S bør slå hårdt ned på finansfyrsterne

Det strider helt fundamentalt mod min opfattelse af ret og rimelighed, at vi lever i en verden, hvor de mest hårdtarbejdende danskere, stadig bliver overhalet med rekordfart af bøllerne i habitter.
Selvom jeg godt ved, at det efterhånden ikke længere har en højaktuel nyhedsværdi, må jeg indrømme, at den voksende økonomiske ulighed stadig er højaktuel i min bevidsthed. Det strider helt fundamentalt mod min opfattelse af ret og rimelighed, at vi lever i en verden, hvor de mest hårdtarbejdende danskere, stadig bliver overhalet med rekordfart af bøllerne i habitter, som tjener deres penge på at deres mursten stiger i værdi, at de arver vanvittige summer, og de har en førsteklasses billet ind i et rent hvidvasknings-mekka, bedre kendt som nogle af Danmarks største banker.

Selvom jeg mener, at Socialdemokratiet langsomt men sikkert bevæger sig længere til venstre på økonomien, mener jeg dog, at der er to grundlæggende områder, hvor Socialdemokratiet mangler at smide berøringsangsten.

Smid berøringsangsten overfor boligejerne
Vi har købt højrefløjens præmis om, at de danske boligejere skulle have noget til fælles. Den presset så langt ned i vores bevidsthed, at vi snakker om boligejerne som en selvstændig vælgergruppe, der alle har den interesse at skattestoppet holder ved. Men forklar mig lige en gang, hvad politibetjenten og folkeskolelæren, der ejer et hus i Albertslund har til fælles med advokaten og direktøren, der ejer et hus i Gentofte? Vi bliver som socialdemokrater nødt til at turde at tage et opgør med den opdigtede boligejer-fællesinteresse og insistere på at gøre forskel på boligejerne. Derfor er det langt fra nok, at vi siger nej til regerings planer om at forgylde de rigeste boligejere endnu en gang. Vi skal sige nej til hele indretningen af boligbeskatningen og gå forrest i kampen for at beskatte gevinsten ved køb og salg af ejendomme.

Vi bliver som socialdemokrater nødt til at turde at tage et opgør med den opdigtede boligejer-fællesinteresse

Det er klart, at en beskatning af gevinsten kan hæmme udbuddet af boliger, fordi det vil være dyre at sælge sin bolig. Men den udfordring, mener jeg, at vi kan komme til livs ved at indrette en beskatningssystem således, at vi sikrer en progressivitet i beskatningen, så de helt almindelige boligejere ikke skal holdes tilbage i at sælge deres bolig.

Herudover skal vi tilbage til tiden før skattestoppet, hvor ejendomsskatten fulgte med den øvrige udvikling. Det giver jo ingen mening, at den skat ikke følger med. Vi betaler en højere skat, jo mere vi får I løn. Derfor skal det samme også være gældende på boligområdet. Her må vi sige farvel til parløbbet med de borgerlige.

Det afgørende her er at få gjort op med de stigende boligrigdom, der er helt essentiel i bekæmpelsen af den stigende ulighed.

Smid berøringsangsten overfor arvebeskatningen
De rigeste danskere nedarver uanstændigt store formuer til deres børn og børnebørn, og det skaber en ulighed, der efterhånden ligner det rene oligarki. Formuerne vokser og generation efter generation bliver forgyldt uden at være nødsaget til at løfte en finger. Når højrefløjen snakker om, at det skal kunne betale sig at arbejde i Danmark, fristes man til at bede dem løfte blikket fra de arbejdsløse og i stedet rettet blikket herover. Manglen på en progressiv arvebeskatning i Danmark gør, at det for nogen aldrig vil kunne betale sig at arbejde. Desværre, mener jeg, at Socialdemokratiet har været for sløve i kampen mod at lade arveformuerne bidrage til den stigende ulighed.

Formuerne vokser og generation efter generation bliver forgyldt uden at være nødsaget til at løfte en finger

Vi må ikke være blinde overfor, hvilken positiv indvirkning det vil have på bekæmpelsen af uligheden, men også på skatteindtægterne. Arbejdernes Erhvervsråd fremlagde allerede i 2012 en analyse, som viste, at hvis blot vi hæver arvebeskatningen fra 15 procent til 30 procent for den del af arven, som overstiger 750.000 kroner, så vil det give den danske stat 2 milliarder kroner i provenu. Penge som kan gå til velfærd, og penge der langt fra kommer fra den helt almindelige dansker.  Hvorfor siger vi som Socialdemokrater nej til at tage den kamp? Det er jeg helt uforstående overfor.

Smid berøringsangsten overfor bankerne
De seneste afsløringer om hvidvasknings-aktiviteterne i nogle af landets største banker, viser endnu engang, at bankerne ikke opfører sig ordentligt af sig selv. Derfor mener, jeg at tiden er kommet til at Socialdemokratiet en gang for alle går forrest i kampen for at sikre nye spilleregler for landets banker.

Derfor mener jeg, at det er fuldstændig afgørende, at Socialdemokratiet som noget af det første i en ny regering, får gjort op med bankernes indretning og får splittet dem op. Adskil de risikable investeringsbanker fra almindelige kundebanker, og lad den risikable del af bankdriften, stå for deres egen regning.

Den danske stat og de danske skatteborgere er ikke tjent med at skulle redde bankerne fra deres kasinoøkonomi og så er det vigtigt at huske på, at bare fordi kriminaliteten bliver foretaget i et jakkesæt, så er det stadig ulovligt. Danskerne skal aldrig igen benåde bankerne med skattekroner, som kunne være gået til velfærd.

Socialdemokratiet skal tage skeen i den anden hånd og lægge låg på bankernes rovdrift

Den finanskrise som bankerne kastede os alle sammen ud i, har været med til at øge uligheden til uhørte længder, og derfor mener jeg, at Socialdemokratiet også her skal tage skeen i den anden hånd, og lægge låg på bankernes rovdrift.

Sig farvel til økonomisk ulighed
Danmark og danskerne er bedste tjent ved Socialdemokratiet ved roret. Kampen for et lige og socialt retfærdigt Danmark, er kun mulig med Mette Frederiksen som statsminister. Men jeg mener, at disse tre områder er altafgørende, hvis vi skal sikre en fremtid med minimal økonomisk ulighed og maksimal velfærd for alle. Derfor håber jeg, at Socialdemokratiet vil smide berøringsangsten og sige farvel til økonomisk ulighed.

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet og tidligere formand for DSU København.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet og tidligere formand for DSU København og er pt. bosat i New York.


Kommentarer fra Facebook