Palæstinenserne har ret til frihed og værdighed – ligesom alle andre folk. Men midt i denne solidaritet kan jeg ikke lade være med at bemærke et foruroligende mønster: 

Hvor er de samme røster, når kurderne bliver angrebet i Rojava i Nordsyrien? 

De kurdiske styrker, som verden hyldede, da de kæmpede mod Islamisk Stat og ofrede tusindvis af liv for at beskytte ikke bare deres eget folk, men også os i Vesten, står i dag alene.

Tyrkisk-støttede militser og islamistiske grupperinger angriber kurdiske områder, terroriserer civile og erobrer territorium.

Rojava, et område der har været et lys i mørket med sine demokratiske og feministiske værdier, er i fare for at blive knust.

Og hvor er solidariteten nu?  

Når organisationer og meningsdannere tier

Det, der gør situationen endnu mere tankevækkende, er den rungende tavshed fra organisationer og bevægelser, der ellers er kendt for at kæmpe for frihed og retfærdighed.

Hvor er udtalelserne fra eksempelvis organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam, som ellers er hurtige til at udtrykke solidaritet med andre folkeslag? 

Hvor er de demonstrationer og støtteerklæringer, som vi så blive arrangeret med stor ildhu for Palæstina?  

Deres tavshed er skuffende og afslører en selektiv tilgang til solidaritet

Og hvad med de mange meningsdannere, der i disse dage råber solidaritet med Palæstina? 

De har på lange stræk ret i deres kritik af Israels regering og den førte politik, men hvorfor bruger de ikke deres stemme til også at råbe op om de tyrkisk-støttede angreb på kurderne? 

Deres tavshed er skuffende og afslører en selektiv tilgang til solidaritet.  

Er solidaritet kun politisk opportunt?

Det er her, jeg bliver nødt til at stille det provokerende spørgsmål: Handler solidaritet i virkeligheden mere om politik end om retfærdighed? 

For mig ser det ud til, at det er lettere at råbe op om Palæstina, fordi det også er en konflikt med Israel – og dermed indirekte en konflikt med jøderne.

Det er politisk bekvemt og giver genklang i mange kredse at kritisere Israel, men det er tilsyneladende langt sværere at tage afstand fra Tyrkiet og de islamistiske grupper, der angriber kurderne.  

Lad os være ærlige: Vesten bærer også en del af ansvaret

Jeg siger ikke, at man ikke skal støtte palæstinensiske ønsker om fred, lighed, egen stat og tryghed, men hvorfor kan vi ikke mønstre samme engagement for kurderne? 

Er det fordi kurdernes fjende ikke er Israel, men derimod et NATO-land som Tyrkiet eller mollah-regimet Iran? 

Er det, fordi kurderne ikke passer ind i en politisk fortælling, der kun definerer ofre og undertrykkere i forhold til Israel?  

Tyrkiet og Vestens hykleri

Lad os være ærlige: Vesten bærer også en del af ansvaret.

Tyrkiet er en strategisk allieret i NATO, og derfor ser vi gennem fingre med Erdogans ekspansionisme og undertrykkelse af kurderne.

Når tyrkisk-støttede militser angriber kurdiske områder, reagerer Vesten kun med tavshed eller vage diplomatiske fraser.

Solidaritet bør ikke være selektiv

Det samme gælder desværre mange af dem, der ellers står på barrikaderne for menneskerettigheder og frihed.  

Hvordan kan vi kræve, at tyrkere i Tyrkiet tager afstand fra Erdogans politik, hvis vi i Vesten ikke engang tør sætte ord på, hvad der foregår i Nordsyrien?  

Solidaritet uden forbehold

Solidaritet bør ikke være selektiv. Hvis vi mener noget med at kæmpe for retfærdighed og frihed, bør vi vise den samme støtte til kurderne, som vi gør til palæstinenserne.

Begge folk har ret til selvbestemmelse og et liv uden undertrykkelse. Begge sager handler om basale menneskerettigheder.  

Så til dem, der i dag går på gaden og råber solidaritet for Palæstina: Hvor er I, når kurderne bliver bombet? 

Hvor er jeres bannere, når tyrkisk-støttede militser angriber civile i Rojava? 

Hvis vi vil støtte kampen for friheden, må det gælde for alle folk, ikke kun dem, der passer ind i en bekvem fortælling

Hvis vi virkelig tror på solidaritet, bør den være universel – ikke afhængig af politisk opportune fjendebilleder.  

Jeg skriver ikke dette for at polarisere eller pege fingre, men fordi jeg mener, det er nødvendigt at udfordre vores egen dobbeltmoral.

Lad os være ærlige over for os selv: 

Hvis vi vil støtte kampen for friheden, må det gælde for alle folk, ikke kun dem, der passer ind i en bekvem fortælling.  

For uden universel solidaritet svigter vi ikke bare kurderne – vi svigter også vores egne værdier.