Socialdemokratiet i København i u-vending: Fra langt færre til flere parkeringspladser

Kommunalvalget 2025

Socialdemokratiet i København i u-vending: Fra langt færre til flere parkeringspladser

”For nogle af os er det faktisk afgørende for at kunne få en hverdag til at hænge sammen, at man har kunnet have en bil med to barnesæder til sine børn,” siger S-overborgmesterkandidat

Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Billedtekst
Pernille Rosenkrantz-Theil (S), overborgmesterkandidat
Foto: S

Socialdemokratiet i København og partiets overborgmesterkandidat tilbage i 2021, Sophie Hæstorp Andersen, gik i 2021 til valg på at afskaffe en tredjedel af Københavns parkeringspladser.

Nu ændrer Socialdemokratiet i København og partiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, i den grad kursen på parkeringsområdet: 

S går nu til kommunalvalg på at love københavnerne - og dem, der arbejder i København - flere parkeringspladser.

Helt ved siden af skiven

I et interview med Politiken understreger Pernille Rosenkrantz-Theil, at det var helt ved siden af skiven, at Socialdemokratiet i 2021 gik til valg på at ville nedlægge en tredjedel af parkeringspladserne i København.

Læs også:Stor fremgang til Socialdemokratiet i København

“For nogle af os er det faktisk afgørende for at kunne få en hverdag til at hænge sammen, at man har kunnet have en bil med to barnesæder til sine børn. Og har kunnet køre frem og tilbage fra det ene til det andet for at få tingene til at virke. Også i regnvejr. Jeg bliver simpelthen dybt provokeret af, at man så mener, det skal være endnu sværere at bevæge sig rundt i bil i København for os, der bor her.”

Samfundskontrakt: Noget for noget

Pernille Rosenkrantz-Theil ønsker at indgå en samfundskontrakt med københavnerne om parkeringspolitikken. Det skriver hun i et opslag på Facebook:

“Siden 1990’erne har rådhuset arbejdet på at gøre det sværest muligt at have bil i byen – af hensyn til luftforureningen, klima og trængsel.”

Men parkeringspolitikken må forandre sig, når virkeligheden gør det

“Men parkeringspolitikken må forandre sig, når virkeligheden gør det. I takt med, at vi skubber på den grønne omstilling, vil bilerne om få år køre på grøn strøm. Og der vil derfor ikke længere være de samme miljø- og klimaproblemer forbundet med trafikken, som der tidligere har været. Tilbage står så et trængselsproblem, som vi må løse.”

“Vi vil derfor have en ny samfundskontrakt om bilpolitikken i København: Parkeringspladser nok til os, der bor og arbejder her – mod hurtigere omstilling af bilerne til grøn strøm.”

“For os er det afgørende, at det bliver nemmere at have bil i byen – for os, der bor her og arbejder her.”

“Derfor går vi til valg på at skaffe flere parkeringspladser – ikke færre. Vi mener, at der skal være parkeringspladser nok til os, der bor og arbejder her. Det kræver blandt andet, at vi får bragt flere af de mange tusind parkeringspladser, der allerede findes, men ikke er tilgængelige for offentligheden, i spil.”

Parkeringsudspillet: Ny, ændret beboer-parkeringslicens

Her er det socialdemokratiske parkeringsudspil, som det foreløbigt ser ud:

1. Københavnere får førsteret

Københavnerne, og dem, der arbejder i København, skal have førsteret til parkeringspladserne, og der skal være flere af dem. Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet er endnu ikke klar til at lægge præcise tal på bordet.

2. Det skal gøres nemmere at skifte til elbil

Til gengæld vil politikken kraftigt understøtte, at københavner skifter benzinbilerne ud med elbiler. Bland andet foreslår Socialdemokratiet, at det gøres ansøgningsfrit frem til 2030 at opsætte el-ladestandere i København. Sådan at man de næste fem år ikke behøver at ansøge kommunen om godkendelse. Andre politiske tiltag følger.

3. Københavnerne får adgang til parkeringsanlæg, som hidtil har været reserveret til arbejdspladser

Private parkeringsanlæg, som i dag er reserveret arbejdspladser, gøres tilgængelige for borgere, der bor i København, på de tidspunkter af døgnet, hvor parkeringspladserne alligevel står tomme. 

4. Beboer-licenser ændres så de giver flere muligheder

Københavnernes beboer-parkeringslicenser skal ændres således, at de også giver adgang til at parkere i andre dele af byen. Sådan at det bliver lettere for københavnere at foretage ærinder rundt om i byen. Den præcise model fremlægges senere. 

Socialdemokratiet i København fremlægger et færdigbearbejdet parkeringsudspil inden kommunalvalget 18. november.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 20.05.2025 - 20:25

Man har et standpunkt til man tager et nyt, sagt af Jens Otto Krag da han dannede regering i 1966 med støtte fra SF.
efterfølgende var der nogen som lavede "grin" med den udtalelse, men det betyder jo i realiteten at man har skiftet standpunkt fordi man er blevet "klogere" og fordi samfundet har ændret sig.

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 20.05.2025 - 21:23

Kunne I ikke undlade større fotoer af fru Rosenkranz-Theil, tak?
Jeg føler faktisk et fysisk ubehag ved de billeder. Beklager, men sådan er det.

Indsendt af Finn (ikke efterprøvet) den Lørdag den 24.05.2025 - 10:27

Som svar til af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet)

Jeg vil gerne have flere billeder af Pernille Rosenkranz-Teil og færre indslag med, hvad man ikke ønsker. Få dig et liv.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.