Socialdemokratiets gordiske knude: Arbejdervælgerne kommer ikke længere af sig selv

Der sker noget i europæisk politik, som vi socialdemokrater bør tale åbent om.

I Tyskland er SPD under voldsomt pres. AfD har fået fat i vælgere, som tidligere kunne finde et politisk hjem hos Socialdemokratiet, mens Die Linke samtidig kan tage vælgere fra SPD fra den anden side.

Danmark er ikke Tyskland. Og Socialdemokratiet er ikke SPD.

Men vi skal alligevel interessere os for, hvad der sker.

For også herhjemme er den socialdemokratiske vælgerkoalition under forandring. Dansk Folkeparti er igen blevet et stort parti i målingerne. 

SF konkurrerer om vælgere, der ønsker mere velfærd og en stærkere fordelingspolitik. Liberal Alliance har fået godt fat i dele af den yngre generation.

Det efterlader os med noget, der ligner en gordisk knude.

Den stramme udlændingepolitik er ikke længere nok.

Rigtigt og nødvendigt

Mette Frederiksen traf før valget i 2019 et afgørende strategisk valg.

Socialdemokratiet skulle kombinere en stram udlændingepolitik med klassisk socialdemokratisk velfærds- og fordelingspolitik.

Det var efter min mening både rigtigt og nødvendigt.

Vi lyttede til mennesker, som gennem mange år havde været bekymrede over indvandring, integration, parallelsamfund og kriminalitet, men som alt for ofte havde oplevet, at deres bekymringer blev affejet.

En restriktiv udlændingepolitik er blevet langt bredere accepteret i dansk politik

Den fejl skal vi ikke gentage.

Men situationen er anderledes i dag.

En restriktiv udlændingepolitik er blevet langt bredere accepteret i dansk politik. Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti fører alle på forskellig vis en stram politik. Også SF accepterer i dag en række krav til integration og en konsekvent kurs over for kriminalitet og social kontrol.

Derfor kan Socialdemokratiets næste projekt ikke alene være: Vi fører en stram udlændingepolitik.

Den skal fastholdes. Men den kan ikke stå alene.

Det store spørgsmål

Hvem skal vi være parti for?

Det er efter min mening det store spørgsmål.

Hvem skal Socialdemokratiet være parti for de næste 10 eller 20 år?

Den faglærte på 58 år, der bekymrer sig om indvandring, kriminalitet og sin pensionsalder?

Den 72-årige folkepensionist, der oplever stigende priser og lange ventetider i sundhedsvæsenet?

Den 35-årige familie, der kæmper med boligudgifter, børn, arbejde og en hverdag, der skal hænge sammen?

Den unge elektriker eller SOSU-assistent, der ikke nødvendigvis føler nogen historisk loyalitet over for Socialdemokratiet?

Læs også:Derfor bør Socialdemokratiet sige nej til Folketingets præst

Mit svar er, at vi skal kunne være et troværdigt parti for dem alle.

Det er meget lettere sagt end gjort.

Arbejdervælgerne er ikke længere vores.

Der var engang, hvor Socialdemokratiet næsten kunne betragte store dele af arbejderklassen som sit naturlige vælgergrundlag.

Sådan er Danmark ikke længere.

Et identitetsproblem

Nogle lønmodtagere stemmer Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne. Andre stemmer SF. Blandt yngre vælgere konkurrerer blandt andre Liberal Alliance om mennesker, som tidligere kunne være blevet socialdemokrater.

Det bør bekymre os mere end den enkelte dårlige meningsmåling.

For hvis Socialdemokratiet langsomt mister sin forbindelse til almindelige lønmodtagere, har vi ikke bare et vælgerproblem.

Så har vi et identitetsproblem.

Måske skal vi hverken til højre eller venstre.

Diskussionen ender alt for ofte med spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet skal bevæge sig til højre eller venstre.

Jeg tror, det er det forkerte spørgsmål.

Måske skal vi i stedet være mere socialdemokratiske.

Og vi skal turde tale om klasse igen

Vi skal fastholde kontrollen med indvandringen og insistere på, at mennesker, der kommer til Danmark, respekterer vores samfund og bidrager til det.

Men vi skal samtidig være langt mere offensive på de spørgsmål, der afgør almindelige menneskers hverdag.

Løn. Arbejdsvilkår. Social dumping. Pension. Fødevarepriser. Bolig. Sundhed. Ældrepleje. Folkeskole. Tryghed.

Og vi skal turde tale om klasse igen.

Der er forskel på at sidde på et kontor som 67-årig og stå på et stillads. Der er forskel på at have råd til tandlægen og udskyde besøget. Der er forskel på at kunne købe sig til hjælp og være afhængig af, at den offentlige velfærd fungerer.

Det er forskelle, et socialdemokratisk parti skal interessere sig for.

Brug hele partiet

Gruppeformand Mattias Tesfaye og andre centrale kræfter i partiet arbejder med Socialdemokratiets politiske udvikling. Det er både nødvendigt og vigtigt.

Men et moderne folkeparti bør udvikle sin politik ved at lytte bredt.

Til forskning og fakta. Til fagbevægelsen og arbejdspladserne. Til civilsamfundet. Til kommunalpolitikere, som hver dag står med konsekvenserne af Christiansborgs beslutninger. Til vælgere, der stadig stemmer på os – og ikke mindst til dem, der ikke længere gør.

Og til vores lokale partiforeninger.

Ikke fordi svarene alene findes dér. Men fordi partiforeningerne er en del af Socialdemokratiets forbindelse til det samfund, vi gerne vil repræsentere.

Her møder vi mennesker, der arbejder på fabrikken, skolen, hospitalet og plejehjemmet. Selvstændige, lønmodtagere og pensionister. Mennesker fra forskellige generationer og med forskellige erfaringer.

Læs også:Bøger er en hjertesag for arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet

Den viden bør ikke alene bruges, når der skal hænges valgplakater op.

Den bør også bruges, når vi udvikler politik.

Derfor håber jeg, at partiets kommende politiske arbejde bliver åbent nok til, at de lokale partiforeninger bliver inviteret med som én blandt flere vigtige bidragsydere.

Ikke for at skrive politikken på Christiansborgs vegne.

Men for at fortælle, hvad vi hører. Hvad der virker. Hvad der ikke virker. Hvilke bekymringer der vokser. Og hvilke spørgsmål mennesker stiller, som vi måske ikke selv stiller endnu.

Hvem skal Socialdemokratiet være for?

For vi skal turde stille nogle vanskelige spørgsmål til os selv.

Hvorfor forlader nogle af vores tidligere vælgere os?

Hvorfor har vi så svært ved at få fat i yngre lønmodtagere?

Hvad får en tidligere socialdemokrat til at stemme på Dansk Folkeparti?

Hvad får en anden til at vælge SF?

Og måske vigtigst:

Hvad skal få dem til igen at vælge Socialdemokratiet?

Jeg kender ikke alle svarene.

Læs også:Interview: “Det er Socialdemokratiets styrke, at vi er ganske almindelige mennesker”

Men jeg er overbevist om, at de bedste svar kommer, når vi kombinerer politisk lederskab med viden, analyser, erfaringer – og det, medlemmer og mennesker ude i landet fortæller os.

Det handler derfor ikke bare om, hvordan Socialdemokratiet får et par procentpoint mere i den næste meningsmåling.

Det handler om noget langt større:

Hvad skal Socialdemokratiet være til for – og hvem skal vi være parti for i det Danmark, der kommer?

Den diskussion håber jeg, vi tager i hele partiet.