Socialdemokratiets mål for fremtiden er kvoteflygtninge

Leder: Trumfkortet mod enhver socialdemokrat er kvoteflygtninge. Sådan var det i 2017 og sådan bliver det i 2018. Selvom det er unuanceret moralisme.
Det er et symbol på et lille land, der fejt lukker sig om sig selv og sin indbildte selvgodhed. Og for hvad?”, sådan lød en leder i Politiken efter afstemningen om, hvorvidt den siddende minister for Flygtninge- og Integration selv skulle fastsætte antallet for modtagelse af FN-kvoteflygtninge.

Og på Netavisen Pio Facebookside skrev en vred læser: “Det socialdemokratiske hykleri vil ingen ende tage” om samme emne.

Selv til årets store nytårsfest måtte jeg lytte til en god kammerat, der mandede sig op til at udbasunere en tilsvining af alle landets socialdemokrater på grund af netop kvoteflygtningene.

Vi kommer til at diskutere migration, flygtninge og nationalstat resten af min levetid.

Sidste år var det igen-igen flygtningepolitikken - med kommunalvalget som opmuntrende afvigelse – der totalt dominerede den politiske diskussion i vores lille kongerige. Jeg ville inderligt ønske, at det var og kunne være anderledes. Men meget lidt tyder på det. Vi kommer til at diskutere migration, flygtninge og nationalstat resten af min levetid.

Paradokserne er til at få øje på
Som medlem af Socialdemokratiet har særligt spørgsmålet om kvoteflygtninge været det trumfkort, som den demokratiske socialismes mest frustrerede modstandere, især på venstrefløjen, har kunnet spille ved enhver given lejlighed.

En billig undskyldning for ikke at forholde sig til uhyre komplicerede problemstillinger.

Lige meget hvad emnet eller argumentet har været, så har man fået smidt kvoteflygtninge i hovedet. Den trumf har siddet løst. Den er blevet spillet som et tegn på moralsk fordærv og på hvor dårligt et menneske, man er som Socialdemokrat. Men hvad endnu værre er, så er den trumf også blevet spillet som en undvigelsesmanøvre og en billig undskyldning for ikke at forholde sig til uhyre komplicerede problemstillinger.

Det har givet de moralsk rene en mulighed for at lukke øjnene for konsekvenserne ved at have et dysfunktionelt asylsystem, der koster menneskeliv og en integrationsindsats, som har svigtet i årtier.

Men jeg forstår sådan godt frustrationerne, når det handler om de kvoteflygtninge, som er blandt verdens allersvageste. Paradokserne er til at få øje på.

Den faktuelle dimension
Selvom det kan virke meningsløst, at Danmark vælger at sige midlertidigt fra overfor kvoteflygtninge, så er der faktisk gode grunde, hvis man ellers forsøger at trække vejret dybt og lægge både mavefornemmelse og elitepopulisme til side.

Rationalet bag beslutningen om at sætte Danmarks modtagelse af FN-kvoteflygtninge på pause er den eksplosive stigning i antallet af spontane asylansøgere

Rationalet bag beslutningen om at sætte Danmarks modtagelse af FN-kvoteflygtninge på pause er den eksplosive stigning i antallet af spontane asylansøgere i 2014 og især i 2015. Her kom der ganske enkelt langt flere spontane asylansøgere til Danmark, end vi har været vant til i årevis.

Asylansøgere i Danmark – 2006-2016

2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
2014
2015
2016

1.960
1.872
2.389
3.855
5.115
3.806
6.184
7.557
14.792
21.316
6.266

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet, Tal og fakta på udlændingeområdet 2010 og 2016.

Faktisk svarede asylansøgertallet alene i de to år 2014 og 2015 (i alt 36.108) til de foregående 10 års samlede asylansøgere (2004-2013 begge inklusive var 38.254). Det siger meget om det ekstreme pres, som det spontane asylsystem i Danmark kom under.

Samtidig er det også værd at bemærke, at Europa modtog knap halvdelen (48 procent) af alle verdens asylansøgere (6,7 mio. mennesker) i årene fra 2014 til 2016. Den tendens bliver kun forstærket, når man efterfølgende skal medregne familiesammenføringer, som kun øger integrationspresset yderligere.

Den massive tilstrømning er én ting, men hvis man samtidig kigger på integrationen af de flygtninge og udlændinge, som allerede er kommet hertil, så skræmmer sporene også. Forskellen mellem danske og etniske skoleelever er ifølge Danmarks Statistik, lige så markant blandt 3. generationsindvandrere, som den er blandt 1. generation, hvilket kun bekræfter, at integrationen har slået fuldstændig fejl. Og bedre bliver det ikke, når man kigger på antallet af erhvervsaktive. Her er blot 15 procent af alle nyankomne flygtninge i job efter fire år og 7 procent af kvinderne.

Det ufravigelige paradoks, som vi ikke skal snakke om
Jeg ved godt, at man ikke vinder årspriser hos hverken Georg Brandes Selskabet eller de kulturradikale, ved at sige det, men virkeligheden er bare, at netop FN-kvoteflygtninge er de eneste flygtninge, som vi under den nuværende katastrofe af et asylsystem faktisk har kontrol over.

Rettighederne sætter først ind, når flygtningene, sætter benene på for eksempel dansk jord.

Fordi disse FN-kvoteflygtninge ikke har betalt store summer til glubske menneskesmuglere, ikke er rejst op igennem Europa og ikke har haft territorial forbindelse til for eksempel Danmark, så giver flygtningekonventionen dem nemlig ingen rettigheder. Rettighederne sætter først ind, når de flygtninge - der går under betegnelsen spontane flygtninge - sætter benene på for eksempel dansk jord.

Og endnu mere paradoksalt bliver det, når mange af de spontane flygtninge, som er nået frem til Danmark, faktisk ikke har beskyttelsesbehov, ikke har ret til opholdstilladelse og kræver enorme ressourcer til sagsbehandling. For slet ikke at nævne, at det kan være nærmest umuligt at udvise de afviste asylansøgere.

Begrænsning af FN-kvoteflygtninge er desværre et af de få redskaber, som eksisterer. Jeg hader at det er tilfældet, men det er en forfærdelige realitet.

Alle danske partier siger, at antal betyder noget, og at der er grænser for, hvor mange vi vil tage imod. Men hvis man hverken vil trække en grænse eller lægger handling bag ordene, som det er tilfældet på venstrefløjen, så betyder det intet. Lige nu er begrænsning af FN-kvoteflygtninge desværre et af de få redskaber, som eksisterer. Jeg hader at det er tilfældet, men det er en forfærdelige realitet.

Men kan sagtens betvivle den socialdemokratiske beslutning om et midlertidig stop for FN-kvoteflygtninge, men man kan ikke betvivle, at det er et resultat af et totalt falleret asylsystem, som i dag skaber flere problemer, end det løser.

Kvoteflygtninge er fremtiden – nu skal vi skabe forudsætningerne
Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Danmark på den lange bane kommer til tage imod kvoteflygtninge. Og jeg vil glæde mig til den dag, det sker.

Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Danmark på den lange bane kommer til tage imod kvoteflygtninge. Og jeg vil glæde mig til den dag, det sker.

Men det kræver, at vi åbner øjnene og får løst problemer. Det handler om at få styr på antallet, få begrænset migrationsstrømmene, få skabt en ny fordelingsnøgle og frem for alt at få integreret de nytilkomne.

Netop derfor har Socialdemokratiets flygtninge og udlændingeordfører Mattias Tesfaye i interview med Netavisen Pio fastslået, at Socialdemokratiet er tilhængere af kvoteflygtninge: “Kvotesystemet er en meget vigtig del af fremtidens asylsystem, hvor man ikke længere søger spontan asyl ved grænsen. Vi skal have en reguleret migration – ikke en anarkistisk migration som den, vi har i dag”. Samtidig peger Tesfaye eksplicit på at den retning som Socialdemokratiet ønsker ikke er en, hvor Danmark de næste mange år taget nul kvoteflygtninge.

Den nemme udvej er at lade sig forføre af den moralske renhed og lukke øjnene for de enorme udfordringer, som Danmark og Europa står overfor.

Den nemme udvej er at lade sig forføre af den moralske renhed og lukke øjnene for de enorme udfordringer, som Danmark og Europa står overfor de næste årtier. Men selvom vi hentede en million kvoteflygtninge hjem til vores lille smørhul af et land, så ville ubehagelighederne og de svære valg ikke forsvinde.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce