Socialdemokratisk bykonge overrasker: Stopper efter 13 år som borgmester
Socialdemokratisk bykonge overrasker: Stopper efter 13 år som borgmester
Vil anmode om at udtræde af byrådet allerede til nytår - vil noget andet end politik - Gyldal er den niende S-borgmester, som ikke genopstiller
Thomas Gyldal Petersen (S) trækker sig fra borgmesterposten i Herlev
Herlevs borgmester gennem 13 år, Thomas Gyldal Petersen (A), har besluttet ikke at genopstille til kommunalvalget i november 2025. Han vil anmode om at udtræde af Herlev Kommunalbestyrelse allerede ved årsskiftet.
Thomas Gyldal Petersens afgang er ganske overraskende, men beslutningen er helt hans egen, oplyser han i en pressemeddelelse:
"Jeg har været valgt til Herlev kommunalbestyrelse i 27 år og har i 13 år løftet borgmesteransvaret. Det har været et stort privilegium at tage ansvar for den by, jeg har levet i hele mit liv. Jeg er stolt af de resultater, jeg har stået i spidsen for at skabe i Herlev.”
“Vi har skabt en udvikling af byen med flere boliger, lokale arbejdspladser, foreningsfællesskaber og investeringer i rammerne for velfærd. En vækstvision, vi formulerede da jeg tiltrådte midt i finanskrisens økonomiske mørke, er nu blevet til et stærkere Herlev.”
Beslutningen om at stoppe i politik har ikke været nem, understreger 49-årige Thomas Gyldal Petersen:
Hele mit voksne liv har handlet om politik
"Hele mit voksne liv har handlet om politik, og jeg har været bevidst om, at den dag ville komme, hvor andre med nye ideer og stort politisk engagement vil tage over.”
“Socialdemokratiet i Herlev har dygtige yngre kræfter, der kan løfte opgaven. Personligt har jeg et ønske om at bruge mig selv og lære noget nyt uden for livet som folkevalgt. Som 49-årig har jeg mange år tilbage på arbejdsmarkedet, og jeg glæder mig til de næste skridt."
"Jeg glæder mig til at lære mig selv at kende igen"
Thomas Gyldal ved endnu ikke hvad fremtiden byder på:
"Nu skal jeg prøve at finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke er kommunalbestyrelsesmedlem og borgmester i Herlev Kommune. Jeg glæder mig til at lære mig selv at kende igen som noget andet end borgmesteren. Det skal være et liv uden for politik," siger Torben Gyldal Petersen til Netavisen Pio og fortsætter:
Det skal være et liv uden for politik
"Hvad jeg præcis skal lave, det ved jeg ikke, men jeg er i gang med at finde ud af det. Og så vil jeg håbe, at det kan være noget, hvor jeg trods alt også skal bruge noget af alt det, jeg har lært gennem den tid jeg har været i politik, men også den tid, der var før, hvor jeg også arbejdede på kanten af det politiske."
"Det har været en fornøjelse og en ære at tjene borgerne i Herlev. Jeg ved ikke, hvordan det nye bliver, men jeg kan mærke en boblende fornemmelse. Men jeg tror, det bliver godt."
Socialdemokratiet har i en lang årrække haft absolut flertal i Herlev Kommunalbestyrelse. Ved seneste kommunalvalg 2021 fik S ni af 19 mandater i byrådet.
S-borgmestre på stribe stopper
Thomas Gyldal Petersen er den seneste S-borgmester - ud af en lang række socialdemokratiske borgmestre - der ikke genopstiller ved kommunalvalget til næste år.
Her er listen over S-borgmester, som har trukket sig - eller som Thomas Gyldal Petersen - eller er på vej til at trække sig.
- Birgit S. Hansen, Frederikshavn
- Jacob Bundsgaard, Aarhus
- H. C. Østerby, Holstebro
- Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg
- Sophie Hæstorp Andersen, København
- Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn
- Steen Wrist, Fredericia
- Kent Magelund, Brøndby
- Thomas Gyldal Petersen, Herlev
Opdateret kl. 14.45 med interview med Thomas Gyldal Petersen
Tilføj kommentar