Socialdemokratiet svigter sin historie på kulturområdet

Ånden flyver lavt i den socialdemokratiske kulturpolitik, mener konservativ lokalpolitiker, der savner tidligere tiders kulturinteresserede topsocialdemokrater
Forud for folketingsvalget i 2019 forsøgte en række socialdemokrater, herunder daværende gruppeformand Henrik Sass Larsen, nuværende boligminister Kaare Dybvad og DSU-formand Frederik Vad Nielsen rent faktisk at rejse en kulturpolitisk debat.

De mente, at kulturpolitikken i for høj grad handlede om finkultur frem for folkelig kultur, og Kaare Dybvad forsøgte at opstille en slags ultimatum til kulturlivet, idet han sagde: "Vi vil gerne inddrage kunstnere og kulturradikale, hvis de formår at sætte sig ind i den ramme, der for langt de fleste danskere kaldes hverdag".

Frederik Vad Nielsen var enig i, at der skulle foretages et opgør med det eksisterende kulturbegreb, og at man i højere grad skulle prioritere de lokale sportshaller og foreninger, når de kulturelle midler skal fordeles.

Som han udtrykte det i Altinget: ”Socialdemokratiet burde i stedet bygge videre på de folkelige, kulturpolitiske sejre, vi fik op gennem det 20. århundrede. Man opførte sportshaller, sørgede for, at arbejderbørn kunne lære at spille på et musikinstrument, at lokale foreninger blev understøttet i selv de mindste flækker rundt i landet, og at børnene gennem folkeskolen kunne lære om kultur og kunst. I dag drukner hele debatten i Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond, og det er ærgerligt".

Mener de har “udtrykt sig unuanceret”

Siden juni har Socialdemokratiet haft en ny kulturordfører, Kasper Sand Kjær, som på linje med den tidligere ordfører og kulturminister Joy Mogensen, har gjort det til sin kulturpolitiske programerklæring, at der er lige så meget kultur i håndbold som i ballet.

Herudover har han ved flere lejligheder stærkt beklaget, at socialdemokratisk kulturpolitik tilsyneladende er blevet misforstået.

Til Berlingske sagde han således kort efter sin udnævnelse: ”Når myten, om at vi ikke vil kulturen i Socialdemokratiet, har fået lov til at leve, handler det nok også om – hvis vi skal se indad – at vi somme tider har udtrykt os unuanceret. Altså om den del af kulturen, som vi er mange i Socialdemokratiet, der ikke er vokset op med. Det betyder ikke, at vi ikke sætter pris på det. Men vi er bare nogle, der ikke er vokset op med de fine kunstmuseer og Det Kongelige Teater. Derfor har vi brug for at blive introduceret til det, før vi kommer til at anvende det og finde det relevant og givende.”

En anti-elitær og arbejderistisk kulturpolitik

Efter sådanne -tilsyneladende lidt modstridende - meldinger har det naturligvis været spændende som kulturpolitisk interesseret at følge med i, hvilken kulturpolitik Socialdemokratiet så rent faktisk har ført, efter at have fået regeringsmagten.

Her er svaret; ikke rigtig nogen. Det er tydeligt, at regeringen har en overordnet strategi, som handler om at genopfinde sig som et parti for de traditionelle lønmodtagerkernevælgere, som nu skal samles ind igen fra Dansk Folkeparti og andre steder, hvortil de har været midlertidigt udlånt.

I den strategi har det tydeligvis været svært at finde en rolle til kulturpolitikken, som stort set alene er blevet brugt til signalgivning til støtte for et overordnet, anti-elitært, arbejderistisk projekt.

Det indebærer bl.a., at ingen må føle sig ekskluderede fra noget som helst eller tvinges til at forholde sig til ting, de måske ikke forstår.

Derfor skal vi høre på meningsløse og fordummende udsagn om, at håndbold er lige så godt som ballet, selvom det svarer lidt til at sammenligne højden på Rundetårn og et tordenskrald. Det er en identitetsmarkør, det er ikke kulturpolitik.

Kultur ikke nævnt i forståelsespapir

I regeringens forståelsespapir med deres støttepartier, som aktuelt er det tætteste, vi kommer på et regeringsgrundlag, er kultur nævnt 0 gange (og det var altså nul), mens ulighed er nævnt 46 gange og velfærd 32 gange.

Det billede man efterlades med efter at have læst forståelsespapiret, er gold materialisme og åndeligt fladland så langt øjet rækker.

Den politiske praksis understøtter dette indtryk. Udover tekniske korrektioner er Kulturministeriets lovprogram så gabende tomt som en teatersal efter coronanedlukningen.

Blev presset til at fjerne besparelser

Kulturministeren kommer ikke med nogen udspil, initiativer eller igangsætter debatter om kulturens betydning i en tid, hvor kulturen ellers fylder ganske meget i den offentlige samtale.

Den vildeste debat hun har givet anledning til var, da hun ”kom til” at sige, at det ville være upassende at tale om kulturpolitik midt under en coronakrise.

På grund af hårdt pres fra støttepartierne lykkedes det ikke regeringen at komme igennem med at fortsætte de årlige 2 procent.-besparelser, som bragte mange kulturinstitutioner i risikozonen for at lide en langsom kvælningsdød, men det er også det mest positive der kan siges om det seneste års kulturpolitik under socialdemokratisk ledelse.

Alting var bedre i gamle dage

Engang var der anderledes, meget anderledes. I Socialdemokratiets historie har kulturpolitik traditionelt spillet en meget stor rolle.

De store socialdemokratiske samfundskonstruktører mente bestemt ikke, at politik alene handlede om økonomi og materiel fremgang og kultur var halv-ligegyldigt eller blot flødeskum på lagkagen.

De var i høj grad drevet af et ideal om ”det hele menneske”, som også havde brug for åndelig føde. Ja, i virkeligheden var det snarere økonomien, der var drivkraft for kulturen, end det modsatte. I Socialdemokratiets efterkrigsprogram, Fremtidens Danmark (1945), der havde Jens Otto Krag som hovedforfatter, kunne man således læse: ”Formaalet med den økonomiske Politik er at skabe Muligheder for en Udvikling og en Uddybning af Folkets kulturelle Liv”.

Kampmann, Krag og Anker var vilde med kultur

Velfærdssamfundets arkitekt nr. 1, Viggo Kampmann, som var kendt som en af landets skarpeste økonomiske hjerner, og bl.a. udviklede Danmarks første nationalregnskab, udtalte, at i grunden interesserede han sig ikke rigtig for økonomi, han var mere interesseret i kultur.

Efter hans opfattelse forudsatte en fortsat udvikling af velfærdssamfundet en tæt dialog med kulturlivet.

Han og en række af efterkrigstidens ledende socialdemokrater var selv meget aktive kulturforbrugere og fortalte ofte den undrende offentlighed om, hvilke bøger de læste, hvilke teaterstykker og udstillinger de havde set m.m.

Kampmann læste skønlitteratur og filosofi, Krag havde en livslang ulykkelig kærlighed til såvel litteratur som malerkunst, og drømte om et liv som kunstner frem for som politiker, 

Anker Jørgensen læste en times skønlitteratur hver dag og kunne ses på DRs monopol-tv læse digte op.

Hvornår har man sidst hørt en socialdemokratisk toppolitiker – eller en dansk toppolitiker i det hele taget, men nu er det socialdemokrater, der er temaet her - fortælle om deres personlige kulturforbrug og kærlighed til kulturens frembringelser?

“Vort vigtigste værn imod ensidighedens farer”

Højdepunktet i Socialdemokratiets kamp for kulturen indtraf i 1961 i Viggo Kampmanns korte statsministerperiode med oprettelsen af Kulturministeriet med den karismatiske Julius Bomholt som minister.

Julius Bomholt fremhævede igen og igen vigtigheden af prioriteringen af kulturen, også økonomisk, og sagde bl.a.: ”Det ville være forkert og kortsynet, om man på noget tidspunkt principielt sætter bevillinger til kulturelle formål i anden række. De kulturelle bevillinger er ikke af ringere betydning end andre, og i en tid, hvor det teknisk-materielle har taget fart som aldrig før, skal vi være opmærksomme på, at vi i litteratur, kunst og de andre kulturelle aktiviteter kan opnå vort måske vigtigste værn imod ensidighedens farer. Vi må tilstræbe, at de kunstneriske og kulturelle institutioner dækker landet med et sådant mønster, at ingen på forhånd er stillet udenfor.” Det er sikkert overflødigt at nævne, at det ”teknisk-materielle” niveau i dag ligger ekstremt meget højere, end da Bomholt skrev disse linjer i 1962.

Men hvad så med forholdet mellem elite og bredde og kulturindholdet i en håndboldhal, som nutidens socialdemokrater åbenbart har begravet sig så dybt i? Jo, også der har Julius Bomholt udvikling noget vigtigt at fortælle os.

Bomholt var oprindeligt i 30ernes begyndelse tilhænger af udvikling af en socialistisk arbejderkultur, hvor arbejderne skulle have deres egne kulturelle udtryk, som stod i modsætning til borgerskabets finkultur.

Men allerede under indtryk af Socialdemokratiets stigende folkelige gennemslagskraft i Staunings store år som statsminister i midten af 30erne og partiets skift fra klasse- til folkeparti skiftede fokus til et universelt kulturpolitisk ambitionsniveau, hvor målet blev at udbrede alle kulturens frembringelser til hele befolkningen som led i et kulturelt oplysningsprojekt – ”en aktiv kulturpolitik”, som Bomholt som den første formulerede det.

Kulturel udvikling var hovedmålet

I de følgende årtier frem til oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 foregik der i arbejderbevægelsen en større debat om kulturens mål og midler, hvis formål bl.a. statsminister Hans Hedtoft formulerede således i 1953: 

”For os gælder det også om at give menigmand adgang til og interesse for de åndelige skatte som billedkunst og maleri, som musik og teater, film, radio og skønlitteratur kan repræsentere. Hver eneste samfundsborger skal ikke blot dueliggøres til livets praktiske opgaver, han skal også have mulighed for at tilfredsstille sin skønhedsglæde, sin kunstneriske længsel, sit behov for alt det, som ligger ud over tidens og rummets grænser … Den socialdemokratiske folkebevægelse er også en kulturbevægelse, der har et helt folks kulturelle rejsning som mål; kun således kan den opfylde sin historiske mission.” 

Med andre ord var kulturel udvikling – og oplysning - det ultimative mål for Socialdemokratiets politik, som Krag også havde udtrykt det i ”Fremtidens Danmark.” Og det gjaldt vel at mærke i høj grad også ”finkulturen”, som f.eks. oprettelsen af Statens Kunstfond.

Ånden flyver lavt

Sammenligner man med vore dages kulturpolitiske debat, er det svært ikke at argumentere for, at ånden flyver umådelig lavt, ikke mindst i Socialdemokratiet, og at partiet ligger langt fra de idealer på kulturområdet, som prægede partiet i velfærdsstatens formative år og helt op til slutningen af 1900-tallet.

Kunne vi spørge Krag, Kampmann, Hedtoft, Bomholt og alle de andre, så ville de nok fortælle os, at der ikke er meget kulturpolitisk vision over at ville skære løbende ned på kulturbevillingerne, at tale kulturen ned i en økonomisk krisetid og at ville tale elitekulturen ned ved at sige, at håndbold kan være lige så godt – og hvad synes du egentlig selv? 

Socialdemokratiet har i disse år travlt med at genopfinde sig selv som et arbejderparti, hvilket er strategisk forståeligt.

Men den kulturelle oplysningsindsats, den åndelige vækkelse af arbejderne sammen med hele befolkningen, som også var en hjørnesten i tidligere tiders socialdemokratiske tænkning, den del af det klassiske tankegods ligger dødt og samler støv.

Nikolaj Bøgh er rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederiksberg Kommune (C). Forfatter til bl.a. biografien ”Hækkerup” om tidligere S-udenrigsminister Per Hækkerup.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg er bestemt ikke konservativ, men Nikolaj Bøgh har en klar pointe. Det er egentlig lidt trist, at regeringen regner kultur for så lidt, men det hænger måske også lidt sammen med, at de fleste regeringsmedlemmer brugte deres formative år intenst i og omkring DSU, og dermed nok havde lidt mindre tid og interesse for selv at blive aktive kulturforbrugere. Men så har Dan Jørgensen da heldigvis sin Facebook-profil, hvor han kan flashe sin meget kulturkyndige kæreste, - og når det regner på præsten, så drypper det måske lidt på degnen...

Jeg er bestemt ikke konservativ, men Nikolaj Bøgh har en klar pointe. Det er egentlig lidt trist, at regeringen regner kultur for så lidt, men det hænger måske også lidt sammen med, at de fleste regeringsmedlemmer brugte deres formative år intenst i og omkring DSU, og dermed nok havde lidt mindre tid og interesse for selv at blive aktive kulturforbrugere. Men så har Dan Jørgensen da heldigvis sin Facebook-profil, hvor han kan flashe sin meget kulturkyndige kæreste, - og når det regner på præsten, så drypper det måske lidt på degnen...

Annonce