Forestil dig engang et Europa, hvor den sociale dagsorden er den førende. Hvor EU er værnet mod urimelig konkurrence, der presser løn og arbejdsvilkår. Et Europa, der er garant for nye arbejdspladser, og som sætter hensynet til mennesker højere end hensynet til markedet.

Dyb skepsis og en følelse af et fjernt og elitært projekt er, hvad der står tilbage efter europaparlamentsvalget i sidste måned, hvor det lykkedes højrepopulister at vinde øget opbakning over hele Europa.

Den stigende højrepopulisme er resultatet af en fejlslagen krisepolitik, der har skubbet mennesker længere ud mod kanten, og som ikke har formået at tøjle de markedskræfter, der var skyld i det hele.

Europa er – modsat USA – langt fra at være ude af den mest voldsomme samfundskrise siden Anden Verdenskrig. Det er ikke markedets, men politikernes skyld.

Selv om der er forskel på syd og nord, har Dansk Folkepartis fremgang fundamentalt rod i de samme frustrationer som sydeuropæernes - om end den politiske dagsorden er en anden. Mens man i Sydeuropa harcelerer mod sparedoktrinen, der tvinger væksten i stå og skaber sociale katastrofer, handler den danske utilfredshed over stigende løndumping, grænseoverskridende kriminalitet og presset på velfærdsydelserne om at forhindre en lurende social katastrofe i vores egen baghave.

Dansk Folkeparti og centrum-venstres analyse af Europas grundlæggende udfordringer er skræmmende ens. Det er løsningerne snarere end analysen, der adskiller os.

Forestil dig engang et Europa, hvor den sociale dagsorden er den førende. Hvor EU er værnet mod urimelig konkurrence, der presser løn og arbejdsvilkår. Et Europa, der er garant for nye arbejdspladser, og som sætter hensynet til mennesker højere end hensynet til markedet.

Hvis denne – måske naive – forestilling ikke skal ende som ren utopi, kræver det et Socialdemokrati, der begynder at tage sig sammen. Også i Danmark. Udfordringen for centrum-venstre er, at vi i dag har et asocialt Europa. Skal det forandres, kræver det en helt ny politisk kurs og et tættere europæisk samarbejde. Ikke det modsatte, som DF ellers plæderer for.

Derfor skriger det også til himlen, at socialdemokrater i Europa gennem finanspagten har bundet os selv og hele eurozonen til en pagt med en økonomisk politik, der fortsætter Angela Merkels sparedoktrin.

Det er, som om danske politikere – inklusive regeringen – har negligeret den frustration, danskerne stod med efter krakket i 2008. En frustration over, at almindelige danskere kunne miste jobbet på grund af en krise, de aldrig selv havde nogen aktier i.

Herhjemme har kickstarten af økonomien ikke bare handlet om flere penge til offentlige byggerier, men den er i lige så høj grad bygget på en idé om, at danske virksomheders rammevilkår er helt i skoven trods erhvervslivets fremragende fremgang på eksportmarkederne.

Regeringens afvisning af deltagelse i en europæisk skat på finansielle transaktioner er et klart billede på det politiske vadested, Socialdemokratiet har begivet sig ud i.

Hver gang en afgift er lettet, råber industrien på nye afgiftslettelser. For hver overenskomst, der holder lønnen i ro, råber industrien på mere løntilbageholdenhed. Og for hver gang, den offentlige sektor bliver lidt mindre, råber industrien på færre offentlige hænder.

Dansk erhvervsliv står med en umættelig trang til at mindske deres eget udgiftsniveau uden garanti for flere jobs til danskerne. Det er, som om mit parti er hoppet direkte i deres fælde.

Regeringens afvisning af deltagelse i en europæisk skat på finansielle transaktioner er et klart billede på det politiske vadested, Socialdemokratiet har begivet sig ud i. Finansskatten er en enestående mulighed for at regulere de finansielle markeder. Den chance har den danske regering misset og overvejer i stedet at lægge sag an mod de 11 EU-lande, der står bag kravet om, at finansmarkederne også skal bidrage til fællesskabet.

Det undrer mig gevaldigt, at Danmark overvejer at spænde ben for et af de mest omfattende forslag til forhindring af uhæmmet spekulation i derivater og værdipapirer.

Kriseårene har paradoksalt nok vist sig ganske fattig på initiativer til forhindring af fremtidige kriser. En skat på kortsigtet spekulation er et af de vigtigste værn mod fremtidige kollaps.

Hvis den socialdemokratiske parole ”mennesket før markedet” skal komme til sin ret, må den grundlæggende opgave for centrum-venstre være et opgør med markedsdogmerne i EU-samarbejdet.

Det skal ske gennem lovgivning, der regulerer vores økonomi. Hvor vi gennem investeringer i jobs og uddannelse begiver os ud på et ræs mod toppen - ikke bunden. Hvor markedet ikke knægter ordentlige arbejdsvilkår, og hvor finansmarkederne ikke længere står med den afgørende magt over Europas fremtid.

Indlægget er oprindelig bragt på Politiken den 16. juni.

Alexander Grandt Petersen (f. 1989) er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.