Socialdemokratiet har alle kandidater til Europa-Parlamentsvalget klar

En faglig aktiv kvinde bliver ottende og sidste af Socialdemokratiets otte kandidater til næste års EP-valg
Næstformand Marianne Vind fra HK/Privat blev på et repræsentantskabsmøde hos Socialdemokratiet i Region Sjælland tirsdag aften, opstillet som kandidat til næste års Europa-Parlamentsvalg. I et kampvalg slog hun Christian von Benzow fra Næstved med 76 procent af stemmerne.

”En meget overvældende dag. Jeg er enormt stolt over at de gæve sjællændere tror på mig og projektet. Glæder mig til at komme igang med valgkamparbejdet,” skrev hun efterfølgende på Facebook.

Marianne Vind er 47 år gammel, uddannet bioanalytiker og har i mange år arbejdet som laborant på Novozymes i Kalundborg. Hun blev i 2006 formand for Dansk Laborant-Forening, som er en del af HK, og i 2011 blev hun valgt som næstformand for HK/Privats omkring 110.000 medlemmer. Det er første gang, hun stiller op til valg.


Marianne Vind ny EP-kandidat for Socialdemokratiet (Foto: Twitter)
Kongres skal beslutte rækkefølgen

Dermed har Socialdemokratiet sat navn på de otte kandidater, fem mænd og tre kvinder, som vil være at finde på stemmesedlen næste år.

Rækkefølgen bliver endelig vedtaget på Socialdemokratiets kongres til efteråret, men sikkert er det, at partiets nuværende medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod igen bliver spidskandidat.

Marianne Vind skal derefter kæmpe med det andet nuværende medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose, Cevea-analytiker Niels Fuglsang og byrådsmedlem Morten Klessen fra Jammerbugt om de næste fire pladser.

De tre sidste på listen er konsulent Mads Rattenborg Hersbøll fra København, konsulent Lasse Holm Grønning fra Fyn samt Mette Poulsen, der er salg- og marketingsmedarbejder fra Rudersdal.

Region Midtjylland havde egentlig også valgt at opstille HF- og VUC-underviser Jasmine Søgaard, men hun har valgt at trække sit kandidatur.

Der er valg til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce