Annonce

Socialdemokraterne til højre for venstre af midten

Mediernes kraftige fokusering på Socialdemokraternes positionering på den politske højre-venstreskala overskygger for relevante politiske diskussioner.
”Faktisk kan man sige, at jeg er lidt til venstre for dem som er til højre,” sang Kaj og Andrea tilbage i midten af 70erne og om det er denne indoktrinering fra barndommen, der har fået flere journalister til at gå amok i at spekulere i Socialdemokraternes fremtidige placering på den politiske højre-venstre skala.

Jeg blev i hvert næsten helt rundtosset, da jeg læste Politikens Hans Davidsen-Nielsens kommentar i sidste uge, hvor han med udgangspunkt i den aktuelle formandskamp i Labour, kommer med advarslen om at Socialdemokraterne skal holde sig på et midterspor ”for det er der valg vindes”.

Den store placeringsdiskussion blev desuden fulgt op i weekendens interview, hvor Mette Frederiksen i Politiken konstaterede, at partiet lå til venstre for midten og i Berlingske var overskriften"Jeg ser intet behov for at trække partiet til venstre".

Davidsen-Nielsens pointe er, at Mette Frederiksen og Socialdemokraterne ikke skal gå til venstre, ligesom det britiske Labourparti er i gang med, fordi det ikke er der vælgerne er og det ville sende partiet ud i ligegyldig glemsel og overlade magten i en lang periode til Løkke og Thulesen-Dahl.

Han skriver blandt andet:

”Hvis Mette Frederiksen savner hjælp til retningen, kan hun passende vende blikket mod Storbritannien, hvor søsterpartiet Labour også skal finde sig en ny formand oven på partiets ydmygende nederlag ved parlamentsvalget i maj. Det går ikke stille af.

På grund af ændrede afstemningsregler ligger den forholdsvis ukendte kandidat Jeremy Corbyn til at vinde på et program, der skal føre Storbritannien tilbage til kulminernes og de nationaliserede selskabers tid. Velhavere og virksomheder skal brandbeskattes, briterne forlade Nato og være venner med Hamas.”

Det der kan undre en smule er, at der overhovedet ikke er noget der tyder på at Mette Frederiksen er på vej til at komme med forslag om at nationalisere finanssektoren, at nogen skal brandbeskattes, anerkende Hamas eller at udlændingepolitikken skal lempes eller hvad man ellers kan finde på af klassiske venstreorienterede synspunkter.

Hverken i hendes kongrestale eller i de interviews som Mette Frederiksen i weekenden har givet til en række medier, er der nogle tegn på en venstredrejning. Alle udmeldinger fra Socialdemokraterne siden valget har været forskellige udgaver af sangene om ”ansvarlig opposition” og ”ansvarlig økonomisk politik”. Han løber en åben dør ind.

Hans Davidsen-Nielsen har til gengæld denne ”opskrift” på hvad det er Mette Frederiksens skal gøre:

”Opgaven må være at orientere sig mod fremtiden, forstå, hvordan verden forandrer sig, og skabe nogle holdbare løsninger for almindelige mennesker.”

Undskyld, men så kan det nærmest ikke blive mere ”fluffy” og intetsigende. Hvem er det der vil orientere sig mod fortiden, fornægte at verden forandrer sig og i øvrigt med vilje vil lave uholdbare løsninger? Formentlig ingen. Det, der til gengæld er mange der gerne vil høre, er hvad der skal ske med dagpengene, med folkeskolen, med den offentlige sektor og med et dansk arbejdsmarked under stadig mere præcis for globaliseringen. Emner som ikke bare kan sættes ind i et skema på en højre-venstreskala.

I øvrigt er det lidt morsomt, at Davidsen-Nielsen mener opgaven er at orientere sig mod fremtiden, når det han selv bringer på banen, er lektien fra Tony Blair og den tredje vej, der var aktuel for tyve år siden.

Problemet som jeg ser det er, at mange stirrer sig helt blinde på en akademisk diskussion om hvad der nu er højreorienteret og hvad der er venstreorienteret, at man helt glemmer at diskutere den konkrete politik og hvad Socialdemokraterne så skal stå for under Mette Frederiksens ledelse.

Ingen kommer imidlertid tættere på hvad det konkret betyder for vælgerne om Socialdemokraterne nu placerer sig på en position som hedder venstre, centrum-venstre eller på midten.

David Troels Garby (f. 1980) er redaktør for Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet