Annonce

Socialdemokratiet og FH: Danmark skal nærhedsreformeres

Nærhedsreform skal sikre mere velfærd for pengene og genskabe tilliden til den offentlige sektor, skriver Birgitte Vind (S) og Majbrit Berlau (FH).
I Danmark kan vi godt være stolte af vores velfærdssamfund, hvor vores offentligt ansatte hver eneste dag leverer velfærd af høj kvalitet.

Desværre skabes velfærden alt for ofte på trods af de rammer, der er sat, og ikke på grund af dem.

Som når social- og sundhedsassistenten oplever, at noget så simpelt som at skaffe hjælpemidler til borgere, som har et behov for dem, bliver forsinket af bureaukratiske arbejdsprocesser, som prioriteres højere end borgerens behov.

Eller når socialrådgiveren står med borgere, som har et behov for udredning eller konkrete sociale indsatser, hvor den rigtige hjælp kan være afgørende for at skabe et bedre liv.

Men hvor rammerne ofte betyder, at socialrådgiveren må prioritere alt for meget tid på unødvendige registrerings- og dokumentationsopgaver i stedet for at dedikere sin tid til borgeren.

Vi får ikke nok velfærd for pengene

Årtiers konstante krav om effektivisering og besparelser samt en bureaukratisk styringskultur har skabt en offentlig sektor præget af mistillid og kontrol. Og konsekvensen er, at vi ikke får nok velfærd for pengene.

Derfor er det på tide, at vi får genskabt tilliden i den offentlige sektor.

Det er en stor og helt nødvendig opgave, som regeringen har påtaget sig med den kommende Nærhedsreform, som skal skabe en offentlig sektor med mindre bureaukrati og kontrol – hvor der skrues ned for detailstyring oppefra og skrues op for medarbejdernes faglighed og ledelse.

Behov for ny kultur hos vores politikere og ledere

Vores ledere og politikere lever i en verden, hvor det ofte handler om at vise handlekraft og det ender for ofte med, at være på bekostning af faglighed og rettidig omhu.

Så politikerne reagerer ofte på avisernes forsider om dårlige sager ved at indføre ny lovgivning, nye regler eller kontrolmekanismer.

Medarbejderne og borgerne oplever konstant, at tilliden bliver mindre og mindre, og at velfærdsløsningerne tvinges ind i små og ufleksible kasser.

Samtidig forplanter presset fra oven sig gennem hele systemet og medfører i sidste ende, at medarbejderne har mindre tid til at være sammen med børnene eller tilse de ældre, fordi de skal udfylde skemaer, tidsoptimere og arbejde på stopur.

Den udvikling skal stoppes, og det kræver en ændring i den kultur, som starter hos politikerne og ledelsen.

Politikerne skal selvfølgelig stadig sætte retningen. Men derfra skal de stole på, at fagligt kompetente offentlige ledere og medarbejdere kan styre skibet sikkert fremad.

Mere fokus på relevans, nærhed og kvalitet

Medarbejderne er klar – det har de bevist gennem det seneste år, hvor mange ledere og medarbejdere har taget et kæmpe ansvar for at udvikle deres arbejdsgange og opretholde et højt velfærdsniveau på trods af coronapandemien.

Men vi er også nødt til at ændre den måde, vi styrer den offentlige sektor på. Gennem tillid kan vi fokusere mere på relevans, nærhed og kvalitet i velfærden.

Men hvordan?

For det første skal der kun laves få centrale politiske mål, som sætter retningen og gør det klart, hvad målet for medarbejderens møde med borgeren er.

Det er der naturligvis nogle, der mener, at man allerede gør. Men alt for ofte bliver de få mål til en underskov af delmål, inden de når medarbejderne.

Den nulfejlskultur skal vi have erstattet med et større fokus på læring, udvikling og kvalitet i opgaveløsningen.

Det kan f.eks. være ved at bruge en trappebaseret tilgang til tilsyn og kontrol, hvor der er frihed under ansvar. Så kan vi bruge ressourcerne til at udvikle kvaliteten, f.eks. gennem kvalitetsorienterede taskforces, som netop ikke bare skal sende nye dokumentationskrav ud til de offentlige medarbejdere, men i stedet være til stede på arbejdspladsen i en periode og have en positiv effekt på kvaliteten af det arbejde, der udføres.

Bedre inddragelse af medarbejdere

For det andet skal vi i højere grad inddrage medarbejdere og ledere i styringen af den offentlige sektor og tilrettelæggelsen af deres arbejdsgange.

Det kan f.eks. gøres ved at indføre det man kalder samskabt styring. Det betyder kort sagt, at ledere og medarbejdere i fællesskab finder ud af, hvilke styringsredskaber, regler og processer, der giver bedst mening på arbejdspladsen.

På den måde kan man sikre, at styringsredskaberne og kravene til opgaveløsningen er meningsfulde og effektive for de ansatte, men naturligvis også for borgerne og virksomhederne i lokalområdet.

Denne inddragelse skal både ske i det daglige gennem den nærmeste leder, men også gennem tillidsrepræsentanter i SU/MED-systemet, som giver medarbejderne en stærk stemme på arbejdspladsen.

Borgere skal opleve bedre sammenhæng

For det tredje skal vi skabe sammenhæng på tværs.

Borgere skal ikke opleve, at deres møde med det offentlige sker i isolerede siloer, som ikke taler sammen. De skal opleve sammenhæng i deres forløb, og at der trækkes i samme retning fra de involverede myndigheder.

Det kræver, at borgerne bliver mødt af medarbejdere, som hjælper dem med deres individuelle og konkrete udfordringer, og som samtidig har musklerne til at igangsætte tværgående indsatser, hvis det er det der er behov for.

Det gælder i forhold til det vi kalder helhedsorienteret lovgivning, hvor der arbejdes med borgeren i centrum på tværs af forskellige lovområder som eksemplvis social- og beskæftigelsesområdet.

Denne tilgang bør udbredes og dække flere borgere og fagområder, som fx sundhedsvæsenet eller psykiatrien, som ofte har et overlap med andre fagområder, som fylder i borgernes liv.

Bruge penge hvor det virker

For det fjerde skal der gøres op med kortsigtede økonomiske beslutninger og puljetyranni, så vi kan arbejde med langsigtede investeringer i forebyggelse og faglige mål.

Lad os bruge pengene på det der virker.

Det kræver, at den økonomiske styring støtter ledere og medarbejdere i at planlægge langsigtet og investere i de indsatser, som på sigt kan give de mest effektive og gode løsninger.

Nærhedsreform er en fælles opgave

De nye kommuneforsøg, hvor syv udvalgte kommuner frisættes på enten folkeskole-, dagtilbuds- eller ældreområdet de kommende tre år, vil på mange måder være en trykprøve på, hvorvidt nærhedsreformen reelt er baseret på en bred inddragelse af medarbejderne og et fagligt fundament.

Hvis ikke den er det, så risikerer vi, at den ikke får den gennemslagskraft, som der er brug for, og så taber vi alle sammen.

Nærhedsreformen er dog meget mere end de syv frisatte kommuner, så vi skal ikke trille tommelfingre, mens vi venter på resultaterne.

I stedet skal vi kaste os over de mange dagsordener om styringen af den offentlige sektor, som ligger og venter.

Det er en opgave, som vil kræve en stor indsats fra både de politiske partier og fagbevægelsen.

Her skal politikerne skabe en ny rolle i styringen af den offentlige sektor og turde at vise tillid.

Mens de faglige organisationer skal bidrage til at udvikle de nye tillidsbaserede styreformer, der kan hjælpe ledere og medarbejdere igennem den faglige frisættelse, som for mange vil kræve nye kompetencer.

Én ting er dog vigtigt at slå fast: Vi kan ikke komme i mål med Nærhedsreformen, hvis ikke vi rækker ud til hinanden.

Vi er nødt til gå sammen om at sætte en ny dagsorden, der tør give slip på den stramme styring. En styring som forhindrer ledere og medarbejdere i at hjælpe borgere bedst muligt. Kun sådan vil borgerne opleve at få en mere nær og relevant velfærd, end de gør i dag.

Birgitte Vind er folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Kommunal- og ældreordfører. Tidligere medlem af Vejle Byråd.

Majbrit Berlau er næstformand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening og folketingsmedlem fra Enhedslisten.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tilliden kan ligge på et meget lille sted når man som langtidsledig
igennem de seneste år er blevet trukket 1000 kr af kontanthjælpen
pga 225 timers-reglen der siger at man bare kan gå ud at finde et job.

Og når man så finder et job der giver flere penge end på kontant hjælp
og ikke skal have hjælp i denne månde
Og man bliver fyret,og melder sig ledig igen og få dage efter bliver
kontaktet af vikarberu og har job igen men kun i kort tid da et andet
vikarberu overtager og jeg begynder i job igen men kun 3 dage om ugen.
Så det var det tredige (3) vikarberu jeg nu har 3 dag om ugen men mistet
en uge på grund af vikarberu skift

Og så får jeg brev om at jeg ikke har overholdt jobsøgning i job-lok
så derfor bliver jeg trukket 1800 kr af eventuel kontanthjælp
hvis jeg ikke har timer nok og jeg prøver at forklare at jeg
glemte job-lok. pga jeg har haft 3 forskelige vikarberuer
Og jeg blev eftergivet den månde jeg har tjent penge nok
men hvis jeg ikke tjener nok i denne månde vil de trække
1800 kr af kontanthjælpen før jeg kan få hjælp.

Det er da bare for meget, her prøver man at komme på arbejdets-markedt igen,
og så skal man åbenbart også have en bøde lige som 225 timers-reglen.
Så ja tilliden kan ligge på et meget lille sted

Det er totalt urimeligt at behandle folk på den måde. Desværre findes skrankepaver og sagsbehandlere der aldrig burde sidde, hvor de sidder. Håber ministeren læser dit input og gør noget ved tingene her, det er kort og godt dybt godnat, og frarøver folk al motivtion

Der sidder sandeli også ministre og hele regeringer, der sidder, hvor de ikke burde sidder.
De benægter sompelthen, der er noget problem. Vi kan starte med den nuværende statsminister, der som ansvarlig fagminister stod bag dette helvede.

Skidegodt indlæg, som statsautoriseret fattigrøv med sidefag i disciplinen "sur gammel mand" kan jeg måske bidrage med en analogi til tingenes tilstand på socialområdet:

Tyskerne havde nær vundet Anden Verdenskrig, og var i mange år de allierede taktisk overlegne, både på Østfronten og Vestfronten. Hvad skyldtes denne taktiske overlegenhed?

Det handlede om kommandostrukturer. Den typiske allierede hær blev ledet efter et princip, der på tysk kaldes "Befehlstaktik", hvor den øverste ledelse, generalstaben, udarbejder detaljerede planer for krigens førelse på alle niveauer. Bataljons- og kompagnicheferne og helt ned til delingsførerne - som svarer til det, vi kalder "frontmedarbejderne" indenfor socialforsorgen - fik udstukket detaljerede retningslinjer, som skulle følges til punkt og prikke.

Heroverfor anvendte tyskerne et princip, der kaldes "Auftragstaktik", som i stedet gik ud på at udarbejde generelle retningslinjer for krigens førelse, og overlod det til de lokale chefer, som var bekendte med forholdene i netop deres frontsektor, at foretage de konkrete taktiske beslutninger, som var nødvendige for at opfylde det overordnede strategiske mål.

Tyskerne tabte på grund af de allieredes industrielle overlegenhed, men "Auftragstaktik" var det princip, der gjorde, at det tog så lang tid, som det faktisk gjorde. De allierede hære fik den ene blodtud efter den anden, netop fordi de tyske chefer havde den frihed, der tillod dem at være fleksible.

Efter krigens afslutning gav dette forhold anledning til en større ransagelsesproces indenfor de allierede hærledelser, hvilket resulterede i, at stort set alle miltærstyrker i vore dage ledes efter de metoder, som var udstukket i den tyske "Auftragstaktik". Selv Stalin gav sine kommandører frie hænder til selv at tage de nødvendige beslutninger i felten.

Denne ledelsesform kræver selvfølgelig veluddannede frontmedarbejdere, der forstår og har midlerne til at implementere den øverste ledelses strategiske visioner. Og ikke mindst kræver det, at den øverste ledelse har tillid til frontmedarbejderne. Det første problem er allerede løst, danske socialarbejdere er, som resten af den danske befolkning, generelt veluddannede.

Spørgsmålet er, om frontmedarbejderne så deler den øverste ledelses strategiske visioner. Socialarbejde indebærer at sagsbehandlerne nærer ægte omsorg for klienterne, hvilket ikke altid er den øverste ledelses prioritet. For den øverste ledelse er klienterne anonyme tal på et regneark, en udgift, som skal minimeres. De reelle udfordringer, som frontmedarbejderne står med til daglig, har en tendens til at modarbejde denne bestræbelse på at minimere disse udgifter.

Hvorfor politikerne - ligesom Hitler - ikke længere har tillid til medarbejderne i felten, og begynder at detailstyre operationerne fra deres skriveborde i ministerierne. Næsten tyve års borgerligt styre har således forvandlet en velfungerende socialforsorg til et regelhelvede, hvor man kan finde så dybt absurde regler som kravet om, at folk, der ikke selv kan finde et arbejde, skal straffes med sanktioner, hvis ikke de selv kan finde et arbejde.

Det er glædeligt, at socialrådgiverne nu rotter sig sammen med socialdemokraterne for at afvikle dette regeltyranni. Spørgsmålet er, om de socialdemokratiske professionelle politikere er lige så langt fjernet fra virkelighedens verden, som Venstres politikere er. Hvis Socialdemokratiet kan tænke ud af regnearket og er i stand til at lytte til socialrådgiverne og lære om de virkelige problemer indenfor socialforsorgen, er der håb forude. Den fremgang, partiet nyder i meningsmålingerne, er direkte knyttet til befolkningens oplevelse af, at socialdemokrater faktisk godt kan tænke med hjertet, når det virkelig gælder.

Annonce