Socialdemokrater ønsker lighed - og lige muligheder

Kræver et lige samfund at kapitalismen afskaffes, at der omfordeles gennem et progressivt skattesystem, eller at alle sikres lige muligheder? Netavisen Pio har set nærmere på, hvordan Socialdemokraternes syn på lighed har udviklet sig.
Mens alle partier hævder at kæmpe for frihed, har Socialdemokratiet lige siden sin stiftelse skilt sig ud ved også at have lighed på programmet. Men hvad betyder egentlig lighed? Taler vi om at alle skal eje lige meget, eller taler vi om at alle skal have lige muligheder for at klare sig godt i samfundet? Og hvordan har opfattelsen ændret sig over tid?

Den diskussion dukker jævnligt op, både i forholdet til partierne på venstrefløjen, og internt i Socialdemokratiet. Der er også lagt op til, at debatten om lighed bliver en af de helt centrale, når der i øjeblikket diskuteres et nyt socialdemokratisk principprogram.

Netavisen Pio har set nærmere på, hvordan opfattelsen af ’lighed’ har udviklet sig i de seks hidtidige principprogrammer, Socialdemokratiet har vedtaget fra 1876 og frem til 2004. kommentarer

Du kan i øvrigt læse mere om de enkelte principprogrammer her.

1876: Afskaf kapitalismens udbygning
I Gimleprogrammet fra 1876 blev lighed set som et spørgsmål om fordelingen af udbyttet fra arbejde. Ifølge Socialdemokratiet burde ”hele Udbyttet tilfalde dem, som arbejder.” Der er tale om en ren klasseanalyse, hvor ’kapitalisternes’ udbytning af arbejderne ses som roden til ulighed.

Løsningen lå derfor i, at ”Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt paa en retfærdig Maade.” Lighed skal altså her ses i tæt sammenhæng med afskaffelsen af den private ejendomsret og kollektiviseringen af produktionsmidlerne. Dermed vil alle eje lige meget (eller lige lidt!) og dermed vil alle kunne høste frugten af arbejdsindsatsen.

Der er altså også tale om, at lighed først og fremmest ses i et klasseperspektiv, hvor modsætningen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere ses som den altdominerende skillelinje. På den kortere bane ønskede Socialdemokratiet en progressiv indkomstskat for at udligne indkomstforskellene i samfundet.

1913: Fælleseje vil tilintetgøre social ulighed
Klasseskellet som roden til ulighed går igen i principprogrammet fra 1913: ”Arbejdet er Kilden til al Værdi og Arbejdets Udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder. I det nuværende Samfund bliver den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne (Jord, Grund, Fabriker, Maskiner, Raastoffer, Samfærdselsmidler o. s. v.) i stigende Grad Midlet, hvorved Kapitalistklassen, et Mindretal af Samfundets Medlemmer, tilvender sig Udbyttet af Menneskehedens Arbejde.”, hedder det.

Eftersom det kapitalistiske system og den private ejendomsret ”umuliggør en retfærdig Fordeling af Samfundsarbejdets Udbytte”, bliver løsningen til at sikre et lige samfund derfor, som i 1876, ”Produktionsmidlernes Overgang til Samfundsejendom - Socialismen.” En sådan samfundsform vil nemlig ”betyde Tilintetgørelsen af alle Former af Udbytning, Undertrykkelse og social Ulighed.”.

Som i 1876 var Socialdemokratiet dog på det rene med, at dette ikke kunne ske fra den ene da til den anden. På kortere sigt ønskede partiet derfor ”Direkte Skat paa Indkomst, Formue og Grundbesiddelse, herunder Indførelse af en Grundværdistigningsafgift. Arveafgift. Stærkt stigende Skala i Beskatningen.” Til gengæld skulle en række indirekte skatter afskaffes, fordi de gjorde varerne dyrere, og dermed udhulede arbejdernes lønninger.

1961: Lige muligheder for alle
Hvor den tidligere opfattelse af lighed i høj grad skulle ses i et klasseperspektiv, er fokus nu skiftet i programmet Vejen Frem fra 1961. Her hedder det nu, at ”Respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle tilværelsen igennem er det grundlag, hvorpå den demokratiske socialisme bygger.”.

Et afgørende nyt begreb er netop lige muligheder: ”Der må skabes lige mulighed for erhvervsmæssig uddannelse, lige kvalificerede må have samme adgang til ethvert arbejde, og lige løn for mænd og kvinder må gennemføres fuldt ud.”. Lighed er altså nu noget, der skal ses mellem mennesker, og ikke mellem klasser. Og selvom Socialdemokratiet stadig er kritisk over for kapitalismen, så tales der ikke længere om at afskaffe ejendomsretten, men om ”samfundsmæssig planlægning”.

Programmet taler ikke kun om lige muligheder, men også om højere økonomisk lighed som et mål: ”Fortsat fremgang sikres for lavtlønnede befolkningsgrupper, således at den økonomiske ulighed udjævnes.”. Det skal bland andet ske gennem skatter, der skal ”virke udjævnende på uligheden i indkomst og formue.”. Men den ”bør tilrettelægges således, at den ikke modvirker lysten til øget indsats.” (!). Kapitalgevinst og arv nævnes som oplagte skattekilder.

1977: Lige muligheder og opgør med kapitalismen
Indledningen til Frihed, Lighed og Trivsel fra 1977 lyder næsten som et ekko af 1961-programmet: ”Den demokratiske socialisme bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle”, hedder det.

Men herefter skærpes retorikken: ”Det kapitalistiske systems ulighed og uhæmmede magtudfoldelse er en af de virkelige farer, der truer et samfund.”. Derfor mener partiet også, som det gjorde 99 år tidligere, at ”Den endelige målsætning er fælleseje af produktionsmidlerne.”, ligesom det slås fast, at ”Klasseforskel skal nedbrydes.”.

Ifølge programmet har de seneste 50 års socialdemokratiske regeringen gennemført en lang række forbedringer, men på grund af modstand fra både højre- og venstrefløjen ”er der ikke skabt politiske forudsætninger for et opgør med de grundlæggende uligheder i det kapitalistiske samfund.”

Programmet forsøger altså at kombinere det mere moderne fokus på individ og lige muligheder med det mere traditionelle fokus på klasse og forholdet til produktionsmidlerne.

1992: Frihed og lighed går hånd i hånd
I programmet Det nye århundrede knyttes frihed og lighed tæt sammen: ”Frihed og lighed er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger eftersom reel frihed forudsætter, at alle gives lige muligheder for at udfolde sin frihed.”, hedder det.

Socialdemokratiet mener fortsat, at ”Demokratisk socialisme er modstykket til enhver form for diktatur og til kapitalismens ulighed.”, men der tales ikke længere om fælleseje til produktionsmidlerne. Tværtimod er markedet ”drivkraften for teknologisk udvikling og stigende velfærd”. Det hedder dog fortsat, at ”Der skal ske en udjævning af sociale og økonomiske skel.”.

I stedet handler lighed det nu om, at ”Vi skal indrette samfundet, så alle kan udfolde sine evner efter eget ønske under hensyn til fællesskabet. (…) Lighed er også ideen om lige ret til uddannelse for alle - både faglig og boglig uddannelse uanset indkomst og bopæl - og lige ret til arbejde ud fra egne forudsætninger. Lighed skal være demokratiets grundvold udfra ideen om alle menneskers ligeværd.”

2004: Alle skal kunne udnytte deres evner
I principprogrammet Hånden på hjertet fra 2004 synes begrebet ”lige muligheder” nu definitivt at have overtaget som det dominerende i lighedsdebatten. Det hedder, at ”lighed [handler] om at give alle mennesker muligheder for at udnytte deres evner - ikke om at gøre alle ens. Lighed er forudsætningen for frihed. Derfor ønsker vi et samfund, hvor alle mennesker har lige muligheder.”.

Som eksempler fremhæves det blandt andet, at ”Socialdemokraterne vil bekæmpe alt, der øger uligheden - uanset om det gælder adgangen til sygdomsbehandling, uddannelse eller arbejdsmarkedet.”

Omfordeling nævnes fortsat som en mulighed, men omfordeling ses nu som et middel til at opnå lige muligheder. Det hedder blandt andet, at ”vores forskellige udgangspunkter betyder, at alle ikke skal have det samme af fællesskabet for at opnå de samme muligheder”. Derimod tales der ikke om traditionel økonomisk lighed som et mål.

Lighed handler om opgør med strukturer
Opsummerende kan det altså siges, at der er sket en udvikling i synet på lighed over de seneste godt 100 år. Fra en kollektiv opfattelse af ulighed som et spørgsmål om samfundsklasser – kapitalister der udbytter arbejdere – til en mere individuel opfattelse af lighed som en sikring af muligheder for alle mennesker til at realisere deres fulde potentiale – uanset baggrund.

Alligevel må det på baggrund af socialdemokratiets historie konkluderes, at lighed ikke blot kan reduceres til at handle om et gratis uddannelsessystem. Ulighed bunder i nogle dybe samfundsmæssige strukturer, som selv ikke fri adgang til eksempelvis uddannelse vil kunne gøre op med. Hvor det for 100 år siden var kapitalismen der blev udråbt som hovedskurk, er analysen i dag formentlig mere kompleks.

Hvordan disse strukturer bekæmpes i det 21. århundrede bliver derfor et af de helt store spørgsmål, som det nye principprogram skal forholde sig til.

 


Kommentarer fra Facebook