Socialdemokrater er bedst til at skabe vækst

Vækst er godt, fordi det hæver levestandarden for almindelige mennesker. Og ser man på de sidste 40 år, har Socialdemokratiske regeringer været bedst til at skabe den.
Historisk set har socialdemokratisk ledede regeringer været bedre til at skabe økonomisk vækst end borgerlige regeringer. Langt bedre. Præcis hvor meget fremgår i slutningen af klummen. Men er økonomisk vækst godt? Er vi overhovedet interesseret i mere økonomisk vækst? Dette spørgsmål må besvares bekræftende, inden det giver mening at fremhæve Socialdemokratiets evne til at skabe vækst.

At dømme efter den politiske debat, er der mange, der forbinder økonomisk vækst med nedskæringer i den offentlige sektor, alt for lange arbejdsdage og stress. Vækst opfattes som synonymt med materielt overforbrug og forurening. Den stigende ulighed forsvares af nogle som en nødvendighed, hvis vi skal have stigende vækst, hvad der får andre til at tage afstand fra vækst.

Der er behov for at forklare, hvad økonomisk vækst er, og hvorfor det er godt.

Vækst sikrer højere levestandard
Først og fremmest er vækst godt, fordi det betyder stigende levestandard. I stenalderen, bronzealderen og jernalderen (mere end 99 procent af menneskehedens historie), har middellevetiden for nyfødte næppe været mere end 30 år. I det gamle Rom døde halvdelen af alle børn inden de blev ti.

De der overlevede til de blev så gamle, kunne herefter se frem til en middellevetid på 47 år.[1] I Storbritannien fra 1500-1800 var middellevetiden for nyfødte 40 år, mens en mandlig aristokrat der overlevede til vedkommende blev 21, kunne forvente at leve yderligere 40-50 år.[2]

Først og fremmest er vækst godt, fordi det betyder stigende levestandard

Fra sidste tredjedel af 1800-tallet begynder middellevetiden at stige. Det sker fordi, vi får højere levestandard. Det sker fordi, 1) der er kommet økonomisk vækst, og 2) fordi hele befolkningen begynder at få del i den stigende velstand i kraft af Arbejderbevægelsens (fagforeningerne, kooperativerne og Socialdemokratiet) indsats for at omfordele fra rig til fattig.

I Danmark i 2016 var middellevetiden steget til 80,6 år (hvilket i øvrigt er lavt, når man sammenholder Danmark med andre tidligt udviklede lande, hvilket hænger sammen med, at danskerne generelt har en usund livsstil).[3] Udviklingen i danskernes middellevetid er afbilledet på Figur 1.

Figur 1: Middellevetiden for 0-årige i Danmark

Kilde: Egne beregninger og Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel HISB7.

Afgørende hvordan vi måler vækst
Tilbage til spørgsmålet: Hvad er vækst? Økonomisk vækst er, når den samlede produktion af varer og tjenester stiger. Økonomisk vækst i et land er således, når værdien af alt hvad der er blevet produceret i et år, overstiger værdien af alt, hvad der blev produceret året før. De tidligt industrialiserede lande har nu i en længere periode oplevet en gennemsnitlig vækst på 2 procent om året (nogle lande betydeligt mere), og dermed er værdien af den samlede produktion med tiden blevet mangedoblet. To procents vækst i 100 år svarer til en stigning på 620 procent.

Lad os vende tilbage til kritikken af økonomisk vækst. Her er nogle af de mest udbredte indvendinger:

  1. Når vi arbejder mere stiger væksten, men vi kan ikke blive ved med at arbejde mere, hvorfor jagten på vækst er urealistisk.
  2. Hvis vi ødelægger halvdelen af alle huse for at genopbygger dem, vil det forøge produktionen, og dermed den økonomiske vækst, men vi er ikke blevet rigere af den grund.
  3. Når vi forbruger vores ikke-fornybare ressourcer (som gas og olie), fører det til vækst nu, men vi bliver fattigere i fremtiden, når ressourcerne slipper op og kloden er blevet forurenet.

Kritikken er ikke uden en vis berettigelse, men den handler ikke så meget om økonomisk vækst, men om hvordan vi måler den. Hvis vi fokuserer ensidigt på vækst i forhold til året før, kan man godt forestille sig, at vi kan øge væksten gennem tiltag, som vi ikke føler beriger vores liv. Men hvis vi betragter væksten over et tiår eller mere, vil væksttallene i langt højere grad afspejle en stigning i levestandarden, som vi kan mærke og sætte pris på.

Hvis vi betragter væksten over et tiår eller mere, vil væksttallene i langt højere grad afspejle en stigning i levestandarden

Hvis alle arbejder to procent mere, kan vi formentlig producere to procent mere.  Men det kan vi ikke gøre i det uendelige. Der kommer til at mangle timer i døgnet. Der er således ingen sammenhæng mellem hvor meget vi arbejder, og den langsigtede økonomiske vækst. Og vi er interesseret i langsigtet økonomisk vækst. En sådan vækst kommer af, at vi bliver bedre til at producere og udnytte vores ressourcer.

Med andre ord: Økonomisk vækst kommer af, at vi gør nye arbejdskraftbesparende opfindelser og forbedrer vores eksisterende teknologi.

Vækst er mere end masseproduktion af fysiske forbrugsgoder
Ovenstående erkendelse gør os i stand til at forholde os mere fokuseret til fænomenet vækst. Den vækst der måtte fremkomme ved at genopbygge ødelagte faciliteter, er ikke det samme som langsigtet økonomisk vækst.

Det er korrekt, at alt hvad der produceres og som kan omsættes på et marked, tæller med i vores opgørelser af den nationale velstand, oftest opgjort i bruttonationalproduktet (BNP), men det betyder ikke, at alt hvad der tæller med i BNP bidrager til væksten på længere sigt. Hvis vi hele tiden ødelagde vores huse og genopbyggede det, ville dette arbejde opsuge ressourcer, der kunne have været anvendt i mere produktive erhverv med et større vækstpotentiale.

Langsigtet økonomisk vækst er ikke mere af det samme. Det er først og fremmest opfindelsen af nye ting

Langsigtet økonomisk vækst er ikke mere af det samme. Det er først og fremmest opfindelsen af nye ting; dampmaskiner, elektricitet, traktorer, radio og fjernsyn, moderne medicin, internettet. Vækst er også udbredelsen – masseproduktionen – af disse ting, men når først alle er blevet rigeligt forsynet, er der sjældent behov for mere af det samme.

Det er udbredt at sidestille vækst med udbredelsen af produkter, der engang blev betragtet som en luksus, men hvis væksten alene skulle komme fra udbredelsen af flere biler, flere vaskemaskiner og flere farvefjernsyn, så var væksten for længst gået i stå.

Det er især ovenstående fejlslutning, at vækst alene er lig med masseproduktion af fysiske forbrugsgoder, der skaber bekymring for, om vores miljø og klima kan holde til mere økonomisk vækst. Men når vi laver nye opfindelser, der gør, at vi kan spare på energien, eller opfindelser der udnytter de eksisterende energikilder bedre, er det vækst. Hvis vi erkender at den nuværende produktion ikke er miljømæssigt bæredygtig, er det altså altafgørende at den bliver det, og det kræver økonomisk vækst (eller en voldsom nedgang i levestandarden).

Det er muligt, at økonomisk vækst vil føre til yderligere rovdrift på vores ikke-fornybare naturressourcer, men på den anden side vil det kræve vækst, hvis vi skal substituere vores energikilder. En diskussion af hvordan vi bedst passer på miljø og klima bør derfor ikke være en diskussion af, om vi skal have vækst, men hvilken type vækst vi skal have.

Som illustration på den knap så firkantede sammenhæng mellem økonomisk vækst og miljøbelastning kan vi iagttage den seneste udvikling i kulstofintensiteten, der viser hvor meget CO2 der udledes i forhold til produktionens størrelse. Fordi navnlig Kina i de seneste år har skåret ned på kul som energikilde, faldt kulstofintensiteten med 2,8 procent på verdensplan i 2015 og 2,7 procent i 2014.

I USA steg den økonomiske vækst med 2,4 procent i 2015, mens kulstofintensiteten faldt med 4,7 procent.[4] Der skal mere til, hvis den globale temperaturstigning skal bremses, men udviklingen går i den rigtige retning, og det viser at økonomisk vækst er mulig, uden det fører til tilsvarende mere forurening.

