Socialdemokratiet må se fremad

Principprogram: S er klemt mellem ambitionen om at fastholde landvindingerne i den skandinaviske samfundsmodel, og så en erkendelse af, at partiet er nødt til at kommer med nye solidariske, fællesskabsbårne og bedre løsninger for fremtiden. Spørgsmålet er: Hvad nu?
Det bliver ikke den rituelle beskæftigelsesterapeutiske paradeøvelse for et martret bagland, når socialdemokraterne tager fat på at lave et nyt principprogram.

Dertil at det politiske udviklingsbehov i Socialdemokratiet efter Thorning-årene simpelthen for stort. Det er en erkendelse der unddrager sig ingen. Mette Frederiksen har signaleret at hun ønsker en større socialdemokratisk samtale, og dette er så et af hendes træk i den retning.

Glem fortiden
Principprogramudvalgets formand Dan Jørgensen er en af socialdemokraternes mere tænksomme, læsende og nysgerrige politikere – og en mand der har en drift imod at lave ting der skal bemærkes. Havde man villet noget mindre, havde man givet jobbet til en anden.

Det vigtige er ikke den tid principprogrammet skrives i. Men den tid det skrives til.

Skulle man alligevel driste sig til at give manden gode råd (den slags er officielt velkomne, men altid irriterende) så må det være at erkende, at det vigtige ikke er den tid principprogrammet skrives i. Men den tid det skrives til.

Anvendeligheden af sådan et principprogram bliver afgjort af evnen til at se frem, og ikke tilbage.  Ja – det er i sig selv noget floskuløst konsulentlingo at skrive (af mig), men der er en stor drift i tiden mod at fastholde, bevare og genskabe, mod at beholde og forsvare; som om stormen der kommer ikke vil tage de langsomste først.

Fortidsdyrkelse er et sikkert tegn på en kultur i krise.

Fortidsdyrkelse er et sikkert tegn på en kultur i krise, og et aldringstegn. Hvis sådan et principprogram skal være en fornyelse, bliver Dan Jørgensens vigtigste opgave bliver at tøjle den politiske sentimentalitet. Det store venstrefløjsparti er nødt til at stå som garant for bedre løsninger, nye løsninger - ikke bare som det parti der bør administrere velfærdsstaten fordi man skabte den. Det har vist sig ikke at være nok.

Socialdemokratiet sejrede. Hvad nu?
Helt grundlæggende er Socialdemokratiet politisk og åndeligt klemt mellem sin velfærdskonservatisme, ambitionen om at fastholde og bevare landvindingerne i den skandinaviske samfundsmodel, og så en erkendelse af, at det store venstrefløjsparti er nødt til at være et progressivt parti som har solidariske, fællesskabsbårne og bedre løsninger på en radikal ny tidsalders problemer. Fastholde og udvikle kunne man sige? Det lyder bare som den omgang win-win bullshit man læser i et intetsigende Mercury Urval-opslag til en virksomhed der ikke aner hvordan den skal udvikle sig.

Socialdemokratiet er rettelig stolt af sine historiske resultater, men den nostalgiske selvgodhed som det også har skabt i en bevægelse hvis medlemmer bliver færre og ældre, må Dan Jørgensen give en fremskridtstro. Spørgsmålet er ikke, hvordan man får pudset pokalerne i skabet, men: ”what’s next”.

Så når nu Netavisen Pio reflekterer over mulighederne i sådan et principprogram, så vil jeg gerne byde ind med ti helt og aldeles komplet usammenhængende spørgsmål, som kunne være frækt at se besvaret i de nyformulerede politiske principper:

1. Kan man overhovedet styre verden?
Er mulighederne fastlåst i nødvendighedens politik, hvor det politiske manøvrerum er mast af den accelererende konkurrencestatslogik? Hvis konkurrenceevnen i en global økonomi er parameteret ensretter alle lande og alle politikker: Hvordan fortæller man så at det nytter at være med, at deltage i og stemme på et gammelt parti, grundlagt i industrialderen? Befolkningen polariseres, afkobles og centrifugeres til forskellige slags protestpartier, hvor mange skyr ansvarets åg, hvis ikke de oplever at politik i de regeringsbærende partier nytter. Det er hvad vi ser. Hvis Socialdemokratiet er demokratiets parti, så må man kunne vise at demokratiet nytter, og er den reelle ramme om samfundet og udviklingen.

2. Hvad er forholdet til Europa og verden udenfor Danmark?
Jo mere hvert eneste samfund rammes af internationale problemer, jo stærkere bliver den nationale bevidsthed. Det virker til at være lovmæssigheden Europa og Verden rundt. Men hvad er det vi tror på, som nytter også i en større optik end vores eget lille hobbitrige? Alle internationale institutioner fra FN til EU virker nedslidte i deres opbakning. Hvilket engagement tror man egentligt på i en international kontekst? Og hvordan udtrykker vi os politisk i verden?

3. Kan man håndtere at teknologi fjerner jobs, og uligheden stiger?
De mange mennesker der kommer hertil fra Mellemøsten understreger det grundlæggende problem i de rige lande i den globale økonomi: Vi skaber for få ufaglærte, ordinære jobs. Vi kan dårligt beskæftige vores egne ufaglærte, og slet ikke de lykkesøgende og flygtningene der forudsætningsløse kommer hertil i stride strømme. Robotter og ny teknologi, deep learning og scanning, 3D-printing osv kommer som en tsunami af overflødiggørelse af gamle arbejdsfunktioner, alt fra laboranter, til læger. 

