Annonce

Socialdemokratisk regering på plads på Færøerne

Socialdemokraten Aksel V. Johannesen kunne i går som ventet stille sig i spidsen for en ny regering, efter valgsejren for to uger siden. Samtidig har en af valgets helt store stemmeslugere valgt at forlade partiet.
Færøernes nye lagmand, socialdemokraten Aksel V. Johannesen. Foto: Javnaðarflokkurin.

Godt to uger efter den overbevisende valgsejr kunne formanden for de færøske socialdemokrater, Aksel V. Johannesen, i går præsentere selvstyrets nye centrumvenstreregering. Johannesen bliver som ventet ny lagmand, det vil sige regeringsleder. Han afløser Kaj Leo Johannesen fra det borgerlige Sambandsflokkurin, der har siddet på magten siden 2008.

Aksel V. Johannesen og hans socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin blev den store sejreherre ved valget til det færøske parlament, Lagtinget, der fandt sted 3. september. Partiet gik frem fra seks til otte mandater, og blev dermed det største parti i Lagtinget. Det er det bedste resultat for det socialdemokratiske parti i 25 år.

Til gengæld gik de to store borgerlige regeringspartier, Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin, begge to mandater tilbage. Dermed var vejen banet for en socialdemokratisk ledet regering, og i går kunne Aksel V. Johannesen så præsentere den færøske befolkningen for selvstyrets nye regering.

Ud over socialdemokraterne består regeringen af det venstreorienterede Tjóðveldi (Republikanerne) og midterpartiet Framsókn (Fremskridt). Derimod valgte et andet midterparti, Nýtt Sjálvstýri (Nyt Selvstyre), at stå uden for regeringen. Til sammen kan de tre regeringspartier mønstre 17 mandater, hvilket lige præcis er nok til flertal i det 33 mand store færøske lagting.

Regeringen består af otte ministre, hvoraf Javnaðarflokkurin sætter sig på de fire. Tjóðveldi får tre poster, blandt andet de vigtige poster som finansminister og fiskeriminister. Endelig går erhvervs- og udenrigsministerposten til Framsókn.

Stemmesluger forlader socialdemokraterne i protest
Færøernes nye lagmand er 43 år gammel, og har tidligere arbejdet som advokat. Han har været formand for Javnaðarflokkurin siden 2011, og har tidligere beklædt posterne som sundheds- og finansminister, da socialdemokraterne fra 2008 til 2011 sad i regering med Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin. Han blev den absolutte stemmesluger ved valget 3. september med 2.045 personlige stemmer.

Knap var den nye regering dog kommet på plads, før det udbrød voldsomt utilfredshed i dele af det socialdemokratiske bagland. Sonja J. Jógvansdóttir, der tiltrak sig stor opmærksomhed under valgkamp og blev en af de helt store stemmeslugere, oplyste nemlig på Facebook, at hun forlader Javnaðarflokkurin.

Jógvansdóttir er det første erklærede lesbiske medlem af den færøske lagting, og netop kampen for homoseksuelles rettigheder har været en central del af hendes kampagne. Det er angiveligt skuffelsen over, at et forslag om at tillade homoseksuelle ægteskaber ikke er en del af de nye regeringsgrundlag, der har fået Jógvansdóttir til at forlade partiet. Hendes exit får dog ingen umiddelbare parlamentariske konsekvenser, da Jógvansdóttir fortsat støtter regeringen.

Den seneste socialdemokratiske lagmand var Jóannes Eidesgaard, der stod i spidsen for Færøerne fra 2004 til 2008.


Flere artikler om emnet