Vækst er blevet en politisk skillelinje
For et par årtier siden, da det først og fremmest var fordelingspolitik der udgjorde skillelinjen mellem højre og venstre i dansk politik, var der ikke stor forskel på partiernes holdning til økonomisk vækst. Økonomisk vækst var et gode. Partierne var blot uenige om hvordan man bedst opnåede økonomisk vækst, og navnlig hvordan den økonomiske vækst skulle fordeles. Sådan er det ikke helt i dag.

På højre side af det politiske spektrum, finder man flest ubetingede væksttilhængere. Blandt højreorienterede partier er det normalt, at man begrunder sine forslag til den økonomiske politik med behovet for vækst. På venstre side af det politiske spektrum er der derimod fremkommet en del udtalte vækstmodstandere. Venstre side er nu splittet på spørgsmålet.

Mon ikke der findes mange der mener, at ønsket om vækst er en indikator på, at man er højreorienteret? Hvis partier vi normalt opfatter som venstreorienterede (såsom Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti) taler om behovet for vækst, vil de af vækstmodstanderne blive beskyldt for at være blevet højredrejede (paradoksalt, da de jo holder fast i deres gamle synspunkter).

På venstre side af det politiske spektrum er der derimod fremkommet en del udtalte vækstmodstandere

Dertil kommer, at jo mere stigende vækst sættes i forbindelse med synspunkter vi normalt vil kalde højreorienterede, såsom ønsket om at beskære den offentlige sektor og sænke skatten for de højtlønnede, jo mere sandsynligt er det, at folk med venstreorienterede synspunkter vil tage afstand fra vækst. Hvis man ønsker at bevare eller måske endda udbygge velfærdsstaten, er det rimeligt at man begynder at tvivle på, om øget vækst er at foretrække, når man præsenteres for det synspunkt, at det er nødvendigt at beskære den offentlige sektor og sænke skatten, for at få gang i den økonomiske vækst.

Ikke desto mindre, forestillingen om, at højreorienteret økonomisk politik er bedst til at skabe vækst forekommer helt urimelig. Nedskæringspolitik er kun undtagelsesvist gangbar, det dur ikke som en generel regel. Derfor virker borgerlig økonomisk politik ikke til at skabe vækst. Omfordeling af goderne og købekraften er nødvendig for at omsætte væksten til forbedret levestandard, og omfordelingen i sig selv virker også stimulerende på væksten. Derfor har Socialdemokraterne haft mere held til at skabe vækst.

Men lad os forlade den teoretiske diskussion, og gå direkte til de praktiske erfaringer. Hvor høj har væksten været under socialdemokratisk ledede regeringer, og hvor høj har væksten været under borgerlige regeringer? Det fremgår af Figur 2.

Figur 2: Gennemsnitlig årlig vækst 1974-2015 under henholdsvis blå og røde regeringer


Kilde: Egne beregninger og Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel NAN1.

Anmærkninger: Jeg har beregnet et simpelt gennemsnit af den årlige procentvise stigning i BNP for henholdsvis årene hvor vi havde socialdemokratisk ledede (røde) regeringer, og årene hvor vi havde borgerlige (blå) regeringer. Eftersom effekten af den økonomiske politik skal have tid til at virke, regner jeg året med regeringsskifte med i den gamle regerings gennemsnit. Jeg har udvalgt perioden efter første oliekrise, da der generelt er lavere vækstrater herefter, end perioden forud (en beslutning der favoriserer de borgerlige regeringer i denne sammenligning). Årene der tæller med i den blå søjle er 1974-75, 1983-1993, 2002-2011. Årene der tæller med i den røde søjle er 1976-1982, 1994-2001, 2012-2015.  

Figur 2 viser at den gennemsnitlige vækst under borgerlige regeringer har været 1,2 procent om året, mens den gennemsnitlige vækst under socialdemokratisk ledede regeringer har været 2,3 procent. Hermed nåede vi frem til konklusionen: Vækst er godt, og Socialdemokratiet har historisk set været bedst til at skabe den.

Henvisninger
[1] Cokayne, Karen: Experiencing old age in ancient Rome. Routledge 2003: 3.
[2] Lancaster, Henry Oliver: Expectations of Life. Springer Verlag 1990: 8.
[3] Danmarks Statistik: Seneste opgørelse over middellevetid.
[4] The Low Carbon Economy Index, 2016.

 

Balder Asmussen er gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. Læs flere analyser af Balder på bloggen Magt og Penge.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Gymnasielærer og historiker med speciale i dansk økonomisk politik i efterkrigstiden. 


Kommentarer fra Facebook