Socialdemokratiet skal bekæmpe arveoligarkiet

Hvis Socialdemokratiet skal stå på den rigtige side af historien, så må det tage kampen op nu. Afvikling af arveafgiften vil føre til et arveoligarki
'Hvor gik klassekampen hen, da den gik ud?' Måske efterhånden skrevet med usynligt blæk hen over vesterlandets udvikling i sidste halvdel af det tyvende århundrede?

Thomas Pikketys store værk hedder ”Kapitalen i det 21. århundrede”, og det har virket som den fremkalder, der nu lader os skimte ”Klassekampen i det 21. århundrede”. Og med Brooke Harrington’s ”Kapital uden grænser” træder billedet tydeligt frem.
De ultrariges hårrejsende mekanismer

Pikkety påviser, at det nu er sådan, at kapital giver større afkast end produktion. Det er en udvikling over de seneste 30 år, der betyder, at mellem 1 og 15 procent af landenes befolkning ejer mere end 90 procent af værdierne. Og derfor også kan tilegne sig hele samfundets tilvækst.

Det mest effektive redskab i opbygningen af megaformuer er arv

Samtidig har Harrington ikke kun afdækket de hårrejsende mekanismer bag de ultrariges skatteunddragelser, men også påvist, at det mest effektive redskab i opbygningen af megaformuer er arv. Hun viser også, og ikke mindst, at disse pengetanke fortrinsvis opbygges med det formål at kunne købe politisk magt.

Hvis vi så ser på aktuelle politiske manøvreringer i Danmark, så er der netop i OK18 forudset en lønstigning til lønmodtagerne på 8-8,5 procent over de næste tre år. Det kan imidlertid ikke tages som udtryk for en tilsvarende andel af samfundets tilvækst. Ifølge Pikkety vil det højest kunne opretholde levestandarden, hos pensionister og dagpengemodtagere vil den falde. Der har fra borgerlig side da heller ikke lydt andet end ceremonielle kremt over overenskomstresultatet.
Klassekampen kæmpes i Skatteministeriet

Til gengæld er der med LA og Berlingske som fortrop indledt det mest sammenbidte angreb på boafgiften, skatten på arv, som længe er set. Og det passer som fod i hose til både Pikkety og Harrington: Uden skat på arv koncentreres kapital hurtigere og mere effektivt end på nogen anden måde. Modsat vil en skat på arv være det mest effektive modangreb mod formueejernes tilegnelse af samfundsværdierne og den medfølgende evne til at købe politik.

Hvis Socialdemokratiet skal stå på den rigtige side af historien, så må det tage kampen op nu

Så klassekampen er gået fra forligsen og over i Skatteministeriet. Og hvis Socialdemokratiet skal stå på den rigtige side af historien, så må det tage kampen op nu. Selvfølgelig kan man ikke med et slag afskaffe arveretten, men man kan begynde. Som man i 1919 tog fat på afskaffelsen af lensvæsenet og fideikommiserne uden større skade på andet end adelens selvfølelse. Man kunne sætte bundfradraget klækkeligt op – alle vil jo gerne se deres afkom godt i vej! – til en million og så samtidig sætte afgiften af resten til 50 procent. Til en begyndelse.
På med handskerne, op med paraderne

Det siges, at salig Mærsk, når man var på Sundet i yachten, holdt af at udbryde, ”Hvor har vi det godt, og hvor har vi fortjent det!”. Han havde ganske sikkert fortjent det, og lige meget hvor tit Joachim B taler om, at man vil berøve folk frugterne af deres arbejde, så er det jo slet ikke det, det drejer sig om. Spørgsmålet er, om hans arvinger har fortjent det.

Vores højt besungne meritokrati er ved at degenerere til et arveoligarki

Henning Dyremose gjorde sig herostratisk berømt ved som bestyrelsesformand at sælge et vitalt stykke dansk infrastruktur, telefonvæsenet, til en amerikansk hedgefond. Som ”præmie” fik han af amerikanerne 100 millioner kroner. Og selvom man måtte synes, at han har fortjent dem, hvorfor i himlens navn skulle hans datter så overtage dem, hun har da ingen lod i præstationen.

Så kære socialdemokrati, vores højt besungne meritokrati er ved at degenerere til et arveoligarki, så det er bare på med handskerne og op med paraderne. Historien venter.

Troels II Munk er en dansk skuespiller, uddannet fra Statens Teaterskole i 1974. Han har blandt andet medvirket i en række danske tv-serier og skuespil. Derudover var han opstillet for Socialdemokratiet til Frederiksberg byråd i 2017.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Troels II Munk er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1974. Han har i bl.a. medvirket i tv-serierne En by i provinsen, Landsbyen, Bryggeren, Strisser på Samsø, TAXA, Forsvar, Nikolaj og Julie og Forbrydelsen.


Flere artikler om emnet

Annonce