Socialdemokrater kan redde neoliberalismen

De seneste års fremgang til det nationale højre presser alliancen mellem neoliberalister og konservative. Skal neoliberalismen overleve, kan det derfor blive i et samarbejde med socialdemokrater, forudser den britiske professor Colin Crouch.  
For seks år siden mente han, at neoliberalismen nok skulle klare skærene efter finanskrisen. I dag er han knap så sikker. Den kendte britiske professor emeritus fra University of Warwick, Colin Crouch, gæster fredag formiddag Netværk for økonomisk politisk debat (NETØK), der holder seminar om neoliberalismens kriser på Metropol i København.

NETØK er en uafhængig forening, der ønsker at gøre den økonomiske debat bredere. Derfor har man denne fredag inviteret den britiske professor, der har skrevet adskillige bøger, hvor han trækker på både økonomi, sociologi og statskundskab. En sjælden kobling i den akademiske verden, hvor disciplinerne ofte er skarpt adskilte.

Colin Crouch tager udgangspunkt i sin bog fra 2010, The Strange Non-death of Neo-liberalism. Her forudså Crouch, som titlen antyder, at neoliberalismen, trods den megen kritik i kølvandet på finanskrisen, alligevel ville overleve som den dominerende økonomiske retning i de kommende årtier og dermed ikke lide samme skæbne som keynesianismen gjorde 30 år tidligere. Keynesianismen, der havde en større tro på statens evne til at regulere økonomien, kollapsede som følge af 70’ernes økonomiske kriser.

Privatiseret keynesianisme
Neoliberalismen har ifølge Colin Crouch skabt stor ulighed, særligt i USA, hvor Ronald Reagan i 1980’erne gennemførte store skattelettelser for den velstillede del af befolkningen. Den stigende ulighed har betydet, at store dele af amerikanerne ikke oplevede nogen lønfremgang. Det har igen betydet, at den samlede efterspørgsel i samfundet ikke har været høj nok til at holde gang i væksten og beskæftigelsen.

Colin Crouch kalder det økonomiske system i USA op til finanskrisen for ”privatiseret keynesianisme”: Hvor det i den klassiske keynesianisme var staterne, der gældsatte sig for at holde gang i økonomien, blev det op gennem nullerne de private husholdninger, som gældsatte sig for at holde hjulene kørende. Mest ekstremt på boligmarkedet, hvor er blev skabt en stor boligboble. Den privatiserede keynesianisme kollapsede, da boligboblen bristede og mange ikke var i stand til at betale deres gæld.

Der ikke nogen stærke klasser til at forsvare keynesianismen

Når Colin Crouch alligevel ikke forventede, at neoliberalismen ville afgå ved døden, men kun opleve en ”mærkelig ikke-død”, hang det sammen med de interesser, der stod – og stadig står – bag neoliberalismen:

”Da keynesianismen kollapsede i 1970’erne, handlede det ikke kun om, at den ikke var i stand til at levere løsninger på de økonomiske problemer. Det handlede også om, at den gruppe som havde stået bag keynesianismen og nydt godt af dens udbredelse, arbejderklassen, udgjorde en stadig mindre del af samfundet. Der var derfor ikke nogen stærke klasser til at forsvare keynesianismen”, forklarer Crouch.

I modsætning hertil har neoliberalismen solid opbakning fra ”den globale finans- og bankelite”. Og denne gruppe stod stærkt og havde massiv politisk indflydelse også efter finanskrisen. Derfor forventede Crouch også, at neoliberalismen ville overleve.

Stigende ulighed skader væksten
Siden 2010 har udviklingen imidlertid fået Colin Crouch til at reflektere over, om neoliberalismen mon nu også slipper så let, som han troede i 2010. Det er der tre grunde til.

For det første erkender flere og flere centrale aktører i finanssektoren ifølge Crouch, at der er behov for mere regulering. Selv helt ind i den ’elite’, som skal forsvare neoliberalismen, er der altså erkendelse af, at markedet ikke kan overlades til sig selv. Mange ledere inden for finansverdenen er udmærket klar over systemets sårbarhed, men ingen har lyst til at tage det første skridt og stramme op på reglerne, fordi de dermed kommer til at stå dårligere i konkurrencen med de øvrige banker.

”Så længe musikken spiller, der du nødt til at danse”, som Crouch citerer en amerikansk CEO for at have sagt under kongreshøringerne i kølvandet på finanskrisen. Colin Crouch mener derfor, at problemet i dag ligger hos politikkerne, der ikke har sørget for et sæt fælles internationale spilleregler, så bankerne ikke kan scorer hurtige gevinster ved at tage større risici end deres konkurrenter.

Så længe musikken spiller, der du nødt til at danse

For det andet er der kommet stigende fokus på de negative konsekvenser af stigende ulighed. Neoliberalismen har skabt stigende ulighed, blandt andet gennem troen på, at skattelettelser til det højtlønnede vil skabe økonomisk vækst. Ulighed blev ikke set som et problem, men derimod som en motivationsfaktor til at uddanne sig bedre og arbejde hårdere. Men nu tyder studier fra den internationale valutafond IMF samarbejdsorganisationen OECD tværtimod på, at stigende ulighed har været med til at undergrave væksten. Det er en markant udfordring af en af neoliberalismens centrale dogmer.

