Annonce

Socialdemokratiet opstilller Mørkemanden

Direktøren for Danske Akasser, Verner Sand Kirk, er blevet ny folketingskandidat for Socialdemokratiet i København.
Socialdemokraterne i Sundbyvester i København har valgt ny folketingskandidat. På en generalforsamling mandag aften valgte partimedlemmerne Verner Sand Kirk som kredsens nye kandidat, i stedet for Dennis Schnell-Lauritzen

”Der er sket det at jeg blev spurgt, og så må man jo gøre sig nogle overvejelser og jo mere jeg tænkte over det, jo mere synes jeg at timingen er rigtig,” siger han til Netavisen Pio.

”Jeg har beskæftiget mig med politik på mange forskellige planer, men nu får jeg muligheden for muligheden for at beskæftige mig med det lidt bredere end jeg gør nu, hvor det hovedsageligt handler om dagpenge og arbejdsmarkedspolitikken.”

Mørkemanden svingede krabasken
Det var som direktør for Akassernes paraplyorganisation, AK-Samvirke, at Verner Sand Kirk for alvor blev et kendt ansigt i den offentlige debat og fik tilnavnet Mørkemanden, da han under Thorning nærmest dagligt svingede krabasken over regeringen, for ikke at finde en løsning for de mange, der stod til at falde ud af dagpengesystemet. Ikke mindst daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fik på puklen af Verner Sand Kirk.

"De kalder mig ’mørkemand’, og anklager mig for skrækpropaganda. Jeg mener selv, jeg har et lyst sind. Jeg er måske mørkemand, fordi jeg mener, at det vi står overfor er dybt alvorligt," sagde Verner Sand Kirk i 2013 til BT.

Der er dog siden dengang, kommet et ledelsesskift og en politisk kursændring i partiet, som ifølge Verner Sand Kirk har været medvirkende til beslutningen om at stille op.

”Jeg har set de meldinger og signaler som den nye partiledelse er kommet med og som i høj grad flugter med det jeg mener. Der er for eksempel gode perspektiver i Mette Frederiksens varslede opgør med udbudspolitikken,” slutter han.

59-årige Verner Sand Kirk er uddannet cand. scient. pol. og har tidligere arbejdet som blandt andet afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet, direktør i Forebyggelsesfonden og som udviklingschef i Socialdemokratiet. Han er født og opvokset i Thyborøn i Vestjylland og bor i Hvidovre. Han har to voksne børn.

Sundbyvesterkredsen dækker den vestlige del af Amager og områderne Islands Brygge og Ørestaden. I Københavns Storkreds vil Verner Sand Kirk kommer op imod partifællerne Pernille Rosenkrantz-Theil, Peter Hummelgaard, Yildiz Akdogan, Mette Reissmann og Lars Aslan Rasmussen.

Sundbyvesterkredsen har siden kredsreformen i 2007 endnu ikke givet valg til en socialdemokrat.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet