) var politisk vært for programmet, som bestod af foredrag, samtaler og debatter med både politikere, lektorer og fagprofessionelle.

Flyver under radaren

En af deltagerne var Camilla Johnson, der er stifter, generalsekretær og bestyrelsesformand i organisationen InsideOut, som hjælper med at bryde med destruktive fællesskaber og negativ social kontrol, hovedsageligt i kristne miljøer.

InsideOut hjælper bl.a. med rådgivning og bisidning til ofre, sparrer med kommuner og myndigheder, og så er de med til at oplyse om et problem, der ofte går ubemærket hen.

“Negativ social kontrol i en kristen kontekst kan godt skille sig lidt ud. Man kan ikke bare lave en copy-paste og sige: Nu har vi undersøgt det her i de muslimske miljøer, så ser det nok også sådan ud i kristne miljøer. Det gør det ikke helt”, siger Camilla Johnson til Netavisen Pio.

Læs også:25 mulige episoder med udøvelse af negativ social kontrol blandt offentligt ansatte

“Noget af det, der kan være rigtig svært, er, at det ofte ser meget pænt ud på overfladen. Det er en etnisk hvid dansker, der hverken har snotten løbende eller blå mærker, de klarer sig måske godt i skolen, de er høflige, de er venlige - så hvad er det, man skal kigge efter?”

Her er et af problemerne, ifølge Johnson, at tro er en meget privat sag i Danmark. Det er sjældent, man spørger ind til folks tro og kirkeliv, så derfor er der ofte sager, der flyver under radaren, hvor folk i virkeligheden burde have fået hjælp langt tidligere.

Kristne er klar over problemet

I nogle tilfælde kan det være svært at skabe dialog med menighederne. Det gælder fx med Faderhuset, Jehovas Vidner eller med ikke-kristne sekter som Scientology.

Men i andre tilfælde er der hul igennem.

I 2021 holdt 27 kristne foreninger, organisationer og frimenigheder, herunder Indre Mission og Luthersk Mission, en konference med titlen “Når kirken svigter”, der forpligtede sig på at forebygge overgreb og tvang.

Læs også:"Alt for mange - især minoritetsetniske kvinder - i Danmark lever i parallelsamfund"

Ifølge Camilla Johnson, der var medvært ved arrangementet, kom det i stand i samarbejde med FriKirkeNet i kølvandet på en sag, hvor både unge mænd og kvinder var blevet udsat for seksuelle overgreb af deres præst.

En lignende konference med titlen “Fra kontrol til frihed i kristne fællesskaber” skal afholdes d. 20. september i år, arrangeret af den kirkelige forening Agape i samarbejde med FrikirkeNet, Kirkernes Integrations Tjeneste og Dansk Bibel-Institut.

Fælles fodslag

Som en del af høringen i Folketinget var der også en politisk debat med repræsentanter fra EL, SF, S og DD. Ifølge Socialdemokratiets kirkeordfører Trine Birk Andersen, der deltog i debatten, kunne man godt finde fælles fodslag på tværs af partierne.

Det gjaldt blandt andet mht. til at skabe mere viden og at skaffe bedre hjælp til ofrene.

Hun understreger, over for Netavisen Pio, at opgaven med at beskytte både børn, unge og voksne i usunde fællesskaber bør foregå bredt i samfundet.

“Det er både i forhold til den helt aktuelle sag med Faderhuset - hvor det jo er sådan fanatisk, sektagtigt - men også i forhold til de mere etablerede religioner, at vi skal have en opmærksomhed på, at hvis man er en del af det religiøse miljø, så skal man kunne være tryg ved at være en del af det fællesskab“.

Hvilken rolle spiller EU?

Negativ social kontrol og æresrelateret vold er ofte noget, der i uforholdsmæssig høj grad rammer piger og kvinder.

Derfor er kampen mod social kontrol i religiøse miljøer også en del af kampen for kvinders rettigheder og ligestilling i EU.

En af de rammer, Danmark arbejder indenfor, er Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, i daglig tale Istanbulkonventionen.

Konventionens definition af “vold mod kvinder” inkuderer former for vold, der medfører “fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære”.

Læs også:Hver anden kvinde i EU oplever vold – og EU reagerer

Derudover anfører konventionens artikel 42 eksplicit, at voldshandlinger ikke kan retfærdiggøres med henvisning til “kultur, sædvane, religion, tradition eller såkaldt ”ære””.

Kampen mod negativ social kontrol er derfor en del af Danmarks forpligtelse til at leve op til bestemmelserne i Istanbulkonventionen, som Danmark underskrev og ratificerede i 2014.

For at sikre at konventionen bliver implementeret, foretages der løbende monitorering af medlemslandenes indsatser af Europarådets ekspertgruppe GREVIO.

Du kan høre mere om negativ og æresrelateret social kontrol i Netavisen Pios podcast Kvindernes Europa, hvor du blandt andet kan høre om erfaringerne med at hjælpe kvinder i RED safehouse og krisecenter.

Link til afsnittet kan du finde her.

Artiklen er produceret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
 

Mark Søderberg

Journalist og redaktør på Netavisen Pios podcast 'Tingets Tilstand'. Har studeret filosofi på Københavns Universitet.

Kommentarer

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 14.09.2026 - 21:02

Om det er kristendom eller islamisme, er mønsteret det samme.
Tving medlemmerne til ubetinget underdanighed for at opnå et evigt liv/møde med et antal jomfruer i himlen, som man så kan mishandle efter forgodtbefindende.
Præster/imamer--- få nu styr på jeres sygelige tanker og slip mennesker fri.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.