Sofie Carsten Nielsen: "Jeg er vred"

De Radikales nye leder vidste intet om Morten Østergaards øvrige krænkelssesager
Foto: Netavisen Pio/Niels Jespersen
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen
De Radikales nye leder Sofie Carsten Nielsen er vred på Morten Østergaard.

"Jeg har - som jer - lige læst et opslag (På Facebook, red.) fra Morten Østergaard om, at han har krænket andre. Jeg er blevet bekendt med det opslag meget kort tid før, han lagde det op," siger den nybagte radikale leder og fortsætter:

"I eftermiddag blev jeg af sekretaritatet i Det Radikale Venstre gjort opmærksom på en personalesag på Morten Østergaard om en krænkelse. Det er dét, jeg har fået oplyst - nogenlunde samtidig med jer," siger en tydeligt bevæget Sofie Carsten Nielsen på et pressemøde kl. 16 i Bibliotekshaven ud for Provianthuset, hvor De Radikale normalt holder til på Christiansborg.

Det gør mig vred og ked af det

"Det gør mig vred og ked af det," tilføjer Sofie Carsten Nielsen - med henvisning til, at Morten Østergaard tidligere fredag eftermiddag i et Facebook-opslag erkender, at der ligger tre yderligere krænkelsessager på ham.

I Facebook-opslaget skriver Morten Østergaard:

"Jeg er for flere år siden i fortrolighed af ansatte chefer blevet gjort opmærksom på tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra min side i festligt lag."

 

 

Sofie: Der skal ryddes fuldstændigt op

Sofie Carsten Nielsen opfordrer enhver, der måtte have oplevet at blive krænket i Det Radikale Venstre, om gå til partiledelsen med sagen:

"At det er sådan her, gør mig først og fremmest vred, for vi skal være et parti, hvor man kan være uden at blive krænket. Og det gør mig ked af det, fordi der må ikke være nogen, der føler sig svigtet i Det Radikale Venstre. Hvis der er nogen, der føler, at det her har vi ikke håndteret ordentligt, hvis der er nogen, der er blevet krænket her, så håber jeg at de vil komme, så vi kan gøre det ordentligt."

Tager opgaven på sig

Sofie Carsten Nielsen understreger på pressemødet, at hun som ny partileder vil bruge al sin energi på at få ændret den sexistiske kultur:

"Det, der stadig står fast for mig, er, at der stadig er rigtig meget at gøre for at få ændret på denne her kultur. Og under min ledelse bliver det sådan, at jeg vil bruge alt hvad jeg har, for at ville lykkes med det. Det blev så den opgave, jeg fik. Det var nok ikke dén, jeg lige havde regnet med skulle står der, men nu tager jeg den på mig. For det er åbenlyst nødvendigt."

På det lynarrangerede pressemøde afviser Sofie Carsten Nielsen kategorisk, at hun har kendt noget som helst til de øvrige krænkelsessager, som Morten Østergaard fredag eftermiddag erkendte:

"Jeg er lige blevet bekendt med det her opslag. Og jeg blev så i eftermiddag bekendt med, at der er en personalesag, som også er Morten Østergaard, der er krænkeren. Det er personalesager, det her. Derfor beder jeg om respekt for, at der er personer i den anden ende. Og derfor kommer jeg ikke til at gå ind i de konkrete sager overhovedet."

Sofie Carsten Nielsen afviser at tage stilling til Morten Østergaards fremtid i partiet:

"Det synes jeg helt ærligt ikke er det vigtigste spørgsmål lige nu. Det vigtigste for mig er at sige, at vi skal være et parti, der behandler folk ordentligt. Og hvor man ikke bliver krænket. Og det vil jeg bruge mine kræfter på."

Krænkelsessager af nyere dato

Sofie Carsten Nielsen oplyser på pressemødet over for Netavisen Pio, at hun ikke er klar over, hvornår de nye krænkelsesager har fundet sted:

"Jeg kender faktisk ikke det præcise - og jeg vil undersøge de her sager nu, så jeg kommer til at kende til det."

Er det nyere sager end Lotte Rod-sagen, som jo er knap ti år gammel?

Og ja, det er mit indtryk at nogen af dem er nyere

"Det er personalesager. Og ja, det er mit indtryk at nogen af dem er nyere, men jeg kender ikke de  konkrete sager til bunds. Jeg er nødt til at undersøge for ellers bliver jeg ikke præcis."

Har du i forløbet spurgt Morten Østergaard: Ligger der mere end det med Lotte Rod?

"Der er jeg nødt til at sige: Ja, det har jeg. Og jeg har ikke hørt om de her sager før."

Sofie Carsten Nielsen gentager, at hun er vred på Morten Østergaard:

"Og jeg er også ked af det nu. Og så tager vi altså den konkrete håndtering hen ad vejen i forhold til Morten Østergaard."

Sofie Carsten Nielsen sluttede af med denne formaning til pressen:

"Det I burde være optaget af, det er, hvem der er ude i den anden ende - og hvordan vi får ændret denne her kultur."

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Underligt der er en personale sag på MØ og så kender næstformanden intet til den ??? Er den behandlet? Der er noget der ikke stemmer her. Hvem tager hånd om sådanne sager i R, formanden kan jo ikke, når det er ham selv der er synderen. Man må jo have alkoholfri fester og holde to m. afstand.......i det parti fremover for at alle kan være tilfredse.

Annonce