Annonce

Socialdemokratiet skal turde være et reformparti

Sammenhængende reformer, der fokuserer på uddannelse, højere produktivitet og bedre udnyttelse af de teknologiske muligheder er nødvendig.
Moderne politik er ramt af lammelse. Det er blevet for populært ikke at love noget, for så kan man kritiseres for løftebrud. Vi har en regering, der er lammet af indre stridigheder.

Medierne tvinger den politiske debat til at handle om stil og performance. Det er folk godt og grundigt trætte af.

Dejligt med debat om holdninger

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har i to kronikker sat politik og holdninger på dagsordenen. Det er befriende i en tid, hvor de politiske meldinger bliver mere og mere utydelige. Mange vælgere har svært ved at se forskel på de forskellige partier. For der er naturligvis forskel på en venstreledet og en socialdemokratisk ledet regering. Der er kæmpe forskel på de sociale og økonomiske prioriteringer.

Man mærker de socialdemokratiske kerneværdier

Derfor er det godt, at Mette Frederiksen tør bringe de grundlæggende værdier og holdninger i spil. Og det er fulgt op af en række vigtige politiske udspil: En udlændingereform, der bringer vores internationale ansvar på banen. En klimapolitik med mod på at skabe en bæredygtig forandring. En forebyggende indsats mod de sociale problemer og senest én række forslag mod ulighed. Man mærker de socialdemokratiske kerneværdier.

Der er et vigtigt men...

Der er et vigtigt men. Mette Frederiksen nævner selv balancen mellem visionerne og ansvaret. Men det er som om, socialdemokratiet vægrer sig ved også at være et reformparti. Et parti, der tør være den ledende kraft også når det handler om de store økonomiske forandringer.

Velfærdssamfundet er begyndt at krakelere, fordi det er svært at finde finansiering til den demografiske udvikling. Udsigten er flere besparelser. En enorm stigning i sundhedsudgifterne står som næste store politiske opgave. Klimaforandringerne kræver grundlæggende forandringer i vores adfærd og levemåde. Vi er dybt afhængig af en usikker global udvikling.

Det kan kun tackles, hvis vi også tør tage fat på reformer af vores økonomi og sociale struktur

Det kan kun tackles, hvis vi også tør tage fat på reformer af vores økonomi og sociale struktur. I dag holder vi kun lige hovedet oven vande på den økonomiske front. Derfor er der brug for socialdemokratiske svar på de økonomiske udfordringer. Og der er brug for en ny måde at tænke reformer på. I de sidste 20 år har det hele kun handlet om arbejdsudbud og højere pension. Men fremover er der ikke det samme potentiale for at sikre den økonomiske vækst.

Sammenhængende reformer, der fokuserer på uddannelse, højere produktivitet og bedre udnyttelse af de teknologiske muligheder er nødvendig. Vi skal styrke det økonomiske fundament. Og vi skal finde ledige ressourcer frem på arbejdsmarkedet. Gennemtænkte reformer, der kan løfte hele det danske samfund.

Historien viser, at reformer er socialdemokratiets styrke

Det går godt, når det er socialdemokratiet, der leder de økonomiske forandringer. Når de borgerlige er i spidsen, så bliver der ikke taget hensyn til samfundets svageste. Der skal være en sammenhængskraft, som sikrer, at alle får del i udviklingen.

Det går godt, når det er socialdemokratiet, der leder de økonomiske forandringer

Det er vel den vigtigste lære, når vi ser ud over det internationale landskab. Og historien er heldigvis rig på vigtige reformperioder, hvor socialdemokratiet var ledestjernen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Arbejder som selvstændig konsulent.


Flere artikler om emnet