Højrepopulister til angreb på globaliseringen
For det tredje er der i løbet af de seneste år sket en øget folkelig opbakning til den politiske højrefløj. Man kunne ifølge Crouch forvente, at oprøret mod neoliberalismen i kølvandet på finanskrisen ville komme fra venstrefløjen. Men bortset fra Grækenland og Spanien, så har venstrefløjen kun i begrænset omfang haft fremgang efter finanskrisen. Derimod er det nationale højre haft massiv fremgang i Nord- og Centraleuropa:

”De bygger på den samme fortælling om en politisk elite, der har forrådt folket, og at verden grundlæggende er et farligt sted. Globalisering sættes lig med migration, som igen sættes lig med islam og terrorisme. Det er det rene nonsens, men det er lykkedes dem at sælge det budskab”. Crouch minder også om, at der er historiske fortilfælde for, at højrefløjen er gået forrest i kampen mod den internationale storkapital. Hitler vandt eksempelvis folkelig opbakning ved at rase mod finanskapitalen.

Globalisering sættes lig med migration, som igen sættes lig med islam og terrorisme

Den øgede opbakning til det nationale højre presse de neoliberale: ”De neoliberale har i de fleste lande ikke stået særligt stærkt parlamentarisk. Der er kun enkelte eksempler på rent neoliberale partier, for eksempel FDP i Tyskland. Oftest har de været organiseret inden for konservative partier. Men det giver også spændinger, for mange steder rummer de konservative så både en neoliberal fløj, som er tilhængere af globalisering, og en nationalt orienteret fløj, som er kritisk over for globaliseringen”, forklarer Crouch.

Han fremhæver det republikanske parti i USA som eksempler på et parti, der er splittet mellem en internationalt orienteret (neo)liberalistisk fløj, der ønsker global frihandel, og så en nationalistisk fløj, der er fortalere for protektionisme i et forsøg på at beskytte USA mod globaliseringen. Til den sidste fløj hører ifølge Crouch præsidentkandidaten Donald Trump.

Samarbejde mellem socialdemokrater og neoliberale?
Med det nationale højres fremgang øges modsætningerne mellem de nationale og de neoliberale. Hvis de neoliberale skal bevare deres position og indflydelse, kan de derfor blive tvunget til at finde nye allierede. Til slut i sit oplæg nævner Colin Crouch derfor muligheden for, at neoliberale og socialdemokrater måske kan finde sammen i en alliance, som samtidig kan isolere det nationale højre.

Efter oplægget får Netavisen Pio mulighed for at stille Colin Crouch et par spørgsmål. Jeg forklarer, at stik modsat hans afsluttende spekulationer om et samarbejde mellem neoliberale og socialdemokrater, så diskuteres det i Danmark i øjeblikket, om Socialdemokratiet skal styrke sit samarbejde med det nationale højre, i form af Dansk Folkeparti, for at isolere de neoliberale kræfter i Liberal Alliance og til dels Radikale Venstre. Crouch er enig i, at ræsonnementet kan give mening:

Når socialdemokrater har samarbejdet med det yderste højre, så er det yderste højre oftest gået af med sejren

”Det er klart, at det nationalistiske højre og socialdemokrater er enige på nogle stræk. De er eksempelvis begge tilhængere af velfærdsstaten. Jeg ser neoliberalister og nationalister som hinandens diametrale modsætninger, og så står socialdemokraterne inde i midten og kan samarbejde til begge sider. Men historien har vist, at når socialdemokrater har samarbejdet med det yderste højre, så er det yderste højre oftest gået af med sejren”, forklarer han og henviser til Europa i Mellemkrigstiden.

Man kan også vende spørgsmålet om: Var socialdemokraters accept at dele af den neoliberale tankegang i 90’erne, eksempelvis at et mindre fokus på økonomisk omfordeling og en omfavnelse af globaliseringen, som blandt andet Tony Blairs New Labour stod for, ikke netop er en af årsagerne til, at mange gamle arbejdervælgere siden har forladt Socialdemokratiet til fordel for det nationale højre? Det mener Colin Crouch ikke, om end han heller ikke er ukritisk over for New Labour:

”New Labour var for naive i deres opfattelse af den indflydelse, der ligger hos de store virksomheder. Man fik meget tætte kontakter med erhvervs- og finansverdenen, og forstod ikke rigtig den magt, de store virksomheder ligger inde med, og dermed heller ikke deres evne til at påvirke den politiske proces. Men den væsentligste grund til, at de mange gode resultater fra Blairs periode overskygges, er Irakkrigen. Og den har ikke så meget med neoliberalismen at gøre”, lyder det fra den britiske professor, inden han haster videre til næste aftale.

 


Kommentarer fra Facebook