Socialdemokratiets udlændingeudspil åbner op for skræmmende perspektiver

Socialdemokratiet har fremlagt sit nye udspil ’Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark’ - herunder forslag om at skærpe udvisningen af kriminelle udlændinge og indføre karantæne fra ikke-akut behandling i sundhedsvæsnet for personer, der begår vold mod ansatte.

Intentionen er let at forstå. 

Vold mod andre mennesker – ikke mindst mod dem, der passer på os i sundhedsvæsnet – er uacceptabel. Samfundet skal reagere klart på kriminalitet. 

Den grundlæggende retsfølelse i et samfund afhænger af, at regler håndhæves, og at forbrydelser mødes med konsekvenser. 

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan samfundet skal reagere – og hvilke principper man samtidig risikerer at sætte på spil.

Læs også:Frakendelse af førtidspension, hvis man har overtrådt straffeloven og karantæne til dem, der udøver vold mod ansatte på hospitaler

Traditionelt – også i den danske retsstat - straffes man for den ulovlige handling, man har begået. Straffen fastsættes af domstolene og udmåles inden for lovens rammer. 

Når dommen er afsonet, har man betalt sin straf. Men de to forslag går et skridt videre. 

Noget mere grundlæggende

Udvisning oven i fængselsstraf og karantæne fra sundhedsydelser oven i en dom betyder, at straffen ikke længere kun handler om den kriminelle handling – men også om, hvilke rettigheder man efterfølgende skal have adgang til.

Dermed flytter debatten sig fra kriminalitet til noget mere grundlæggende: spørgsmålet om universelle rettigheder. Den danske velfærdsstat er historisk blevet bygget op omkring netop det princip. 

Udvisning fjerner ikke kriminalitet som samfundsproblem; den flytter det

Sundhed, uddannelse og sociale ydelser er ikke belønninger for korrekt adfærd, men fælles institutioner, der gælder alle. Ikke fordi alle altid opfører sig ordentligt, men fordi et samfund fungerer bedst, når rettigheder ikke gradueres efter moralsk vurdering.

Hvis adgang til sundhed begynder at afhænge af korrekt adfærd, ændres logikken. Så bliver velfærd ikke længere en social rettighed, men en ydelse staten kan suspendere. 

Politisk forståeligt 

Det samme gælder udvisningssporet. Udvisning fjerner ikke kriminalitet som samfundsproblem; den flytter det. 

Samtidig fremmer den et princip om, at visse mennesker ikke blot straffes for deres handlinger, men også kan miste deres plads i fællesskabet.

Læs også:Stoklund: Messerschmidt overdriver tal om udvisningsdømte med “mindst 400 pct.”

Det er politisk forståeligt i en tid, hvor tryghed fylder meget i den offentlige debat. Men det er også et principielt og problematisk skridt. For når rettigheder først gøres betingede for nogle, bliver det lettere senere at gøre dem betingede for flere.

Det er derfor værd at huske en af arbejderbevægelsens vigtigste erfaringer: Rettigheder er stærkest, når de er gælder for os alle. Når de bliver selektive, bliver de også mere skrøbelige – nemmere at angribe og vanskeligere at forsvare.

Det begynder med de ’forkerte’

Problemet med Socialdemokratiets forslag er ikke, at voldsmænd skal straffes; selvfølgelig skal de det. 

Problemet er, at staten bruger kriminalitet som anledning til noget mere vidtgående, nemlig at gøre rettigheder betingede og statsborgerskab gradueret.

Læs også:Ulighedsignoranterne begår samme fejl som den politisk korrekte venstrefløj

Udvisning oven i straf og karantæne fra sundhedsvæsenet oven i dom løser ikke voldens årsager; det demonstrerer statens magt til at sortere, ekskludere og svække universelle rettigheder. 

Det begynder med de ’forkerte’, men rammer i sidste ende alle, fordi princippet bliver, at rettigheder ikke længere er ubetingede sociale og retlige garantier, men noget staten kan trække tilbage.