Socialdemokrater, drop de lige muligheder

Socialdemokraterne skal droppe sit ensidige fokus på lige muligheder, da det fejlagtigt handler om muligheden for at blive akademiker. Vi skal i stedet kæmpe for en retfærdig fordeling af værdierne i samfundet.
De lige muligheder er i al for høj grad baseret på en idé om, at vi alle skal have lige gode muligheder for at blive akademikere og vidensarbejdere med to huse og tre biler.

Socialdemokratiet skal opgive sit fokus på lige muligheder som et hovedmål for et bedre Danmark.

Ved første øjekast er lige muligheder en smuk tanke, som appellerer til vores sans for retfærdighed og fornuft, fordi alle skal have en chance for at skabe deres drømmeliv. Trods de gode intentioner vil ideen om lige muligheder være ødelæggende for det socialdemokratiske DNA, fordi det ikke er en socialdemokratisk, men en liberal idé, der som så mange andre liberale ideer ikke fungerer i den virkelige verden.

De lige muligheder er i al for høj grad baseret på en idé om, at vi alle skal have lige gode muligheder for at blive akademikere og vidensarbejdere med to huse og tre biler.

Hvis alle blev det, kunne vi undgå det ubehagelige spørgsmål om en retfærdig fordeling af velstanden, og ideen hænger nøje sammen med den virkelighedsfjerne drøm om, at vi skulle være et videnssamfund og kunne leve af at tænke for resten af verden.

Da vi opdagede, at de nye store produktionslande også kunne producere viden selv, og at viden og innovation er uløseligt forbundet med produktion, gled ”videnssamfundet” længere og længere væk fra virkelighedens verden.

Når vi nu har indset, at der stadig er brug for fabriksarbejdere i Danmark, kan Socialdemokratiet ikke længere have en politik, der har sit grundlag i tidligere, urealistiske drømme. For i den virkelige verden kan idealet om lige muligheder føre til store problemer for Socialdemokraterne og dem, som de repræsenterer.

Din løn afspejler ikke dit reelle bidrag
En ting er, at de lige muligheder indirekte sigter efter at gøre alle til akademikere. En anden ting er, at når lige muligheder har tvunget målet om lighed i baggrunden, så accepterer man ikke bare ulighed, man retfærdiggør det.

I et samfund med lige muligheder giver det mening, at de dovne ikke skal belønnes. Det lyder også rimeligt nok, men ideen strider imod en af de vigtigste og ældste erkendelser i Socialdemokratiets historie, nemlig at løn sjældent knytter sig til ens reelle samfundsbidrag.

Når ligheden skubbes i baggrunden, udtrykker man implicit en overklassearrogance, der ikke anerkender de forskellige gruppers bidrag til at skabe værdi i samfundet. I stedet tager man en gruppe - dem med længst uddannelse - og stiller dem på en piedestal som dem, der driver samfundet fremad og derfor fortjener mest.

Ikke alle vil være akademikere og bureaukrater
I stedet for at bekæmpe dette samfundssyn prøver den gode venstreorienterede i dag at sørge for, at de bedste kan blive akademikere uanset social arv. For folk drømmer jo om at blive (og bør blive) som ham - nemlig veluddannet vidensarbejder uden hård hud på hænderne eller snavs under neglene.

Hermed overser man fuldstændigt, at det ikke er alles ønske at blive vidensarbejdere eller virksomhedschefer, og samtidig er det udtryk for en absurd idé om, at værdiskabelse i samfundet er bundet op på et par få individer.

Dermed kommer Socialdemokraterne til at fremmedgøre sig over for de 92 procent af befolkningen, der ikke har en lang videregående uddannelse.

De lige muligheder kommer til at stå i direkte modsætning til Socialdemokraternes eksistensberettigelse. Nemlig kampen for at flertallets arbejdsindsats bliver anerkendt, og at de får løn derefter. Den ambition skal Socialdemokratiet holde fast i.

Lige muligheder og ulig indkomstfordeling
Det ensidige fokus på lige muligheder åbner samtidig op for en ekstrem ulige fordeling af ressourcerne.

Dette kan for eksempel ses i USA, hvor man har retfærdiggjort øget ulighed -  ved hjælp af illusionen om lige muligheder - i så stor en grad, at de rigeste 1 procent sidder på 23,5 procent af indkomsten nationalt.

Det socialdemokratiske ideal må ikke blive idéen om, at metalarbejderen skal kunne få opfyldt sin livslange ”drøm” om, at hans børn kan blive advokater eller bureaukrater i stedet for drømmen om, at metalarbejderens børn kan gå i skole med advokatens børn og sige, at deres far er metalarbejder, og at det vil de også være – uden at nogen tænker, at det vil gå dem dårligt af den grund.

Hvis man opgiver den del af ideologien, er der hos Socialdemokraterne ikke meget at komme efter for den almindelige dansker.

Joachim Allouche (f. 1988) er historiestuderende og medlem af Frit Forum Odense.


placeholder

Annonce