Foto-giganten Kodak beskæftigede engang 150.000 mennesker – kort efter Kodak gik konkurs i 2012 blev Instagram solgt til Facebook for 1 milliard dollars, og beskæftigede 13 mennesker. Fagre nye verden. Hvilken type af beskæftigelse samler vi de overflødiggjorte op i?

Det tegner til en verden hvor få mennesker vil være afsindigt vækstskabende, vellønnede, hårdtarbejdende i virksomheder hvor også åndsarbejderne køres i en hård fordisme. Imens vil mange tidligere jobfunktioner forsvinde – hvordan i alverden skal den solidaritetsmekanisme se ud, der binder de hyperproduktive (med deres stressrelaterede depressioner) sammen med skarer af markedsmæssigt set unyttige. Hvordan i alverden opererer man med lighed og omfordeling i den virkelighed? Hvis man ikke tror på et demokrati med de facto borgerløn og rigeligt med X-faktor, brød og skuespil, hvad tror man så på? Og tør man forholde sig til den polariserede indkomstfordeling? Den økonomiske udvikling vil, hvis ikke den håndteres, udfordre det demokratiske fundament. De overflødige vil gøre oprør og kræve en plads.

4. Kan man fastholde en sund politisk kultur i populismens tid?
Hvordan ser det demokrati ud, hvis samlende offentlige samtale er tabloid og blæst i stykker af tusinder af nye medier? Donald Trump er en profet for en tid hvor afmagt og en tabloide og sensationalistiske medier afkobler borgerne fra deres politiske kultur. Hvilken demokratisk kultur og hvilket dannelsesideal forestiller man sig egentligt man kan realisere?

5. Kan man udvikle velfærdssamfundet eller bare botanisere lidt i det? Pionerånden i velfærdsstaten er væk. Det konstante krav om bedre offentlige services og forventninger til en bedre og bredere velfærdsstat slider på relationen mellem borgere og stat, samtidigt med at der formentligt ikke er nogen oplevet kvalitetsforbedring af de sidste mange års reform-dagsorden i det offentlige; at de markedsefterlignende styringsmekanismer og centraliseringer der er introduceret i stat og kommuner nok har gjort lige så meget skidt, som godt. Hvilke principper for velfærdsstaten tror man egentligt på vil kunne revitalisere en offentlig sektor der visse steder lider af metaltræthed og en velfærdsstat der udover sine services simpelthen skal for meget, har fået for tunge systemer og har for mange munde at mætte. Kan man skabe en ny entusiasme i de faglige kulturer i Velfærdsdanmark.

6. What’s next?
Vi har bygget skoler, sundhedsvæsen, skabt et fritidssamfund, distribueret indkomst (sådan da) og givet flere mennesker lange, gode liv end nogen andre samfund på kloden. På globalt plan er bæredygtighed nødt til at være det overordnede mål – men hvad med vores eget fællesskab: What’s next? Ville vi mere? Er der mere? Og ville vi mere med folk end at give dem materiel tryghed.

7. Vi kasserer alt for mange:
Vi kan skændes herfra og til julemorgen om hvor stort tallet for vores udenforskab er; tallet for hvor mange der reelt står udenfor arbejdsmarkedet: Men det bare for mange. Hvad har man til dem og hvorfor er der så mange?

8. Kan man repræsentere også ambition og aspiration?
Den moderne lønmodtager står mere i et efterligningsforhold til sin arbejdsgiver, end i et modsætningsforhold. Socialdemokraterne er nødt til at udvikle sig til et parti der ser sine vælgere mindre som nogen med et beskyttelsesbehov. Og blive et parti også for dem med aspirationer, med selvtillid og forandringskraft.

9. Hvad er det gode liv?
Hvilken ambition har man for det menneske der vokser op og lever i vores samfund; hvilken frihed er det man fejrer, hvilke muligheder er vigtigst, socialdemokratiet er et materialistisk parti, men er det nok i et af verdens rigeste, mest forbrugende lande. Er det frie (og måske stadigt lige) menneske fri til forbrug og materiel sikkerhed, eller er man fri til…? Den politiske rivalisering koncentrerer sig om hvad man kan gøre for folk, hvordan man kan give dem det de ønsker. I den virkelighed virker den kulturelle ambition usynlig, hvilket menneskeliv, med hvilke egenskaber forestiller man sig i det menneske?

10. Kan man udvikle den måde man deltager politisk på?
Man får færre medlemmer og unge mennesker udtrykker sig politisk anderledes end gennem et ”gammeldags” medlemskab i hvert fald af Socialdemokratiet. Tør man ændre den måde man deltager politisk på omkring det gamle parti?

Kasper Fogh er kommunikationschef og har tidligere arbejdet som pressechef for Københavns daværende overborgmester Ritt Bjerregaard.

Dette er det andet bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets kronik-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Det første af Hans Stavnsager kan læses her: Frigørelse og fællesskab

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.


Kommentarer fra Facebook