Annonce

Socialpædagogerne: Tragisk drab på bosted kalder på handling nu

Det er fuldstændig uacceptabelt, at man risikerer sit liv, når man går på arbejde, siger forbundsformand for Socialpædagogerne, Benny Andersen
En 29-årig socialpædagog på det socialpsykiatriske opholdssted Ørbækskilde i Fårevejle i Odsherred blev 30. december stukket ihjel af en 19-årig beboer.

Forbundsformand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, betegner drabet som en tragisk hændelse, som berører ham og forbundet dybt:

“Jeg havde håbet, at jeg aldrig igen skulle kommentere på endnu en medarbejder, der har mistet livet på jobbet - og jeg er dybt berørt af situationen. Alle mine tanker går til de pårørende og kollegerne. Uden at kende til de nærmere omstændigheder ved den konkrete sag, så vil jeg gerne slå fast, at det er fuldstændig uacceptabelt, at vi har et område, hvor det fortsat kan være farligt at passe sit arbejde. Derfor skal der handling til nu," siger Benny Andersen til fagbladet Socialpædagogen.

Seks drab på ansatte siden 2012

Socialpædagoger er en af de faggrupper, hvor jobbet indebærer en høj risiko for at blive udsat for vold og trusler. Ansatte inden for socialpsykiatrien er særligt udsatte.

Siden 2012 har der været seks drab på ansatte på bosteder i socialpsykiatrien.

Op imod 30 procent af socialpædagoger er udsat for vold eller trusler om vold i løbet af et år, oplyser Benny Andersen.

Processen med at lave en ti-årsplan for psykiatrien så sat i gang, men ifølge forbundsformanden skal der også handling til nu og her. Derfor spiller Socialpædagogerne nu ind med et forslag til en akutpakke (Se faktaboks, red.) for psykiatrien.

Dræbt medarbejder alene på vagt

Da den 29-årig mandlige medarbejder på Opholdsstedet Ørbækskilde blev stukket ihjel af en 19-årig beboer, var han alene på vagt på afdelingen på Riisvej, hvor beboeren boede.

Det fremgår af en redegørelse, som Ritzau har fået aktindsigt i, ifølge netmediet A4 Arbejdsliv.

Susanne Kaufmann, bestyrelsesformand for Ørbækskilde, udtalte mandag, at institutionen nøje undersøger, om institutionen kunne have gjort noget anderledes, som kunne have forhindret den tragiske forbrydelse.

“Foreløbig tyder alt dog på, at det er en akut opstået situation, som vi ikke kunne forudse og som uden varsel udviklede sig fatalt,” lød det i en pressemeddelelse.

Den 19-årige sigtede for knivoverfaldet er varetægtsfængslet.

To strakstilbud til opholdsstedet fra Arbejdstilsynet

Opholdsstedet Ørbækskilde sendte søndag redegørelsen til Socialtilsyn Øst. Af den fremgår det, at Arbejdstilsynet dagen efter drabet gav to strakspåbud til botilbuddet.

Første strakstilbud handler om alenearbejde. Det andet handler om beboeres adgang til ting, der kan bruges som våben.

Det fremgår redegørelsen, at botilbuddet omgående rettede ind efter påbuddene.

Ørbækskilde huser voksne fra 18 år. Ørbækskilde er et privat bo-, behandlings- og udviklingstilbud, der ligger i Fårevejle i Odsherred. Beboerne, der alle er over 18 år, har typisk psykiske diagnoser som for eksempel personlighedsforstyrrelse, bipolar lidelse og skizofreni.

Opdateret 09.01.2021 som led i undersøgelse af citatpraksis

Socialpædagogernes forslag til en akutpakke for socialpsykiatrien

Her er Socialpædagogernes forslag til en akutpakke for socialpsykiatrien.

  • Garanti for rette faglighed i socialpsykiatrien: Det er afgørende med uddannet og faglig kompetent personalesammensætning. Der skal være en nu og her gennemgang af personalesammensætningen i socialpsykiatrien, og der skal rettes op, hvis der ikke er nok personale med relevant faglig uddannelse. Personalesammensætning skal registreres og offentliggøres på alle tilbud.
  • Garanti for kompetenceudvikling og supervision: Alle medarbejdere skal være fagligt klædt på til den opgave, de løser. Det vil sige, at der skal være garanti for kompetenceudvikling i de faglige metoder, der arbejdes med - og løbende supervision.
  • Garanti for tilstrækkeligt personale: Der skal være en risikovurdering af de enkelte tilbud sådan, at det sikres, at der ikke er risiko ved at arbejde alene. Det kræver systematik omkring vidensdeling, sparring og dokumentation samt tydelige retningslinjer vedrørende forebyggelse af voldsomme episoder.
  • Garanti for rette tilbud og match: Ved hjælp af handleplaner, udskrivningsaftaler og koordinationsplaner skal det sikres, at borgere modtager den rette hjælp. Borgerne skal visiteres til de rigtige tilbud, som har de rette kompetencer til de konkrete udfordringer og ressourcer, vedkommende har. Herudover er det afgørende, at borgerne kan gå psykiatrisk behandling og herunder genindlægges, når der er behov for det.

Kilde: Fagbladet Socialpædagogen

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet