Sofie Carsten Nielsen truer med at skifte partner

De Radikale har altid været et politisk svingerparti. Men hvor realistisk er det egentlig, at Sofie Carsten Nielsen skulle foretrække Søren Pape? Og ønsker han dette?
Forrige gang De Radikale skiftede side i dansk politik, inviterede Niels Helveg Petersen, og hustruen Kirsten Lee, i al hemmelighed Poul og Lisbeth Schlüter til middag hjemme på Drosselvej 72 på Frederiksberg. Den radikale gruppeformand var led og ked af mange års forsøg på at få Socialdemokratiet til at føre, hvad han mente var den nødvendige økonomiske politik, og tvivlede ikke på den konservative formands format. Og så kunne Niels Helveg Petersen bare godt lide Poul Schlüter.

Året var 1982, og middagen blev begyndelsen til ikke bare et tæt venskab de kommende år, hvor der blev spillet bridge og diskuteret politik. Det blev som bekendt starten på et årti, hvor Niels Helveg Petersen, og De Radikale, støttede Poul Schlüters skiftende regeringer (partiet deltog endda selv i en af dem).

Lige indtil De Radikale i kølvandet på Tamil-sagen - og efter Niels Helveg Petersen endnu engang under private former havde bespist en kommende en kommende statsminister, nemlig Poul Nyrup Rasmussen - atter skiftede side i 1993.

Men et kvart århundrede århundrede senere åbner Niels Helveg Petersens efterfølger på posten, Sofie Carsten Nielsen, nu for endnu engang at pege på en konservativ statsminister, nemlig Søren Pape Poulsen. Eller det er i hvert fald ikke noget, som “på nogen måde skræmmer” Sofie Carsten Nielsen.

"Overhovedet ikke,” lød det torsdag i DR's nyhedspodcast "Genstart".

“Så ja: Det kunne jeg godt forestille mig."

Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor realistisk er egentlig, at De Radikale endnu engang skulle gøre det. Altså skifter partner i dansk politik.

Coronakrisen

“Dansk politik er i en udvikling nu, hvor ingen af os kan forudsige, hvad der sker i de næste år,” lyder svaret fra  De Radikales tidligere pressechef Lars Nielsen, som i dag er kommunikationsrådgiver og ejer af NielsenNetwork.

En turnaround i dansk politik

“Coronakrisen har flyttet rundt på meget og medført, at dansk politik - på en eller anden måde - skal starte på frisk, når krisen er helt ovre. Hvis der én ting, jeg har lært, så er det, at når der sker noget så voldsomt i et samfund, kan næsten alt ske. Skal jeg sammenligne det med noget, så er det 1973 og jordskredsvalget, som medførte en turnaround i dansk politik. Men når det er sagt, så anser jeg det dog for urealistisk i skrivende stund.”

Lige som i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne er det endnu engang Socialdemokratiet, eller regeringens, økonomiske politik, som frustrerer De Radikale.

Forståelsen 

Regeringen har nemlig i det såkaldte forståelsespapir med støttepartierne, og altså De Radikale, SF og Enhedslisten, forpligtet sig til at basere sin økonomiske politik på visse forudsætninger. Blandt andet, at "initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende".

Men siden regeringen trådte til i 2019, er arbejdsudbuddet skrumpet med 10.000-11.000 personer. Først og fremmest fordi ældre over 60 år har fået en ny mulighed for at gå på tidlig pension – den såkaldte Arne-pension, som blev opkaldt efter hovedpersonen i Socialdemokratiets valgkampagne.

Forud for Folketingets afslutningsdebat foreslog den radikale gruppeformand derfor en "omfattende" skattereform, der skal sænke skatten "betragteligt" på arbejde. Pengene skal komme fra et beskåret rentefradrag for boligejerne og reformer, der giver besparelser og flere skatteindtægter i kraft af højere beskæftigelse. Sofie Carsten Nielsen nævnte blandt andet en afskaffelse af efterlønnen, en højere pensionsalder og mere udenlandsk arbejdskraft som muligheder.

placeholder

Hvilket under afslutningsdebatten fik Søren Pape Poulsen til at rejse sig fra sin stol i folketingssalen og spørge, om Sofie Carsten Nielsen var klar til at "gå hele vejen sammen, hvis vi kan blive enige."

"Ja," lød svaret ved den lejlighed.

"Det er et radikalt grundmantra, at vi samarbejder med dem, der vil, om at løse de udfordringer, virkeligheden byder os. Vi går lige så langt, det skal være om det, vi kan blive enige om."

Elefanten i rummet

Elefanten i rummet er som altid udlændingepolitikken, hvilket får De Konservatives tidligere pressechef, Frank Korsholm, til at kalde det for urealistisk, at De Radikale skulle pege på Søren Pape Poulsen som statsminister.

Hvilket Frank Korsholm, der i dag er politisk redaktør på POV International, også mener gør sig gældende for den konservative formand. Altså at Søren Pape Poulsen skulle ønske dette.

Den økonomiske fællesnævner er der

“Det er rigtigt, at den økonomiske fællesnævner er der mellem De Konservative og De Radikale, ligesom den var der mellem Lars Barfoed og Margrethe Vestager forud for folketingsvalget i 2011, og som den var der mellem Poul Schlüter og Niels Helveg Petersen i 1980’erne,” siger Frank Korsholm til Netavisen Pio.

“Men dengang i 1980’erne var der ingen udlændingepolitik. Og det er det, som skiller de to partier i dag. Kan man forestille sig De Radikale gå sammen med et parti, som fører udlændingepolitik sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Det har jeg svært ved at se Sofie Carsten Nielsen gå til valg på.”

I 2019 forlod Marcus Knuth endda Venstre til fordel for De Konservative med henvisning til, at "tiden er ikke inde til at lægge værdipolitikken og flere stramninger på hylden."

placeholder

Håndtrykket

Når Frank Korsholm tror, at Søren Pape Poulsen heller ikke har lyst til en yderligere tilnærmelse til Sofie Carsten Nielsen, skyldes det De Konservatives seneste erfaring med noget sådan. Da Lars Barfoed og Margrethe Vestager, forud for folketingsvalget i 2011, gav hinanden det berømte/berygtede håndtryk på et samarbejde over midten i dansk politik, kostede det De Konservative 10 mandater.

“Nogen har misforstået det håndtryk,” som den daværende konservative formand nåede at konstatere, inden at partiet i 2014 bad ham pakke sit pæne konservative tøj og overlade posten til Viborgs borgmester. Lars Barfoed blev ikke genvalgt til Folketinget ved valget i 2015, hvor Det Konservative Folkeparti fik det dårligste valg, siden det blev stiftet i 1915. Seks mandater blev det til det år.

Vil hverken lade sig fotografere eller give et håndtryk

“Søren Pape Poulsen vil hverken lade sig fotografere eller give et håndtryk til Sofie Carsten Nielsen under en valgkamp,” siger Frank Korsholm.

“I stedet vil han holde hende ud i strakt arm. Så på den måde gælder den begge veje. Søren Pape Poulsen har jo heller ikke sagt andet, end at det er interessant med reformer, og hvis du kan nøjes med at få De Radikales reformer, så er det da også interessant. Han kommer dog ikke til i en valgkamp at gentage Lars Barfoeds totale sammenbrud. Brændt barn skyer ilden.

"Men man holder jo selvfølgelig altid gryden lidt i kog ved ikke fuldstændig at skubbe hinanden bort. Så jeg ser det mest som spil for galleriet for begge partier.”

Røde radikale vælgere 

Alle undersøgelser har da også vist, De Radikales vælgere er røde og ikke blå. Sætter du kryds ved Radikale, er der stor sandsynlighed for, at du er mellem 18 og 24 år og studerende. Ellers har du en længere videregående uddannelse bag dig og arbejder i den private sektor. Og ikke bare det.

Derudover vil du formodentlig stemme på Socialdemokratiet, hvis du ikke skulle stemme på Radikale. Og hvis ikke Liste A så Liste Ø.

“De radikale vælgere har andre præferencer end under Poul Schlüter,” konstaterer Lars Nielsen.

“Men nu har vælgertække aldrig været et radikalt princip. De Radikales fokus har aldrig været, om vælgerne kan lide det eller ej. Det har været, om det var politisk nyttigt. Hvilket nogle gange har medført tab af vælgere. Og andre gange har det givet gevinst.” 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det kan hun da bare gøre. Trusler troede jeg radikale er stoppet. Sofie synes at have fået kuller 😂😂

Det radikale Venstre er et borgerligt parti, og har altid været det, det har de vist igen og igen, så jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor folk bliver ved med at kalde dem for et rødt parti. Okay, de stemmer sammen med venstrefløjen når det gælder kultur, men de er altid i den borgerlige blok, når det gælder økonomi, og i politik koger alting i sidste ende ned til at være et spørgsmål om økonomi.

Lad os håbe de er i gang med at begå politisk selvmord, om ikke andet vil et politisk landskab uden de Radikale være en stor aflastning af mit blodtryk.

Under Jelved var de til at klare, men ikke nu, ved ikke hvad hun har gang i med nyt image og smisken til højre og V i folketinget. Og deres vælgere er altså mere røde end blå. Ingen vælger gider da illoyalitet og svingen hid og did.

Kunne det være dødskramper, hun har gang i?
Det, at fastholde en radikal, er som at sømme en budding op på væggen, som salig Svend Auken engang sagde.

Jeg er ret sikker på, at de Konservative også helst er fri for at have de Radikale for tæt på. Stregen går nok ved at lade dem gøre Søren Pape til statsminister, lægge stemmer til den økonomiske poitik og så helst ikke meget mere.

Den tid er ovre, hvor den kvalmende Sofie Carsten Nielsen kunne styre landet via alenlange DJØF-regneark, og samtidig skide på almindelige danskere!

Håber hun finder nye venner (eller bare nogle venner) hos DF og NB. 🤣

Der var den igen. Ingen ved som en radikal, hvordan virkeligheden er. Øh, hvordan skulle nogen kunne tro på at en S. Carsten Nielsen er lige den, der kender virkeligheden bedst.
Næ, de vil i regering, vil de, for det giver mest magt og den bedste personlige gevinst.

Men hun holdt en fremragende tale ved afslutningsdebatten. Håber hun mente den.

Tak til socialdemokratiet for ikke at have lavet en regering hvor RV var med. TAK!
De radikale vil ikke danskerne (de etniske) det godt.

Det paryti, har og vil altid være ren 5.kolone. alene ders hyltes af Hitler, burde have fået dem forbudt.

Gå aldrig i et tættere samarbejde, med de kulturberiger, og verdensfjerne i...l igen

Annonce