Socialdemokratisk vækstudspil får fin modtagelse

Både erhvervslivets organisationer og fagbevægelsen tog pænt imod Socialdemokratiets nye vækstudspil. mange af tiltagene i udspillet vil give mere luft under det økonomiske opsving.
Udspillet ’Vækst der virker’ indeholder 11 tiltag, som skal sikre erhvervslivet gode vilkår og adgang til kvalificeret arbejdskraft.

”Forudsætningen for, at vi har en stærk velfærd, det er, at vi har en høj beskæftigelse et stærkt dansk erhvervsliv. For ellers er der ingen penge at dele ud af, og derfor går tingene hånd i hånd,” sagde partiets gruppeformand Henrik Sass Larsen til Netavisen Pio i går.

Og måden at sikre den høje beskæftigelse på, skal ifølge Socialdemokratiet ske ved at gøre det mere attraktivt for virksomhederne at investere i forskning og udvikling, øge produktiviteten og opkvalificere arbejdsstyrken.

De 11 tiltag vil koste 1,5 milliarder kroner. Til gengæld vil det ifølge beregninger, som Socialdemokratiet henviser til, kunne løfte velstanden, målt i BNP, med i alt 12,5 milliarder kroner.

Peger den rigtige retning
Vækstudspillet fra Socialdemokratiet bliver vel modtaget af både erhvervsliv og lønmodtager-organisationer.

”Pilen peger den rigtige retning. De har fokus på de rigtige ting. Der er et behov for vækst, at den skal komme fra de private virksomheder, og at det skal ske via bedre rammevilkår,” siger Jacob Ravn, skattepolitisk chef i interesseorganisationen Dansk Erhverv til finans.dk.

Han bakkes op af vicedirektør Kent Damgaard fra DI, det der tidligere hed Dansk Industri.

”Vi synes, det er positivt, at S ønsker at gennemføre tiltag, der styrker virksomhedernes konkurrenceevne og vækstmuligheder,” siger han til finans.dk og fortsætter.

”Der er rigtig gode intentioner. Der kan sagtens komme noget godt ud af det,” forudser han.

Selv finansindustrien er positiv
Selv hos Finansindustriens Arbejdsgiverforening, som ellers ikke hører til blandt Socialdemokratiets traditionelle støtter, er der tilbageholdende glæde over udspillet.

”Det er helt afgørende, at vi får mere luft under det økonomiske opsving. Og det vil mange af tiltagene i udspillet utvivlsomt medvirke til, hvis de bliver til virkelighed,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i organisationen, og fortsætter:

”Men det er helt afgørende, at virksomhederne har adgang til tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft i fremtiden, hvis vi for alvor skal løfte opsvinget. Det handler ikke mindst om opkvalificering af hele arbejdsmarkedet, og her synes jeg, at Socialdemokratiet overser det vidensintensive arbejdsmarked i deres ellers erhvervsvenlige udspil.”

Både hos Dansk Erhverv og DI havde man gerne set, at udspillet havde indeholdt forslag om topskattelettelser for de rigeste.

Støtte fra fagbevægelsen
Også hos arbejdsgivernes modparti fagbevægelsen blev Socialdemokratiets vækstudspil vel modtaget.

”Vi er enige i, at der er brug for målrettede initiativer til at få flere virksomheder til at investere i ny teknologi og nyt udstyr. Det er jo blandt andet på den måde, vi sikrer fremtidens arbejdspladser. Derfor skal der være en gulerod til de virksomheder, der hjælper Danmark op i værdikæden gennem forskning og udvikling,” siger LO’s formand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Til gengæld har vi ikke råd til store skattelettelser for hverken personer eller virksomheder, hvis den offentlige sektor skal kunne levere et ordentligt serviceniveau. Derfor skal vi tænke os godt om og sætte ind dér, hvor pengene gør størst gavn.”

Formanden for landets største fagforbund, 3F, Per Christensen, kalder i et tweet udspillet for positivt og understreger, at det er vigtigt med målrettet fokus på små og mellemstore virksomheder.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce