Social opløsning er ikke mangel på danskhed

Fælledparken er ikke bare en park på Østerbro i København. Den er et af arbejderbevægelsens symbolske rum. 

Her samles fagbevægelsen, Socialdemokratiet, venstrefløjen, familier, unge, ældre, talere, musikere og festende deltagere på arbejdernes internationale kampdag. Arrangementet i Fælledparken er landets største 1. maj-arrangement.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvis mennesker dér oplever larm, uro, hensynsløshed eller en fornemmelse af, at fællesrummet ikke længere er så fælles. 

Ikke fordi én enkel 1. maj beviser noget stort om samfundets tilstand. Men fordi reaktionen på den slags episoder fortæller noget vigtigt om vores politiske sprog.

For mange mennesker er erfaringen ikke abstrakt. Den knytter sig til bestemte steder i hverdagen: opgangen, gården, stationen, bussen, boligområdet, skolen, trafikken, parken og pladsen foran scenen. 

Det handler om støj, rå tone, dårlig naboadfærd, unge grupper der fylder for meget, eller en oplevelse af at almindeligt hensyn ikke længere kan tages for givet.

Den erfaring skal ikke affejes. Den er virkelig. Men den skal analyseres rigtigt.

Danskhed er blevet en erstatningskategori

I den aktuelle politiske debat oversættes sådanne erfaringer ofte til, at Danmark er ved at blive mindre dansk. 

Folk opfører sig ikke længere, som vi normalt har gjort her. Respekten forsvinder. Samfundet opløses. Og løsningen bliver derfor formuleret som mere danskhed, flere danske værdier, stærkere krav til tilhør og tydeligere national loyalitet.

Læs også:Et borgerligt forsvar for folkestyret til venstrefløjen

Det er her forskydningen sker. Problemet er ikke, at statsborgere med forskellig baggrund ikke kan høre til. Problemet er at de kollektive kræfter, som tidligere kunne organisere relationer, fælles normer, ansvar og solidarisk samvær, ikke længere har samme samfundsformende kraft.

De er ikke bare forsvundet af sig selv. De er blevet svækket af de seneste årtiers udvikling med større økonomisk ulighed, skærpet konkurrence på arbejdsmarkedet og pres på den offentlige velfærd. 

Men spørgsmålet er, hvad det egentlig er, man prøver at reparere med ordet danskhed?

Også fagbevægelsen har ændret form: Den møder oftere medlemmet som kunde end som deltager. Samtidig er borgeren i stigende grad blevet gjort ansvarlig for selv at løse problemer, der i virkeligheden er sociale. Man skal i dag bære som et personligt ansvar, hvad der før i højere grad blev løftet gennem fælles institutioner.

Det er i dette tomrum, danskhed træder frem som erstatningskategori. Det, der tidligere blev skabt gennem fagforening, parti, arbejdsplads, boligfællesskab og lokal kultur, formuleres nu som nationalt tilhør. Før blev orden og fællesskab organiseret som social praksis. Nu efterlyses de som danske værdier.

Det er en afgørende forskydning. Når sociale institutioner ikke længere har samme kraft til at organisere fællesskab, forpligtelse og tilhør, opstår behovet for et andet samlende sprog. Det sprog bliver danskhed. 

Læs også:HK-sejr er godt nyt for folk, der går på arbejde

Debatten handler derfor ikke kun om sortering, men også om kompensation: National identitet træder ind, hvor arbejderbevægelsens sociale og kulturelle integrationskraft er svækket.

Men når fællesskabet formuleres nationalt, bliver tilhør også gjort til et spørgsmål om pålidelighed. Danskhed er derfor ikke kun kultur. I den politiske brug bliver den en målestok: ikke bare for hvad mennesker faktisk gør, men for hvad de mistænkes for at ville med samfundet.

Man kan forstå, hvorfor denne måde at tale på virker umiddelbart plausibel for mange. Den taler ind i en erfaring af, at noget fælles er under pres. Den siger: Vi må stille krav. Vi må holde sammen. Vi må sikre, at mennesker, der bliver en del af samfundet, også tager del i det.

Men spørgsmålet bliver, hvad er det egentlig man prøver at reparere med ordet danskhed?

Fagbevægelsen realiserede fællesskabet

For meget af det, der i dag kaldes danskhed, er i virkeligheden længslen efter ordnede sociale forhold: tryghed i hverdagen, ro i boligområdet, hensyn i det offentlige rum, tillid mellem naboer, respekt for fælles institutioner, ordentlighed på arbejdspladsen og en fornemmelse af, at frihed ikke betyder, at enhver blot følger sit eget forgodtbefindende.

Men disse forhold opstår ikke af national karakter eller mangel på samme. De opstår gennem sociale institutioner.

Det var arbejderbevægelsens store historiske styrke. Den organiserede ikke kun krav om løn og velfærd, men også mennesker: gennem fagforeninger, partier, kooperativer, oplysningsarbejde og kulturelle organisationer. Den lærte folk at møde op, respektere fælles beslutninger, tage ansvar for kolleger, løse konflikter og forbinde egne interesser med andres.

Den organiserede mennesker gennem konkrete fællesskaber, konflikter og forpligtelser

Det betyder ikke, at fortiden skal romantiseres. Arbejderbevægelsen var også en disciplinerende kraft: Den formede arbejderklassen til kollektiv handling, men integrerede den samtidig i arbejdsmarked, stat og nationaløkonomi. 

