Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til rigskansler i Tyskland. Ikke som følge af et valg, og ikke i et velfungerende demokrati. Udnævnelsen af Hitler som rigskansler var den foreløbige kulmination på en årelang politisk krise. To gange havde der været parlamentsvalg i 1932, begge gange uden at der kunne dannes en regering.

Præsidenten havde udnævnt rigskanslere, der regerede via nødlove uden mandat i parlamentet – senest var hærchefen blev regeringsleder. Men den 30. januar var hæren, præsidenten og en række borgerlige politikere blevet enige om en koalitionsregering med Hitler som leder.

Hitler blev leder, og selvom nazisterne udgjorde et mindretal i rigssagen, skulle det vise sig at de udnyttede den allerede undergravede retsstat. Der blev udskrevet nyvalg, men da Rigsdagen kort efter stod i flammer proklamerede nazisterne der var tale om et kommunistisk kupforsøg.

Alligevel trodsede samtlige socialdemokrater truslerne og stemte imod loven.

Presse- og ytringsfriheden blev indskrænket, tropper fra de nazistiske SA- og SS-korps blev indrulleret som hjælpepoliti. Antinazister blev fængslet og pogromer indledt. Valget var alt andet end frit. Alligevel opnåede nazisterne ikke det flertal de havde ønsket. Flertallet af tyskere havde stemt ikke-nazistisk.

Socialdemokratiske anti-nazistiske valgplakater fra 30erne.

Socialdemokrater trodsede Hitler
For at sikre flertal for en ”bemyndigelseslov”, der ville give Hitler uindskrænket magt fængsledes alle valgte kommunister og en lang række socialdemokrater. Da parlamentet trådte sammen var de nazistiske korps posteret for at holde øje med stemmeafgivningen. Alligevel trodsede samtlige socialdemokrater truslerne og stemte imod loven.

I denne historiske stund, bekender vi tyske socialdemokrater os højtideligt til menneskeligheden og retfærdighedens principper, til friheden og socialismen.

Socialdemokraternes leder, Otto Wels, gik på talerstolen og proklamerede direkte til Hitler: “Frihed og liv kan man fratage os, men ikke æren”. Det blev den sidste frie tale tyskerne hørte de næste tolv år. Otto Wels gjorde sig ingen illusioner om det kommende tredje rige, men lovede modstand: ”I denne historiske stund, bekender vi tyske socialdemokrater os højtideligt til menneskeligheden og retfærdighedens principper, til friheden og socialismen. Ingen bemyndigelseslov giver jer magt til at tilintetgøre ideer som er evige og uforgængelige”.

Otto Wels var klar over nazisternes hensigter, men mindede dem om, at da socialister under det tyske kejserrige var blevet forfulgt, var modstanden blevet stærkere: ”Også fra nye forfølgelser de tyske socialdemokrater fattes ny styrke. Vi hilser de forfulgte og undertrykte. Vi hilser vore venner i riget. Jeres standhaftighed og trofasthed fortjener beundring. Jeres modige bekendelser, jeres ubrudte tillid garanterer en lysere fremtid”.

Otto Wels nåede aldrig selv, at opleve den lysere fremtid. Han fik frataget sit tyske statsborgerskab i 1933 og døde i eksil den 16. september 1939, 15 dage efter at de tyske tropper havde invaderet Polen og udløst starten på den blodigste konflikt i historien.

Martin E. O. Grunz er tysk statsborger, historiker og specialkonsulent. Han er tidligere formand for SFAH – Selskabet for Arbejderhistorie.

Indlægget blev første gang udgivet i 2013.