Socialdemokrater skal insistere på, at EU er en del af løsningen

Det er nødvendigt at inddrage EU som relevant politisk platform på de enkelte politikområder for at gøre europadebatten relevant og vedkommende. Det bør Socialdemokratiet blive langt bedre til i fremtiden.
I starten af måneden var jeg til europapolitisk medlemskonference hos Socialdemokratiet. Under overskriften ”Europa – hvad nu?” blev der talt om udfordringer og muligheder ved det europæiske samarbejde, set ud fra et socialdemokratisk perspektiv.

Netop det socialdemokratiske perspektiv på EU-debatten har jeg længe savnet, så jeg glædede mig til at deltage.

Et socialdemokratisk, folkeligt EU-projekt?
Jeg var blevet inviteret til at sidde i et panel, der som afslutning på konferencen skulle diskutere, om der overhovedet er et socialdemokratisk, folkeligt EU-projekt. På nuværende tidspunkt skulle man ikke tro det – i hvert fald ikke, hvis man tager udgangspunkt i den danske politiske debat.

Jeg har derfor stået lidt modløs på sidelinjen de sidste år

Jeg har længe været ked af det manglende fokus på EU i den politiske debat i Danmark, når der ikke lige har været en folkeafstemning eller et Europa-Parlamentsvalg på programmet i nær fremtid.

Jeg har derfor stået lidt modløs på sidelinjen de sidste år og set, hvordan der også i Socialdemokratiet, i hvert fald udadtil, er blevet brugt enormt meget krudt på at tale sig ind i den dagsorden, der handler om, at mindre EU og øget suverænitet per definition er godt; at der ikke er nogen, der skal komme og fortælle os danskere, hvordan vi skal gøre tingene.

I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi som socialdemokrater vil bruge EU og samarbejdet på tværs af grænserne, der også indebærer samarbejdet i eksempelvis Europarådet, til at løse nogle af de problemer, der er fælles for alle de europæiske lande og ikke bare er danske problemstillinger. Det er en tilgang, som jeg nu ser glimtvis fra vores folkevalgte politikere, og det er jeg meget tilfreds med. Men vi skal blive endnu bedre.

Et godt sted at starte kunne eksempelvis være at sætte en europæisk eller international krølle på nogle af de politiske emner, der fremhæves på partiets hjemmeside.

EU-krølle på politiske temaer
Når jeg går ind på hjemmesiden og klikker på overskriften ”Politik”, bliver jeg præsenteret for en række emner, som er centrale for partiet. Et af disse emner er klima og miljø – et emne, der i dén grad kræver europæisk og internationalt arbejde.

Det tætteste, jeg her kommer på en beskrivelse af, hvordan man vil bruge internationalt samarbejde i den forbindelse, er denne sætning: ”Danmark er et lille land. Vi kan ikke løse klodens klimaproblemer alene. Men vi kan gøre en forskel.” Her kunne det være oplagt at tilføje, hvordan man med et socialdemokratisk udgangspunkt vil arbejde for netop denne dagsorden i eksempelvis Europa-Parlamentet.

Debatten om social dumping ikke er en, vi kan nøjes med at tage med et dansk udgangspunkt

Det samme kunne jeg sige om emnet social dumping. Her står ikke et ord om, hvordan man ved hjælp af europæisk samarbejde vil dæmme op for problemet. Igen ligger det lige for at forklare, hvordan man vil indgå i det arbejde på europæisk plan. Vores arbejdsmarked har på godt og ondt åbnet sig, og derfor er det nødvendigt at insistere på, at debatten om social dumping ikke er en, vi kan nøjes med at tage med et dansk udgangspunkt, hvis der skal findes reelle løsninger.

Inddrag EU som politisk platform
I det hele taget kunne Socialdemokratiet blive langt bedre til at arbejde med, hvordan EU kan bruges til at føre politik på tværs af landegrænser for at styrke de ting, som er vigtige set fra et socialdemokratisk udgangspunkt.

Det er her, de spændende politiske debatter om det europæiske samarbejde ligger, hvis man spørger mig.

Og man spurgte jo netop mig til paneldebatten på medlemskonferencen tidligere på måneden. Derfor brugte jeg anledningen til at opfordrede til, at Socialdemokratiet bliver meget bedre til at sætte fokus på, hvordan EU kan indgå som samarbejdsplatform til at arbejde med de enkelte politikområder. Både i den politiske debat og i det kommende principprogram.

Den opfordring vil jeg så gentage her: Kun ved at inddrage EU som relevant politisk platform på de enkelte politikområder kan europadebatten blive relevant og vedkommende og – tør jeg næsten skrive det? – folkelig.

 

Sabina Askholm Larsen er uddannet cand.mag. i retorik og arbejder til daglig på DTU. Hun er desuden formand for Politisk Udvalg i den tværpolitiske forening Europabevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Uddannet cand.mag. i retorik. Arbejder til daglig på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor hun bl.a. arbejder med videnskabsformidling inden for byggeri og anlæg samt DTU's arktiske aktiviteter.


Kommentarer fra Facebook