Netop i denne dobbelthed havde den en social form, som dagens værdipolitiske danskhedsdiskussion mangler: Den organiserede mennesker gennem konkrete fællesskaber, konflikter og forpligtelser.

Den sagde ikke blot: Du skal have de rigtige værdier. Den sagde: Du skal indgå i et fællesskab, hvor dine interesser kun kan realiseres sammen med andres. Det er netop denne kollektive form, der er svækket.

Fagbevægelsen står stadig stærkt i Danmark sammenlignet med de fleste andre lande. Fagbevægelsens Hovedorganisation organiserer fortsat faglige organisationer, der repræsenterer mere end 1,3 millioner lønmodtagere. 

Læs også:Socialdemokratiets udlændingeudspil åbner op for skræmmende perspektiver

Men tallene fortæller ikke hele historien. Den klassiske arbejderbevægelses kulturelle og politiske hverdagsmagt er ikke det samme som det samlede antal fagforeningsmedlemmer.

Fagforeningen er i dag oftest et kontor med individuel service, faglig og juridisk bistand - og mere sjældent en kollektiv kultur, der former arbejdsplads og hverdagsliv. 

Det samme gælder Socialdemokratiet. Partiet er stadig Danmarks store regeringsparti. Men det er årtier siden, partiet fungerede som den brede klasseinstitution, der organisk forbandt arbejdsplads, fagforening, boligkvarter, lokalforening, oplysningsarbejde og politisk repræsentation.

Efterhånden som den forbindelse forsvandt, voksede behovet for et andet samlende sprog. Det sprog blev danskhed.

Derfor kan man sige det skarpt: Hvor arbejderbevægelsen tidligere kunne organisere orden som solidarisk praksis, forsøger Socialdemokratiets værdipolitik i dag at formulere orden som danskhed. Det er ikke en tilfældighed. Det er en politisk erstatning.

Fra organisering til identitet

Når de sociale institutioner, der helt lavpraktisk kunne producere ansvar, hensyn og forpligtelse, mister kraft, så bliver ordenen gjort til et spørgsmål om værdier, tilslutning og national loyalitet. 

Når fællesskabet ikke længere bæres stærkt nok af arbejdsplads, fagforening, forening, lokal kultur og fælles kamp, må det påkaldes som national identitet.

Men danskhed kan ikke løse det problem, den bliver sat til at løse.

Danskhed kan udpege. Den kan sortere. Den kan mistænkeliggøre. Den kan opstille moralske krav. Den kan sige, hvem der virker loyale, og hvem der ikke gør. Men den kan ikke i sig selv skabe de materielle og sociale betingelser for et ordentligt fælles liv.

Danskhedens ideologiske funktion er, at den oversætter et spørgsmål om sociale betingelser til et spørgsmål om personers nationale karakter. I stedet for at spørge, hvilke institutioner der kan organisere fælles liv, spørger den, hvem der er dansk nok til at indgå i det.

Uden fornyede sociale former vil danskhed blive ved med at fungere som erstatningsnavn for et fællesskab, der ikke længere organiseres stærkt nok i praksis

Den kan ikke give folk stabile arbejdsfællesskaber. Den kan ikke skabe billige boliger. Den kan ikke genopbygge lokale institutioner. Den kan ikke organisere unge ind i forpligtende fællesskaber. Den kan ikke erstatte faglig organisering. Den kan ikke skabe solidarisk forpligtelse på arbejdspladser.

Og den kan slet ikke gribe ind i de økonomiske kræfter, der faktisk former hverdagen: konkurrencepresset på arbejdsmarkedet, boligmarkedets investeringslogik og ødelæggelsen af klimaet.

Derfor er det både analytisk utilstrækkeligt og politisk vildledende, når sociale opløsningstendenser forklares som tegn på, at Danmark bliver mindre dansk. Uro i boligområdet, hensynsløshed i trafikken eller larm på en 1. maj-plads er reelle erfaringer. Men de får en forkert forklaring, når de tolkes som national tilbagegang.

Manglen er ikke først og fremmest danskhed, men kollektive institutioner med styrke til at forme ansvar, solidaritet og samvær på et socialt grundlag. 

Det kræver disciplin, men ikke som lydighed over for en national norm. Det kræver disciplin som kollektiv praksis: evnen til at møde op og engagere sig, udvise hensyn, bære konflikter sammen og lade egne interesser indgå i et fælles anliggende.

Læs også:Debat: EU må ikke stå med hatten i hånden, når krisen rammer

Det er den politiske opgave, hvis uorden og fragmentering skal forstås som sociale problemer - ikke som nationalt forfald. Statsborgere med forskellig baggrund kan formelt høre til. 

Spørgsmålet er, om tilhøret også får en social form. Det sker ikke gennem nationale prøver, men gennem fælles rettigheder, pligter, institutioner og praksis - ikke mindst gennem solidariske fællesskaber på arbejdspladsen.

Men her står det svære spørgsmål tilbage. Hvis danskhed er en utilstrækkelig erstatning for svækkede sociale fællesskaber, hvad gør man så? 

Hvordan genopbygger man i dag nye eller fornyede institutioner med styrke nok til faktisk at forme disciplin, solidaritet og samvær - ikke som moraliserende værdikrav, men som levet social praksis?

Det spørgsmål besvarer denne artikel ikke. Men den insisterer på at det er her, den egentlige opgave ligger: at skabe kollektiv forpligtelse i det moderne arbejds- og samfundsliv. 

Uden fornyede sociale former vil danskhed blive ved med at fungere som erstatningsnavn for et fællesskab, der ikke længere organiseres stærkt nok i praksis.