Annonce

Socialdemokratiske øjeblikke, 20. afsnit: DSU bliver stiftet

Efter udbruddet af den russiske revolution i 1917 starter en stor diskussion i Socialdemokratiet. Skal man gå den revolutionære eller reformistiske vej. Dette rammer også ungdomsorganisationen Socialdemokratisk Ungdoms Forbund og fører til stiftelsen af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.
I 1919 går bølgerne højt i Socialdemokratisk Ungdoms Forbund. Ledelsen i Socialdemokratisk Ungdoms Forbund mener, at man skal gå den revolutionære vej for at opnå socialisme. Dette bringer ungdomsforbundet på kollisionskurs med Socialdemokratiet og i 1919 kapper de båndene til partiet. Senere bliver Socialdemokratisk Ungdoms Forbund til Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Bruddet med Socialdemokratiet og den hårde revolutionære linje fører dog også til, at flere af de store afdelinger beslutter sig for at skabe et nyt ungdomsforbund. Et ungdomsforbund som bakker op om Socialdemokratiets linje og går ind for en reformistisk og demokratisk omdannelse af det danske samfund. Altså: ægte socialdemokratisme!

I pinsen 1920 afholder DSU deres stiftende kongres i Nyborg. Den første formand bliver den senere fiskeriminister Christian Christiansen, som kom fra Århus. Det første DSU-forbundskontor bliver da også placeret i Århus, da man anser århusafdelingen for at være den mest tro over for Staunings partilinje. Blandt nogle af de første DSU-formænd er da også at finde to yderligere århus-drenge. Nemlig Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der begge senere bliver statsministre.

Op gennem tiden har et utal af store socialdemokratiske politikere og ministre haft deres ungdom i DSU. DSU bliver hurtigt en af Danmarks absolut mest betydningsfulde ungdomsorganisationer, hvilket kan ses i den store vækst i medlemstallet, især i 30’erne og 40’erne. Dermed bliver organisationen en sand vækstmotor for hele arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet