Annonce

Søren Gade lægger afstand: “Jeg skal ikke hænge på bannere med Løkke”

“Jeg skal passe på min egen troværdighed,” lød det fra den jyske stemmesluger, der nu trækker en smule i land
I Venstre-toppen glæder man sig over det gode resultat til EP-valget, som man håber kan give et nødvendigt skub til partiet frem mod folketingsvalget om lidt over en uge.

Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed

Det bliver dog uden hjælp fra Venstres jyske stemmesluger ved EP-valget, Søren Gade, for den populære Venstremand afviser at hjælpe Lars Løkke til fire år mere på statsministerposten.

“Der var én, der i dag sagde til mig: ”Nu bliver du Lars Løkkes bedste ven, i hvert fald de næste ni dage”. Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed. Men for Venstre kan dette her godt påvirke udfaldet positivt 5. juni. Alle vil jo gerne være på et vinderhold,” siger Søren Gade til i et interview med Nordjyske bragt mandag.

Trækker lidt i land

Selvom Søren Gade overfor TV 2 slår fast, at han står ved ordlyden af citatet, så trækker han en smule i land ved at sige, at ”det måske er sat lidt stramt op”.

Jeg vil ikke lade mig misbruge

”Det, du skal lægge i det, er, at mange vælgere vil have et særligt indtryk af mig efter valget, og jeg skal ikke ud og udnytte mit gode resultat over for sagesløse vælgere i en landsdel, jeg slet ikke har ført valgkamp i,” siger Søren Gade og tilføjer, at han er nødt til at tænke på sin egen integritet:

“Men meningen er god nok. Jeg vil ikke lade mig misbruge. Jeg er en del af holdet og vil selvfølgelig overholde alle mine planlagte aftaler, men jeg bliver nødt til at tænke på min egen integritet og har derfor ikke tænkt mig at stille op til nye arrangementer hos vælgergrupper, jeg slet ikke har haft noget med at gøre.”

Udtalelsen var ifølge Søren Gade slet ikke møntet på Lars Løkke.


Gade: Partiet støttede ikke

Partiet var ikke just hjælpsom under den netop overståede EU-valgkamp, mener Søren Gade. Han var kun opstillet som nummer fire på Venstres opstillingsliste, men fik 201.696 personlige stemmer, kun akkurat lige overgået af spidskandidaten, Morten Løkkegaard (V).

På Sjælland har der ikke været én plakat med mig. Det er jo partiets valg

“På Sjælland har der ikke været én plakat med mig. Det er jo partiets valg, men på et tidspunkt blev jeg ærlig talt så irriteret, at jeg købte nogle annoncer på Sjælland bare for at vise flaget,” siger Søren Gade til avisen og fortsætter:

“Men hvis jeg sad i Venstres ledelse, ville jeg nok spørge mig selv, om det ikke var et selvmål ikke at anvende hele potentialet i hele landet.”


Gentagne angreb på Venstre-toppen

Det er ikke første gang, at Søren gade kritiserer Lars Løkke og toppen i Venstre.

Tidligere er han gået stik imod partiet og har kritiseret Løkkes sundhedsreform i et forsvar forsvaret de folkevalgte politikere i regionerne.  
Gade har også angrebet VLAK-regeringen for at “føre socialistisk politik”, da man foreslog at finansiere byggeri og renovering af almene boliger med statslån.

Under EU-valgkampen har han lagt afstand til Morten Løkkegaards (V) proeuropæiske linje, ved at kalde det "klodset", at spidskandidatens havde meldt ud, at Venstre skulle være Danmarks mest proeuropæiske parti.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet