Forhistorien kort: Rudi Dutschke flygtede i 1961 fra DDR til Vestberlin, og blev som toneangivende i det socialistiske studenterforbund SDS, hvor han blev talsmand igennem i 1960’erne. På en platform der afviste både DDR og de vesttyske institutioner. I det europæiske oprørsår 1968 blev Rudi Dutschke én af de centrale skikkelser.
I det europæiske oprørsår 1968 blev Rudi Dutschke én af de centrale skikkelser
Skudt af en nynazist
Samme år blev han skudt af en nynazist. Nærmest mirakuløst (han blev skudt på klods hold i hovedet og mistede hjernemasse) overlevede Dutschke og kom sig til en vis grad.
Han blev tilbudt ansættelse ved Institut for Idehistorie i Aarhus og tog imod det. I de år spillede Aarhus Universitet med musklerne, og legendariske skikkelser som Johannes Sløk og Erling Bjøl tilknyttet ligeså legendariske skikkelser som Dutschke og Jens Otto Krag.
Han druknede i sit badekar under et epileptisk anfald
Rudi Dustchke var politisk aktiv til sin død i 1979 og var med til at lancere det politiske nybrud med Die Grünen i Tyskland. Han druknede i sit badekar under et epileptisk anfald – en følge af attentatet. Noget af en arv for hans tre børn. Ikke mindst den ældste søn Hosea som blev født i netop 1968. Hans far kaldte ham Ho og hans mellemnavn er Che. Ho Che Dutschke 1968. For meget? Helt bestemt.
Tysk og dansk hjemstavn
Og det er jo bestemt en bog værdig. Og den dramatiske setting er overvældende. Rudi blev skudt på vej for at hente medicin til baby-Hosea, og dør juleaften efter at have spillet skak med 11-årige Hosea. Kongen vælter og hovedet knækker af. Så absolut et dårligt varsel før Rudi lukker døren og går i bad.
Naturligvis kæmper Hosea med sin arv. Både tabet af faderen og hans skygge. Var Rudi Dutschkes ideer langtidsholdbare? Og var de så antiautoritære og demokratiske som 68'erne (mere konkret ”den udenomsparlamentariske opposition” – kaldet APO) mente? Hosea tager klogt fat et andet sted.
Hans fødeby er Berlin og han er vokset op i Aarhus. Læseren får en grundig og indlevende undersøgelse af hvad en hjemstavn er. Og hvad savnet af en hjemstavn er. Hoseas længsler spejles i Rudi – og vi får åbnet for en sider af venstrefløjsikonet der er underbelyst: Rudi Dutschke var dybt national og religiøs. Tysk og kristen. Han ønskede at forenet og åndeligt vakt Tyskland. Om Dutschke i den forbindelse så socialismen som et redskab eller en forudsætning er uklart. Og heller ikke centralt.
Personligt vidnesbyrd
Den slags spørgsmål var centrale for leninisterne, både de gammeldags i DDR og de nye blandt 68erne. Dutschke afskyede DDR, men var personligt forbundet med den radikale venstrefløj i Europa.
Uanset de personlige bånd forekommer det rystende naivt hvordan Dutschke ikke ser afgrunden i Rote Armee Fraktions radikalitet
Uanset de personlige bånd forekommer det rystende naivt hvordan Dutschke ikke ser afgrunden i Rote Armee Fraktions (RAF) radikalitet. Og hvordan han overser deres samarbejde med DDR. Men bogen får klart vist at Rudi Dutschkes engagement trodsede rationalitet. Som dybt troende, troede han på den personlige åbenbaring og vel også omvendelse. Han var i personlig dialog ikke bare med RAF-terroristerne men også med sin egen attentatmand. Og han argumenterede for at de skulle følge en antiautoritær og demokratisk vej.
Hosea Dutschkes bog er springende i sin form. Den består af både prosafortælling, erindringer, dagbogsklip og digte. Det er godt skrevet og elementært vedkommende, fordi det tematiserer familie, hjemstavn, tro og arv. Det er også en vigtig nuancering af en af det 68-oprørets store skikkelser – som uanset den politiske vurdering fremstår som en god far.
Hosea Dutschke: ’Rudi og jeg’, Turbine 2019. 256 sider.
