Socialdemokratiet ser ud til at bruge jøder og zionisme som demokratisk lakmusprøve

Efter den nye regeringsdannelse er det blevet sagt mange steder, at Socialdemokratiets værdikrigere er blevet skubbet et skridt tilbage.

Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye og Rasmus Stoklund er ikke længere at finde på ministerholdet. Og Frederik Vad er ikke længere partiets udlændingeordfører. 

Præst og flittig debattør Sørine Gotfredsen har betegnet det som en intellektuel åreladning af Socialdemokratiet. 

Andre borgerlige politiske iagttagere har draget konklusionen, at Socialdemokratiets “strammerkurs” er slut.

Fra lovgivning til retorik

Det er muligt, men den socialdemokratiske top er ikke færdig med at komme med værdipolitiske markører, selvom de i øjeblikket mere benytter sig af retoriske finesser end varslet lovgivning.

Læs også:Mette F.'s store overraskelse: Bytter rundt på Wammen og Hummelgaard

Bemærkelsesværdigt så har statsminister Mette Frederiksen og udlændinge-og integrationsminister Morten Bødskov siden folkemødet været meget tydelige om deres støtte til beståen af jødisk liv og erindring og synet på zionisme som en legitim politisk bevægelse.

Det ligner, at den socialdemokratiske regeringstop er indstillet på at gøre synet på jøder og zionisme til en demokratisk lakmusprøve.

Sabbatmiddag på Folkemødet

Folkemødet på Bornholm var genstand for sådan to markeringer, der havde det fælles, at de viste statsministerens og udlændingeministerens opmærksomhed på jøders forhold og plads i verdenshistorien.

Læs også:Hvorfor kan venstreorienterede ikke genkende racisme mod jøder?

Det begyndte med Morten Bødskovs deltagelse i en sabbatmiddag arrangeret af Det Jødiske Samfund (DJS), hvor han lod sig fotografere sammen med DJS forperson Ina Rosen og formanden for Dansk Zionist Forbund (og betyrelsesformand, Netavisen Pio), Max Meyer, som han omtalte som gode venner.

At en udtalelse om Golda Meir vil blive set af nogle som en kontroversiel ytring, er Mette Frederiksen naturligvis vidende om

På et senere møde blev Mette Frederiksen spurgt om hvilket kvinder hun historisk havde som forbillede. Der pegede hun på Golda Meir - Israels første og eneste kvindelige premierminister.

Såvel Morten Bødskov som Mette Frederiksens handlinger og udsagn blev genstand for massiv omtale på de sociale medier. 

Meget af kritikken gik, forventeligt, på at ministrene stillede sig solidarisk med “zionismen”, uagtet at det ikke var en stillingtagen til zionisme som politisk begreb.

Jøde, zionist, faglig og foregangskvinde

Og så alligevel. At Golda Meir er en stor skikkelse i den zionistiske historie (foruden fagbevægelsens, diplomatiets og kvindebevægelsens historie) er åbenbart. 

Mette Frederiksen er muligvis optaget af Meirs klassiske erindringsværk eller på anden vis faldet over aspekter af legendens virke. Men at en udtalelse om Golda Meir vil blive set af nogle som en kontroversiel ytring, er Mette Frederiksen naturligvis vidende om.

Læs også:Antizionisme er blot jødehad i nye klæder

Ligeledes er Morten Bødskov selvfølgelig klar over, at hans deltagelse i en middag med forpersonerne for henholdsvis til DJS og DZF vil blive set af nogle som problematisk.

Og her er vi netop ved kernen. For det ligner, at de socialdemokratiske ministre ved deres italesættelse af jødisk liv og historie netop markerer, at der skal være plads til åbent jødisk liv og erindring i Danmark.

Også når det gælder zionisme, som Socialdemokratiets ledelse regner for en legitim national bevægelse på linje med andre nationale bevægelser.

Forbehold for jøder

Ved de diskrete markeringer af jødisk liv og erindring får Frederiksen og Bødskov faktisk lavet en værdipolitisk lakmusprøve: 

Hvis man finder det problematisk at politikerne deltager i en sabbatmiddag, eller har jødiske politikere som forbilleder - ja, så har man faktisk placeret sig selv i en position, hvor man vurderer jøder efter andre skel end andre mennesker.

Uden at tale med store ord eller skarpe formuleringer, har topministrene markeret af de betragter tilstedeværelsen af åbent jødisk liv som en kerneværdi - og at man har et demokratisk problem, hvis man kun kan tilslutte sig dét med men’er og forbehold.

Værdikampen er langt fra slut.