Annonce

Socialdemokratiet respekterer Den Danske Model

Politisk indblanding fra Socialdemokratiet i OK-forhandlingerne kunne have gjort det umuligt at forhandle en løsning på plads parterne imellem
Andre partier har den seneste måned fisket i rørte vande og forsøgt at indsmigre sig hos de mange offentligt ansatte ved at blande sig i overenskomstforhandlingerne.

Her har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, stået fast på, at det i Danmark er arbejdsmarkedets parter, som forhandler overenskomster. Den position er hun blevet kritiseret for, men hvis man ønsker at bevare den danske model, så har hun gjort det eneste rigtige.

Konsekvensen havde været, at den danske model de facto ville være død på det offentlige arbejdsmarked.

Politisk indblanding fra Socialdemokratiet kunne have gjort det umuligt at forhandle en løsning på plads parterne imellem. Konsekvensen havde været, at den danske model de facto ville være død på det offentlige arbejdsmarked. Prisen ville de offentlig ansatte efterfølgende betale, når deres løn og arbejdsvilkår i fremtiden skulle fastsættes efter skiftende flertals forgodtbefindende i Folketinget.

Det havde været lettere for Mette Frederiksen at udtale sig bombastisk til fordel for de offentligt ansatte, og hun havde formodentlig kunne vinde en kortsigtet gevinst i den evindelige popularitetskonkurrence, som meningsmålingerne er. Men Mette Frederiksens vilje til at indtage det upopulære standpunkt viser, at vi i Socialdemokratiet tager de offentligt ansatte og den danske model alvorligt.

Regeringens misvisende kampagne
Et forhold der ikke direkte vedrører de aktuelle forhandlinger er om man mener, at offentligt ansatte skal have ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Her har regeringen med Sophie Løhde i spidsen kørt en misvisende kampagne, hvor de i aviser og tv har efterladt læsere og seere med det indtryk, at der har været lønfest i den offentlige sektor. Men når man ansætter flere med lange uddannelser og færre med korte i det offentlige, så er det klart, at udgiften til løn også stiger. Det betyder dog ikke, at den enkelte sosu-hjælper, sygeplejerske eller pedel har fået højere løn.

Den konklusion er både rigsstatistiker Jørgen Elmeskov og tænketanken Kraka nået frem til. Til Berlingske udtalte økonom i Kraka, Niels Storm Knigge, følgende: "Hvis der for eksempel bliver ansat flere højtuddannede, vil det trække indekset op, uden at timelønnen for den enkelte er vokset. Det er der overhovedet ikke taget højde for,".

Forhåbentlig agerer Innovationsministeren mere lødigt i de igangværende forhandlinger, så det er muligt at få de offentlige overenskomster fornyet og finde en løsning uden konflikt.

 

Rasmus Stoklund er konsulent i Dansk Metal og folketingskandidat i Frederikssundkredsen.

Rasmus Stoklund er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forskningsordfører og uddannelsesordfører.


Flere artikler om emnet