Socialdemokratiet fjumrer rundt uden kurs

Socialdemokratiet ville gerne danne en centrum-venstre regering, men Lars Løkke (M) ønsker at presse citronen. Stafetten er overdraget til Troels Lund for en stund. 

På den måde kan Lars Løkke med 14 mandater (og De Radikale) gøre den politik, en såkaldt centrum-venstre regering skal føre, endnu mere borgerlig, ikke mindst den økonomiske politik.                       

Men hvad er centrumpartier? 

Er Lars Løkkes Moderaterne og f.eks. De Radikale centrumpartier, fordi de udnytter deres marginale mandater til afpresning af Socialdemokratiet og fordi medier og kommentatorer kalder dem “centrumspartier” og de alle taler om “en centrum-venstreregering”? 

Grundfortællingen er imidlertid falsk.

Både Moderaterne og De Radikale forfægter en udpræget borgerlig politik. Det gælder finans-, arbejdsmarkeds-, uddannelses-, skatte- og fordelingspolitik, socialpolitik og pensionspolitik. Se dog på deres førte politik og ikke deres aktuelle forsøg på at få ministerbiler. 

Til gengæld står begge for en “venstreorienteret” værdipolitik hvad angår integrations-udlændinge- og retspolitik, som vi til fulde allerede kender fra De Radikale særlig siden Udlændingeloven fra 1983. 

Linksliberale

I Tyskland kaldes sådanne “Linksliberale”. Partiet De Grønne med Joscha Fischer i spidsen blev disciplineret af SPD med Harz 4 reformer af arbejdsmarked og socialpolitik styret af kansler Gerhard Schrøder. 

Senere forsøgte Olaf Scholz sig som kansler sammen med De Grønne. Resultater var og er stadig en samfundsmæssig - og partimæssig katastrofe. Siden har Joscha Fischer erkendt, at selv en grøn “realos” kurs var en blindgyde. 

Læs også:Tidligere S-minister: En balanceret midterregering er mulig

Men duoen Robert Hahbeck og Annelene Backop og øvrige grønne “fundalos” Linksliberale har siden 1990’erne alligevel drevet SPD rundt i manegen. SPD har gravet deres egen grav, også grundet stærk intern splittelse. 

I Danmark udgøres “Linksliberale”af dele af SF, der sammen med Moderaterne og De Radikale er fascineret af multikultur og det multietniske samfund. 

Hvad vil Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på den galej?

Klima og miljøpolitik bør også nævnes. De går ind for vedvarende energi, bare vindmøller og solceller kan placeres i Vestjylland og anden udkant. Der er jo bedre plads og jorden er billigere end hjemme i Nordsjælland og omkring Århus. 

Der er også bedre plads til asylansøgere og indvandrere fra MENAPT lande, som “Linksliberale” hæger om,  kynisk nok også som billig arbejdskraft, i arbejderkommuner med mange sociale boliger, f.eks. på Vestegnen. 

Og et land i balance med lige muligheder? For Moderaterne og De Radikale er det mundsvejr! 

Statslige jobs, uddannelses-og kulturinstitutioner bliver centraliseret i de største byer, hvor de højtuddannede og de højtlønnede klumper sig sammen i bydelsghettoer. Socialdemokratiet ser stiltiende på og accepterede det under SVM-regeringen.

Presset fra højre og venstre

Hvad vil Mette Frederiksen og Socialdemokratiet på den galej? 

Har vi intet lært af erfaringerne fra socialdemokratierne i Tyskland, Frankrig, Italien og nu aktuelt England? S-partierne er udfordret af Grønne partier/NGO bevægelser og reduceret til skygger af sig selv. 

Nedbrydningen af S-partierne sker samtidig også fra højre, der lukrerer på afstanden mellem ord og handling hos S på en række politikområder. 

Man må håbe, at Signe Munk på sigt overtager stafetten i SF!

Desillusionerede socialdemokrater stemmer på SF og de rene hænders politik og derved også for en venstreorientering a la Jacob Mark, for hvem hovedfjenden er det “systembevarende” Socialdemokratiet. 

Man må håbe, at Signe Munk på sigt overtager stafetten i SF! Samtidig ser vi i EU-Parlamentet, at PES-gruppen er slået ind på en yderliggående venstreorienteret rød-grøn kurs, der afviger stærkt fra det danske socialdemokrati.

Men Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen tror stadig, at det er vigtigere at bevare regeringsmagten. Selvom der er borgerligt flertal. 

Og selvom Socialdemokratiet bliver afpresset fra højre og venstre til at gennemføre og tage ansvaret for politikker, der strider mod, hvem og hvad arbejderbevægelsen kæmper for. 

Der er brug for styr på den økonomiske politik

Jeg forstår det ikke. Til gengæld forstår jeg godt de dele af fagbevægelsen, der råber “ro på” med afsæt i den internationale uro og udsigterne for dansk beskæftigelse m.v. 

De foretrækker Socialdemokratiet i et samarbejde over midten, gerne medansvarliggørende SF. Der er brug for styr på den økonomiske politik. Men med Socialdemokratiet for bordenden i den konstellation kommer Socialdemokratiet til at betale en høj pris på både kort og langt sigt.

Politisk striptease og vælgerflugt

En dansk “centrumvenstre” regering vil føre borgerlig økonomisk politik styret af Moderaterne og De Radikale, og værdipolitik styret af SF, Moderaterne og De Radikale, og Moderaterne og De Radikale øjner desuden ny arbejdskraft også fra MENAPT-lande. 

Regional- og landdistrikts- og “et land i balance med lige muligheder”-politik styres så af storbypartierne Moderaterne, De Radikale, Enhedslisten og SF. 

Læs også:Løkkes kamp for en blå politik viser Moderaternes sande natur

Hvad Socialdemokratiet kan opnå i det selskab med 38 mandater ud af 90 har jeg svært ved at gennemskue! Altså andet end politisk striptease og vælgerflugt.

Hvis Socialdemokratiet igen vil lede, så kan jeg kun anbefale en fornyet og forynget S-mindretalsregering, der må krydse sig frem. 

Ellers må de borgerlige selv udmønte deres flertal til en (mindretals)regering, som Socialdemokratiet vil have en solid trosse i grundet tidligere forlig og velkendt enighed på sikkerheds- og forsvars- og EU politik og på værdi- politikken og i øvrigt som tungen på vægtskålen.