Socialdemokratisk hofideolog: Venstre er den naturlige samarbejdspartner i blå blok

Forfatteren Lars Olsen mener, at Mette Frederiksen er nødt til at afsøge muligheden for en bred regering.
Forfatter, debattør Lars Olsen
Det blev et snævert rødt flertal ved folketingsvalget 1. november, og regeringsforhandlingerne er i fuld gang, og ser ud til at blive langvarige.

Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen gik til valg på at lave en bred regering hen over midten.  

Forfatter og debattør Lars Olsen har et mangeårigt kendskab til Socialdemokratiet og partierne til venstre for midten. Han har skrevet flere bøger om klassesamfundet og den stigende ulighed.

Han mener, at det er naturligt, at Mette Frederiksen afsøger muligheden for det brede samarbejde, og han har også et bud på hvem, det er mest sandsynligt, at Socialdemokratiet ender i regering sammen med.

Det mest naturlige parti 

”Man er nødt til at afsøge mulighederne for en bred regering, for vælgerne har simpelthen sammensat Folketinget på en måde, så det er svært at se et stabilt rødt/grønt flertal, når flertallet hænger på det yderste mandat,” siger Lars Olsen til Netavisen Pio og fortsætter:

“Om en bred regering ender med at blive godt eller skidt, må først og fremmest bedømmes på indholdet i regeringsgrundlaget – om almindelige lønmodtagere kan se sig selv i krisepolitikken:”

Lige nu spekuleres der voldsomt i hvilke kombinationer af partier, som vil indgå i en kommende regering.

Jeg synes, at det mest naturlige parti at lave noget sammen med er Venstre.

Men for Lars Olsen er det mest oplagt, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet går i regering med det parti som ellers almindeligvis opfattes som hovedfjenden.

”Jeg synes, at det mest naturlige parti at lave noget sammen med er Venstre. Simpelthen af den grund, at Venstre befinder sig længere inde mod midten end de konservative og er et meget mere folkeligt parti end Moderaterne.” 

Skal løse udfordringer her og nu

En bred regering vil have en begrænset levetid, men vil skulle skulle finde svar på en række presserende udfordringer, mener Lars Olsen:

”Jeg tror, man må regne med, at hvis der kommer en regering hen over midten, så vil den kun sidde nogle år og løse en række meget påtrængende udfordringer, herunder rekrutteringskrisen i velfærden, sundhedsvæsenet, den økonomiske krise og klimaet,” siger han.

man er vendt tilbage til de klassiske vælgere i arbejderklassen.

Krisetider kalder på brede samarbejder, hvilket vi så under Corona, og hvad angår regeringer både under Anden Verdenskrig og under 1970’ernes økonomiske krise.

S til valg på klassisk S-politik 

Socialdemokratiet fik et valg med generel fremgang over det meste af landet, men har især sine bastioner blandt de klassiske socialdemokratiske vælgere, som består af tre grupper. Og trods en mindre fremgang, står partiet fortsat svagt blandt de akademiske vælgere i storbyerne.

”De har aldrig rigtigt haft de vælgere. Det, der er sket i de senere år siden Mette Frederiksen kom til, det er, at man er vendt tilbage til de klassiske vælgere i arbejderklassen. Der er tre grupper, der har båret Socialdemokratiet - også historisk set.

“Det ene er arbejderklassen: Altså faglærte og ufaglærte. Det andet er offentligt ansatte frontpersonale:  SOSU’er, pædagoger, lærere, sygeplejersker osv. Og den tredje gruppe er pensionister, som typisk har arbejdet i en af de to grupper. Og dem har man ligesom henvendt sig til meget direkte med Arne-pensionen sidste gang og med det store velfærdsudspil i denne valgkamp,” siger han.

Der er jo en ret stor gruppe, også herude på Vestsjælland hvor jeg bor, den store gruppe, der vakler mellem Socialdemokratiet og DF

Holdt fast i de gule vælgere 

Socialdemokratiet har også haft held til at vinde stemmer blandt det, som med en fagterm kaldes de gule vælgere, altså dem, som enten har stemt eller kunne tænkes at stemme på Dansk Folkeparti.

”Der er jo en ret stor gruppe, også herude på Vestsjælland hvor jeg bor, den store gruppe, der vakler mellem Socialdemokratiet og DF.”

Før valget blev udskrevet advarede Lars Olsen om, at Socialdemokratiet havde undervurderet truslen fra Inger Støjberg, men det er lykkedes partiet at holde fast i en del af de vælgere, som kunne finde på at vandre over til Danmarksdemokraterne.

“Danmarksdemokraterne fik et godt valg i meget af Jylland, men på Sjælland og Fyn lykkedes det Socialdemokratiet at holde på langt de fleste af disse vælgere, og det blev afgørende for flertallet,” lyder det fra Lars Olsen.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Venstre, som jeg i øvrigt aldrig kunne drømme om at stemme på, er uden tvivl det mest rimelige parti i blå blok (incl. M og RV). Så hvis en regering med S, V og evt. SF er det, som kan lade sig gøre i det folketing, vælgerne har givet os, hvor RV fører sig frem med ultimative krav, og Alternativet ikke kan finde ud af, om de vil kræve en advokatundersøgelse eller ej, så må det bare blive sådan. Og så må EL jo rette deres vrede mod RV og Alternativet.

Troede det var Kaare Dybvad Bek, der var den store ideolog.

Der er heldigvis flere ideologer. Mattias Tesfaye, Hummelgård og Kaare har alle udgivet gode bøger med gode tanker. Det er et stærkt hold for tiden!

Enig med Lars Olsen. Venstres afsæt er som Socialdemokratiet en folkelig bevægelse - forenings-Danmark. Dertil afsættet i synet på individet som værende mere end ‘dets plads’ i samfundets maskineri. Fordelingspolitik, statens ansvar og den enkeltes ansvar er uenigheder, men det fælles bør kunne bære et regeringssamarbejde - i en tid, hvor det borgerligt liberale demokrati presses af populismens forsøg på at mobilisere via polarisering. Men der skal være plads til, at de deltagende partier får lov til at udtrykke hvad der er kompromis og hvad der er det enkelte partis ideologi.

Der kommer ikke noget flertal ud af en regering med Venstre og de vil aldrig gå alene ind i en socialdemokratisk regeringen og andre borgerlige partier vil ikke kunne lokkes med, men det vil være de Radikale der bestemmer hvor længe DK skal være uden regering.

En såkaldt "rød" regering kan også have lange udsigter, fordi de er afhængig af en færøsk og 2 grønlandske stemmer og de 2 grønlandske folketingsmedlemmer har udtalt til div. medier at de ikke vil blande sig i dansk indenrigspolitik, og derfor ikke vil stemme for love som kun vedrøre danske forhold, så det var det "flertal" som så ikke kan bruges til noget, da de borgerlige så vil have et flertal.

Annonce