Socialdemokratiet er i panik - men De Radikale bør gå forrest

Socialdemokraterne er nu blevet så pressede, at de i desperation har åbnet kassen med den potentielt største stemmemagnet i dansk politik:  

Et opgør med aftalen om, at pensionsalderen i al fremtid bare skal stige og stige i takt med levealderen.

Det er modigt, for netop denne aftale er lige så grundlæggende for holdbarheden af dansk økonomi som den er upopulær og urimelig.

Aftalen om den evigt stigende pensionsalder garanterer nemlig, at der også langt ude i fremtiden er penge til grøn omstilling, oprustning, hospitalsvæsen og andet tant og fjas.  

Uanset hvor mange flere gamle der kommer, uanset hvor få børn vi får, og uanset hvor få udlændinge vi vil have ind over grænsen.

Hele det demografiske skifte vi er midt i er nemlig intet problem, hvis bare danskerne kan blive ved med at arbejde i det uendelige.

Men kan de det? 

Uholdbart og upopulært

Lige om lidt stiger pensionsalderen til 70 år. Og den SOSU-hjælper der blev færdiguddannet i sidste måned, skal forvente at arbejde til hun er 75 år gammel.

Forestillingen om den 75-årige SOSU, der skal skifte ble på den 83-årige plejehjemsbeboer og derefter hjælpe hende i bad er ikke køn.  

Langt de fleste faglærte og ufaglærte job i samfundet foregår således i dag på en måde og i et tempo der gør, at tanken om, at de kan varetages af folk langt op i 70’erne er noget som kun Djøf’ere uden ret meget kontakt med virkeligheden tror på.

De er alene spillet ud med tanken, fordi panikken har meldt sig

Så at blive ved med at lade pensionsalderen stige i al evighed er lige så uholdbart, som det er upopulært. Men hvad skal vi så?

Her skal Socialdemokratiet nu i gang med at finde ud af, hvordan de kan levere på en dagsorden, der er deres bedste chance for at vinde næste valg.

Og det har de tydeligt nok ingen ide om.

De er alene spillet ud med tanken, fordi panikken har meldt sig, og alle ved, at dette her er den eneste tilbageværende gamechanger, der er stor nok til at overvinde vreden over store bededag og SVM.

Forspist sig af regnearkene

Men mit eget parti, De Radikale, burde gå foran med konkrete og gennemregnede løsninger.

Og nej, det kommer vi næppe til. Og ja, jeg ved godt ,at en del i mit parti har forspist sig så meget på regnearkene, at de nærmest slet ikke kan se problemet.

Ikke desto mindre ville det ægte radikale (det, der går til roden af de strukturelle problemer) være at se på, hvordan en mere realistisk og hensigtsmæssig pensionsalder kunne skrues sammen i fremtiden.

Måske er grunden til den radikale blindhed på området, at den stigende pensionsalder ikke for alvor berører de oftest ret vellønnede radikale politikere, medlemmer eller vælgere

Så ingen danskere af bitter nød skal tvinges ud på et fysisk og psykisk hårdt arbejdsmarked 37 timer om ugen, efter de er fyldt 70 år.

Måske er grunden til den radikale blindhed på området, at den stigende pensionsalder ikke for alvor berører de oftest ret vellønnede radikale politikere, medlemmer eller vælgere.

For det mest urimelige af det hele er jo, at vi ved løbende at hæve folkepensionsalderen primært gennemtvinger en højere pensionsalder for folk med lave eller middelstore indtægter og tilhørende pensionsformuer.

Vi bør løse opgaven sammen

For de højtlønnede akademikere og specialister udgør folkepensionen nemlig ikke den afgørende del af pensionsformuen, og folk som jeg selv vil således fint kunne trække sig tilbage som 65-årige, hvis vi har brug for det.

Og så ellers bare lade enten boligformuen eller arbejdsmarkeds- eller kapitalpensionen betale forskellen, indtil vi rammer den nye pensionsalder.

Bevares, det vil koste lidt på pensionens størrelse. Men det er en helt reel mulighed, som rengøringsassistenten, kassedamen eller SOSU’en bare ikke har.

Lyder det egentlig ikke som en vigtig strukturel opgave, af den type vi burde løse sammen?

Tænk, hvor langt vi kunne komme, hvis gode radikale kræfter (og bevares, alle andre der kan og vil) med det samme gik konstruktivt ind i diskussionen om at skabe et mere retfærdigt pensionssystem.

Et der ikke forsøger at presse murerarbejdsmanden til at stå ude i regnen og blande mørtel, når han er 71 år og ikke prøver at tvinge den 75-årige SOSU-hjælper til at løfte andre gamle mennesker op fra toilettet, uanset at hun statistisk set selv har over 40 procents risiko for at lide af alvorlige bevægeapparatsygdomme.

Lyder det egentlig ikke som en vigtig strukturel opgave, af den type vi burde løse sammen?